Nyhed
Læsetid: 3 min.

Søstrene Schleck

De lukkede munden på kritikerne, da de besvarede Contadors angreb på uvant vej, men de to klynker stadig
Andy Schleck (tv.) and Alberto Contador i opløbet ved målstregen i går efter det 179 km lange etape mellem Gap og Pinerolo i Italien.

Andy Schleck (tv.) and Alberto Contador i opløbet ved målstregen i går efter det 179 km lange etape mellem Gap og Pinerolo i Italien.

PASCAL PAVANI

Kultur
21. juli 2011

Det var Informations og Tipsbladets legendariske fodboldskribent Per Høyer Hansen, der i begyndelsen 1990'erne kaldte Michael og Brian for 'Søstrene Laudrup', da de ikke ville spille på landsholdet ledet af Richard Møller Nielsen. Geniale spillere, men klynkende, pylrede og forkælede, mente han. Det er fristende at låne udtrykket. I sidste års Tour de France styrtede Fränk Schleck på de toppede brosten på tredje etape og udgik med brækket kraveben.

Bagefter brokkede han sig over, at arrangøren havde inddraget en stump af den deforme vej fra Paris-Roubaix i Tour de France. Og i tirsdags var det så Andy, der klynkede over nedkørslen til Gap:

»Ingen ønsker at se ryttere styrte eller løbe store risici. Vi har alle familie derhjemme, og jeg synes ikke en afslutning som denne burde være tilladt.«

De har ikke ret. Tour de France har mere end hundredårig tradition for at inddrage alle karakteristiske sider af landets geografi, og den, der mestrer de åbne vindblæste veje langs Atlanterhavet, de toppede brosten i Flandern, de stejle bjerge op og ned, er den komplette etapeløbsrytter, der kan vinde det. Det kan der ikke laves om på.

Andys reaktion er forståelig. Hverken han eller Fränk ynder at køre nedad og er ikke gode til det, men på vejen til Gap blev Andy bange. Simpelthen.

Et sært fænomen

For to måneder siden mistede han sin gode ven og holdkammerat Wouter Weylandt, der døde efter et styrt på en nedkørsel i Giro d'Italia, og selvfølgelig sad det i hovedet på ham. Man kan dø af det.

Men den forståelige menneskelige reaktion må han hurtigst muligt skifte ud med den professionelle, at han må tage vejen og vejret, som det er, hvis han vil vinde cykelløbet. Så brutalt er det.

Brødrene Schleck nej, jeg vil alligevel ikke falde helt for fristelsen har fået prygl i de danske medier, og det er et sært fænomen.

Sidste år, da de kørte for Bjarne Riis, var medierne med Schleckerne mod Alberto Contador. Nu er det lige omvendt. På grund af Bjarne Riis opfatter et overvældende flertal af danskere Saxo Bank som et dansk landshold på hjul, og de, der ikke vil deltage på det, bliver hånet og får smæk. Som det skete for brødrene Laudrup i sin tid.

Contador rejste sig i tirsdags efter to ugers skyggetilværelse og bragte spænding til løbet. Brødrene er med rette blevet klandret for passiv kørsel i Pyrenæerne, men de havde muligheden for at slå tilbage på etapen i går og lade klynkeriet og krisetegnene blive glemt. Ironisk nok på en etapeafslutning magen til den, som Andy havde brokket sig over. En kort relativt stejl stigning kort før mål og så en meget vanskelig nedkørsel på smal vej.

Men med den forskel at vejen var tør. Det var helt ventet, at Contador ville angribe først af favoritterne mens norske Edvald Boasson Hagen længere fremme var på vej mod en sensationel etapesejr og denne gang sad brødrene, hvor de skulle. De var kommet først i trængslen for at komme ind på stigningen, der ikke var meget andet end en asfalteret, smal skovvej. Og to gange neutraliserede de Contadors angreb på en måde, der bortvejrede mistanke om krise.

Satte livet på spil

Heller ikke på nedkørslen fik Contador endnu engang i selskab med landsmanden Samuel Sánchez lang snor. Skønt det en overgang så ud til, at han skulle gentage nummeret fra dagen før. Brødrene fik ham fanget ind, anført af Andy, og af favoritterne tabte kun Basso og Voeckler et lille halvt minut.

Basso, fordi han ikke kan køre nedad, og franskmanden i gult, fordi han både opad og nedad havde presset sig selv så meget, at han mistede kontrollen i et sving og kørte ind på en terrasse foran et hus langs vejen.

Et fremragende eksempel på, at Fränk Schleck endnu engang havde uret, da han efter etapen støttede sin brors beklagelse over ruteplanlæggerne. Voeckler havde tabt tid og kunne have sat både gul trøje, liv og lemmer til, sagde han mens Voeckler selv sagde, at han havde oversatset ved at angribe på nedkørslen på trods af, at han godt vidste, at han kørte på sin yderste grænse. Det var ikke vejens skyld.

Så trods fortsat klynk, så fik brødrene vist på en vej, de ikke kan lide, at man kalder dem søstre.

De fik skærpet spændingen til de to gigantiske etaper, der venter, med mål oppe på Galibier i dag og på Alpe d'Huez i morgen.

Men hvem af dem, der skal køres for, og hvem af dem, der er bedst, er fortsat uvist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rasmus Punkpanda

Denne artikel er meget typisk for holdningen i dækningen af TDF, som du selv nævner er danskernes favorit i touren Contador, men det mener jeg især skyldes diverse kommentatorer, som lægger den største vægt på dækningen af ham.
Jeg synes ikke at Saxo Bank er det rullende landshold, Som dansker vil det også være naturligt at holde med enten Brian Nygaards eller Brian Holms Hold.
Personligt holder jeg med Schlek Brødrene. Dette skyldes mit ambivalente forhold til Contador, som vandt touren, det år hvor vi havde haft en dansk vinder hvis ikke pressen havde så travlt med at skabe skandaler. Heller ikke Contadors sponsorer Saxo Bank er de mest sympatiske fyre, men det er en helt anden diskussion.
Jeg ønsker blot at vi ville få en ordentlig dækning, hvor Contador ikke er den eneste rytter og hvor en kritik af ruten ikke bliver affejet, som en kvindelig bekymring, specielt når de har mistet en holdkammerat i et dramatisk styrt tidligere i år

Morten Kjeldgaard

Uviljen mod Schleck brødrene drejer sig vel også om den måde hvorpå de forlod Bjarne Riis' hold. Ikke mindst Andys uprofessionelle exit fra Vueltaen, da det stod klart at han ikke længere skulle køre for Riis, og han sammen med O'Grady tog på druktur midt i et etapeløb. Uprofessionelt, umodent og et uværdigt farvel til et hold der havde hjulpet ham frem i karrieren.

Iøvrigt mange tak til Henrik Jul Hansen for de altid særdeles læseværdige og indsigtsfulde artikler om cykelsport!

Kaspar Olsen

-"Man kan dø af det.
Men den forståelige menneskelige reaktion må han hurtigst muligt skifte ud med den professionelle, at han må tage vejen og vejret, som det er, hvis han vil vinde cykelløbet. Så brutalt er det."

Mage til dobbeltmoral skal man lede længe efter.
Rytterne må ikke tage præstationsfremmende doping, men de må godt tage chancer med deres eget liv på vejstykker som er dødsensfarlige ?!?

Vejstykker som kan være udvalgt for deres farlighed af arrangører der ønsker at forvandle Tour de France til en nutidens gladiatorkamp rytterne imellem - kørende med døden på styret ?!?

Der er den ondelyneme ikke et eneste menneske med dets infantile behov for dødsdrom--underholdning som er den pris værd, at så meget som en eneste cykelrytter kommer til skade eller dør i forsøget på at underholde de blodtørstige som keder sig - i et iøvrigt komplet ligegyldigt kapløb for at nå Paris først muligt.

Jesper Wendt

De blev svinet til af de brittiske kommentatorer på eurosport, altså søstrene. De var ikke imponerede, og var åbenlyst irriteret, over de hele tiden holder i hånden.

Jesper Wendt

Synes godt de kan afskærme de steder, hvor enhver kan se det er livsfarligt.

Svend Henriksen

Således fik Kaspar og hans venner ud i verbal gladiatorkamp endnu en gang sat ord med knive afsted imod alle der ikke føler som dem.

Ord og holdninger har startet krige, og har smadret folks selvværd. Det har en nedkørsel i et cykelløb trods alt ikke.

Kom ud jeres elfenbenstårne og deltag i verdenen, i stedet for at gemme jer bag ordet, og dets uomtvistelige magt.

Passiv agressiv dialog er kendetegnet for kvinder, det er deres våben, når de nu til en hver tid vil tabe en gladiatorkamp.

Men derfor kan ordet såre endnu dybere, end at tabe et cykelløb.

Verbal gladiatorkamp.. det er so last year

ingemaje lange

'Søstre klynker og er forkælede', 'kvinder er kendetegnet af passiv aggressiv dialog, da de ikke kan klare en gladiatorkamp'. Sådan er kvinder åbenbart...

Og underforstået er (den rigtige) mand karakteriseret af det modsatte...

Fint nok at anvende den type stivnede kønsklichéer, hvis det gøres elegant med reflekteret ironisk distance.
Det er ikke tilfældet - hverken i (den i øvrigt interessante) artikel eller i kommentarerne. Er det niveauet for Informations journalister og (mandlige) læsere? I 2011? Det tyder ikke godt for mennesket m/k.

Slettet Bruger

Tour de France har længe været årets sportslige højdepunkt her i huset, også selvom jeg tidligt måtte stå af i den danske ”LE Tour” murstensroman efter nogle få hundrede sider, men den udfylder nu fint rollen som ergonomisk forhøjelse af computerskærmen. Lidt på afstand har turene hver deres portioner af skuffelser og ikke mindst lange venten.

I årene under Armstrong forsøgte journalisterne konstant at holde liv i spændingen, selvom det længe stod klart, at han var klasser over resten af kandidater og derfor kunne bestemme udviklingen som også forgængeren gjorde det Indurain, (den brune muskel), der var enerådig general indtil en dansker fandt på at tage 7-8 gange dosis.

Indimellem kedeligt med disse herskere, der kan bestemme hvornår enkelte tv lykkeriddere skal have deres store dag og som rundhåndet uddeler etapesejre til følgesvende, så længe de selv kan nøjes med at hugge et par gange og efterfølgende forsvare stillingen med stor margen. Ellers har der været nu også været andre kedsommelige år som f.eks. det med den anonyme Carlos Sastre, hvor man gabte sig igennem etaper med 30 tunge ryttere samlet i front over høje bjerge, der ellers nok kunne indbyde til angreb. Eller det år, hvor en mr. Nobody fik tildelt sejren fordi den rigtige vinder kvajede sig og tabte det hele på gulvet i disciplinen dopingsløring.

Noget andet man kan være sikker på, er det nationalistiske element. Carlos Sastre blev halvdansker alene pga nogle firmamæssige ejerforhold og var den store agurkehelt i andedammen for nogle år tilbage ligesom Andy Schleck var tæt på at blive det sidste år. Som traditionen foreskriver er Contador, der nu kører for den tidligere dopingsynders hold, nu blevet lanceret som et usædvanligt godt menneske. Altså samme person, der sidste år var et svin, fordi han kørte på udanske hold og som yderligere forbrød sig imod uskrevne regler og rykkede i samme øjeblik, som halvdanskeren tabte kæden. Således bliver brødrene Schleck nu også gjort til tanter, som ikke tør angribe eller tudeprinse, når de klager over dødsensfarlige nedkørsler. Folk vil åbenbart have nationalisme, livsfarlige etaper, blodplettede bjergtrøjer og indimellem lig på bordet med flere mindesmærker man kan passere.

