Læsetid: 4 min.

Svenskere forargede over dansk film

Den danske film 'Daisy Diamond' er udsat for voldsom kritik, efter den er blevet vist i svensk tv. I forbindelse med optagelserne er spædbørn blevet udsat for overgreb, mener kritikerne. Filmens producer afviser kritikken og kalder debatten for latterlig
Den danske film 'Daisy Diamond' er udsat for voldsom kritik, efter den er blevet vist i svensk tv. I forbindelse med optagelserne er spædbørn blevet udsat for overgreb, mener kritikerne. Filmens producer afviser kritikken og kalder debatten for latterlig
2. juli 2011

I et debatindlæg i Aftonbladet går fire svenskere til skarpt angreb på den danske filminstruktør Simon Staho og hans film Daisy Diamond. Forfatterne bag debatindlægget mener, at Simon Staho og hans producere har udsat spædbørn for ubehageligheder under optagelserne til filmen.

»Hvor dårligt må man behandle et barn i kunstens navn?« spørger forfatterne Måns Herngren, Emma Gray Munthe, Jonas Inde og Göran Harnesk. De tre førstnævnte er selv fra filmbranchen, mens Göran Harnesk er generalsekretær i børneorganisationen Bris. Indlægget er præget af en voldsom retorik:

»Det, som Simon Staho og hans team udsatte de 'skuespillende' babyer for i Daisy Diamond, må aldrig ske igen,« hedder det blandt andet. Filmen er fra 2007, men er for nylig blevet vist på STV, og først der har de fire underskrivere set den – derfor den sene debat.

Voldsom kritik

Daisy Diamond handler om en skuespillerinde, som har problemer med at kombinere karrieren med rollen som mor for et spædbarn og det får hende til at udsætte sit barn for ubehageligheder. Men det er ikke filmens indhold, der er problemet. Det er udelukkende de hændelser, som spædbarnet er udsat for under optagelserne, som kritikken retter sig imod. Blandt andet hæfter forfatterne bag debatindlægget sig ved en scene, hvor hovedpersonen tvangsfodrer spædbarnet:

»I ekstremt lange optagelser sidder Noomi Rapace (svensk skuespillerinde, red.) og dels tvangsfodrer dels skriger babyen i ansigtet. Det handler om et barn, som er så lille, at det definitivt ikke har taget nogen beslutning om at medvirke. Et barn, som er så lille, at det ikke har noget begreb om, hvad der er er virkelighed og fiktion, et barn som er så lille, at det eneste, det kan gøre for at signalere, at det ikke vil være med, er at græde og række ud efter nogen (formentlig en forælder) som står bag kameraet, uden for billedet,« skriver de og antyder ligefrem, at der er foregået regulær børnemishandling i forbindelse med optagelserne:

»I en anden scene trykker man i en uafbrudt optagelse et panikskrigende barns hoved under vand en handling, som de fleste mennesker utvivlsomt vil opfatte som mishandling og overgreb. En handling som ifølge loven betragtes som kriminel,« skriver de fire svenskere, som også kommer med et ønske om at få diskuteret, hvad der er tilladt i forbindelse med filmoptagelser, og hvad der ikke er. Der skal være regler for, hvor langt producenterne kan gå 'i kunstens navn', mener de.

Voldsomt overdrevent

Som producer på Daisy Diamond havde Sigrid Dyekjær ansvaret for spædbørnenes medvirken. Hun kan slet ikke genkende det billede, som de svenske debattører tegner:

»Jeg er rystet over kritikken,« siger hun og forklarer processen:

»Vi ville gerne bruge rigtige børn, fordi det giver en mere autentisk fornemmelse end attrapper. Derfor rådførte vi os med professionelle, og de sagde, at det sjældent handler om følelser, når et spædbarn græder. Det siger, 'jeg er sulten', 'jeg er tørstig', 'jeg skal sove',« siger Sigrid Dyekjær, som også understreger, at der var en professionel til stede ved alle optagelserne:

»Vi havde en sundhedsplejerske med hver dag. Og vi havde fem forskellige babyer, som vi skiftede imellem, når vi følte, at et barn havde brug for en pause. Og alle forældrene var helt indforståede med, hvad det var for en film, vi var ved at lave,« siger Sig-rid Dyekjær, som finder det 'latterligt', at de svenske filmfolk »ikke har ringet og spurgt dem, der har lavet filmen«, inden de sendte debatindlægget til Aftonbladet.

Sigrid Dyekjær fortæller desuden, at scenen med tvangsfodring ser mere voldsom ud, end den var:

»Jeg opfattede det på ingen måde som et overgreb, og det tror jeg heller ikke, den pågældende mor har følt.« Scenen med barnet, der kommer under vand, mener hun heller ikke er problematisk:

»Vi har dyppet barnet i vand, og det barn har gået til babysvømning. Men det er en attrap, der bliver holdt dernede. Det er da ikke et rigtigt barn. Vi er jo ikke vanvittige. Der er folk med på filmholdet, der har lavet film i mere end 20 år, og produktionen er i det hele taget meget professionel,« siger hun. Sigrid Dyekjær bakkes op af professor i filmvidenskab på Københavns Universitet, Ib Bondebjerg:

»Efter min mening er der ikke fugls føde på den anklage. Når man filmer den slags, så manipulerer man med forholdet mellem lyd og billede. Man viser f.eks. typisk ikke hele barnet, fordi det enten ikke er et rigtigt barn, eller fordi barnet i virkeligheden er helt roligt, selv om vi oplever det anderledes pga. billede- og lydmanipulationen. I visse tilfælde bruger man også en meget livagtig dukke,« siger Ib Bondebjerg, som mener, at holdet bag filmen har holdt sig på den rigtige side:

»De scener, hvor barnet tydeligt græder, mens vi ser det, er jo ikke mishandling. Alle børn hyler, når de skal skiftes, og den pågældende sekvens er desuden meget kort,« siger Ib Bondebjerg fra Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu