Sommer på et pusherkontor

Jeg skylder Zlatko Buric kaffe. Jeg har lovet det over telefonen. Men nu er kaffedåsen næsten tom, og jeg er ved at blive godt nervøs. Lige om lidt er han her.

Jeg får flashback til Pusher: Milos (Zlatko Burics) gorillaer har lige fyret strøm fra en lampeledning gennem Franks brystvorter.

»Du fucker med mig!« råber Milo arrigt. Frank skylder penge. Og nu slæber de hans tunge krop over til håndvasken i klubbens baglokale, hiver en knibtang frem og skal til at kappe hans tommelfinger af. Med et brøl skyder han sig fri. Blodet sprøjter ud over køkkengulvet, mens Peter Peters musik hamrer derudaf.

Fiktionslængsel

Det er det gulv, jeg står og tripper på nu.

Så ringer Zlatko i min lomme. Han er lige udenfor.

To uger tidligere, på samme kontor på Vesterbro, er jeg ved at dåne af udrejselængsel. Filmredaktionen planlægger en sommerserie om filmoplevelser og -locations: San Francisco, Marokko, Svalbard, Syrien, Peru. You name it, mine kolleger har været der.

Mine ferieplaner? At skrive mit speciale færdigt på mit specialekontor på Absalonsgade, Vesterbro, Danmark. Jeg er uinspireret, jeg har ondt af mig selv. Så ser jeg postkortet af Zlatko på vores opslagstavle og kommer i tanke om, at jeg faktisk sidder midt i en (fantastisk) filmkulisse: Det her var Milos klubkøkken i Nicolas Winding Refns Pusher (1996).

Vi fortæller det altid stolt til nye på kontoret. Når man afspiller scener fra filmen på en bærbar det helt rigtige sted i lokalet, er det næsten, som om man kan stikke hånden gennem skærmen og række 15 år tilbage i tiden.

Og nu er Zlatko her altså i egen høje, venlige person for at puste lidt filmånd ind i kontoret. Han ryger grønne Kings, mens han sidder på køkkenbordet det eneste, der ligner sig selv fra dengang med knibtangen. Væggene er hvide nu, ikke mintgrønne. Farvelamperne og de brune gardiner er væk, og baggården er fyldt med børn og legeknallerter og dannebrogsflag.

»Var det virkelig her?«

Stemmen klinger velkendt. Zlatko kigger på skrivebordene med studerende og Foucault-bøger og Det Gode Speciale. Det var det. Det var her, Milo fik Frank til at æde sine friturestegte kager. Det var her, han, som postkortet citerer, råbte: »Franke, du skulder mig penge.«

Lidt bøsset

Zlatko fortæller, at Milo i det første manuskript var en tyrkisk kioskmand. Men da Refn castede Zlatko til rollen, skiftede de til en klub. Det var ikke realistisk for en jugoslav at stå i kiosk. Ironisk nok har den kroatiskfødte skuespiller for nylig indspillet en ny, engelsksproget version af Pusher med en spansk instruktør, Luis Prieto, bag kameraet. I den spiller Zlatko en tyrkisk Milo.

»Jeg sælger brudekjoler. Jeg er sådan lidt bøsset i det,« siger han.

Mens den nye version dyrker det tyrkiske East London-miljø, var Refns Pusher et tidstypisk portræt af Vesterbro.

»Al interiør her blev flyttet direkte ind fra en serbisk klub nær ved,« siger Zlatko.

»På det tidspunkt var Vesterbro jo helt øde. Kun McKluud og Blomsten og de gamle værtshuse lå her, og luderforretninger, second-hand-shops og så klubber. Og Jang (Refn, red.) gjorde alt så realistisk som muligt.«

Du FUCKED' mig!

Franks ruter gennem Vesterbro var geografisk nøjagtige, og Pusher blev, som vist alle Refns film, optaget kronologisk. Der var ikke noget backstage-lokale til optagelserne på kontoret. Bare lange, lange arbejdsdage. Det med kagerne var Zlatkos idé, fortæller han.

Og Milo-figuren var han selv med til at forme: »Jeg kendte lidt miljøet fra gamle dage i Jugoslavien. De typer har tæt kontakt med folk, de dealer med, så jeg byggede min karakter op om sætningen: 'Du er min VEN. Og du fucked' mig.' Milo er brutal, men jeg har også et emotionelt regnskab. Du FUCKED' mig.«

Zlatko bemærker ikke selv, at han har skiftet fra tredjeperson til førsteperson. At han pludselig er Milo.

»Det er da dejligt, at vi nu kan sidde i gården her,« siger han så om Vesterbros kvarterløft.

»Og folk dyrker persille og blomster, og der er grill og det hele. Men ... på den anden side: Hvis samfundsstrukturerne falder sammen det er min erfaring fra Eksjugoslavien så vokser volden op. Som metastaser.«

De nyrenoverede lejligheder kaster pludselig faretruende skygger ned på bænken, vi sidder på. Jeg spørger ham, om ikke han kan komme og true mig lidt, hvis jeg ikke får skrevet nok på mit speciale.

»Du skulder mig en speciale,« foreslår jeg som one-liner for det nye Vesterbro.

Milo fniser, helt ufarligt, af mig.