Løbet blev hverken mere eller mindre kedeligt efter den gammeldags epo forsvandt fra menuen. Romantiske soloudbrud med perspektiver for klassementet er ikke normalen, og præstationer som Rasmussens eller Landis er pga mange taktiske elementer sjælenheder, dopingindtag eller ej.
Det må være hævet over enhver tvivl, at præstationsfremmede midler stadig er fast element i løbet, hvor ryttere har eksperimenteret siden bedstemorcyklens dage. I nogenlunde kontrolleret form er det næppe så farligt som nedkørsler på stejle bjergvægge, halsbrækkende spurter og andet chancerytteri. Så hvorfor ikke rent ud erkende, at doping er umuligt at udrydde, at udviklingen i brugbare medicinske produkter vil fortsætte, at de opfindes og anvendes længe før tests og lovgivning overvejes, og at det er til gavn for flest muligt, hvis det sker åbent?

Med et mere ærligt løb og synlige medicinalsponsorer i stedet for nutidens rigmænd og banker, så kunne der vel forventes at blive mere focus eksperimenternes sundhed for ikke at skabe for megen dårlig reklame for medicinen. Men det sker nok næppe nogensinde, og det vil ramme ned i en kultur af selvbedragere, pengeinteresser, konservative, naive romantikere og folk med håbløse idealer om glade amatørdage.

Det skal indrømmes, at min medskyld i årets cirkus består i, at jeg er manager på et cykelhold i et lidet konkurrerende dagblad og ved brug af rigelige doser kaffe, moderate mængde doping rusmidler, studier ryttere og terræn fortsat har gode præmiechancer. På ingen måde særlig rationelt eller nogen rimelig timeløn om så jeg skulle vinde den helt store gevinst. Men manglende fornuft er i det hele taget nok ret kendetegnende for begivenheden.

Anne Marie Pedersen

Og hvad hedder tennis-søstrene Serena og Venus så når de brokker sig? Brødre? Mærkeligt, at man skifter køn over brok.

Kaspar Olsen

Brødrene Serena og Venus.
Muskelmænd med nosser så store som tennisbolde.

Schlecks klynkeri er uværdigt. Nedkørsel fra bjerge hører nu engang med til TdF. Hvis hans køreteknik ikke er god nok til det, må han køre langsommere, og tabe tid ved det, i forhold til konkurrenter der kører bedre nedad.

Man kan dope ryttere til at køre bedre opad, (og gør/har gjort det i stor stil) men næppe til at forbedre deres teknik ved nedkørsel.

Bortset fra det, er det helt tydeligt at vi for første gang i adskellige årtier nu ser et 'renere' felt, selv om nogen stadig forekommer at have 'fundet fidusen'.

En fin artikel af Henrik Jul Hansen. Han låner udtrykket om søstre, og sætter det i samme ramme. Ærindet er brødrene Schleck's brokkeri over turens etapedesign, som de mener er for farligt. Men det turde være klart for enhver, at med de cykelfærdigheder, som kræves for at stille op i turen, så er der ingen nedkørsler, der overstiger rytternes evner.
Problemerne består alene i at køre over evne. Og her er turen ikke stillet anderledes end de fleste fysisk betonede sportsgrene: boksning, skiløb, formel-1, tårnspring, maraton, osv. Kunsten - den kunst som binder os til skærmen, hvis vi bindes til skærmen er jo netop at nyde atleterne balancere på kanten af deres evner.
Og her adskiller tilskuelsen sig vel i grunden ikke fra opera, malerkunst eller ballet?
Jeg synes Henrik Jul på fin vis peger på facetter og vinkler, som for den vågne interesserede tilskuer kan højne nydelsen.
Nogen kan lide Mona Lisa andre Tour de France. Det er udbydernes held, når noget slår an i medierne, og der er penge i det.