Læsetid 10 min.

Sydsudan genbesøgt

Kommentage. Forfatteren Jørgen Leth rejste for snart 50 år siden til det sydlige Sudan. Dengang var de etniske spændinger i området allerede intense det var lang tid, før verden havde fået øjnene op for dem. Leth sendte de uhyggelige fortællinger hjem til Dagbladet Aktuelt. Information bringer her den gamle tekst i sammenhæng med en ny kommentar til uafhændigheden i dag, hvor gamle spændinger får nyt liv
Kommentage. Forfatteren Jørgen Leth rejste for snart 50 år siden til det sydlige Sudan. Dengang var de etniske spændinger i området allerede intense det var lang tid, før verden havde fået øjnene op for dem. Leth sendte de uhyggelige fortællinger hjem til Dagbladet Aktuelt. Information bringer her den gamle tekst i sammenhæng med en ny kommentar til uafhændigheden i dag, hvor gamle spændinger får nyt liv
9. juli 2011

Om nogle få dage kan Sydsudan endelig fejre sin officielle uafhængighed som selvstændig stat. Løsrivelsen er resultatet af en et halvt århundrede lang væbnet konflikt mellem regeringen i Khartoum og Sydsudans stammebaserede guerillahær. Men der er kommet noget i vejen, og det er i øjeblikket uklart, om den lykkelige udgang faktisk bliver virkelighed.

Juba, Sudan 1962:

Sudan har et engleagtigt åsyn, men det holder ikke, når man ser Afrikas største statsområde efter i sømmene. Denne unge stat, som set udefra kunne gå for at være et forbilledligt udviklingsland, og som i øvrigt udmærker sig ved en passiv udenrigspolitik, har inden døre et problem, som burde kompromittere landet i det frie Afrikas øjne. Dette problem er af alt for indlysende grunde mørklagt, og det er ikke med deres bedste vilje, sudanesiske autoriteter har skaffet mig adgang til at gøre iagttagelser på de steder, hvor tampen brænder. Sudans ømme punkt er et raceproblem, der er skruet op til kogepunktet. Det har som det nordamerikanske og det sydafrikanske form som diskrimination rettet mod den negroide del af befolkningen, og dets alvorlige konsekvens er en akut spænding i de sydlige provinser, som er befolket af negerstammer, men styret af arabere. Det, der bag nedrullede gardiner foregår i Sydsudan, er en skamplet på det Afrika, der stykke for stykke frigør sig fra kolonialismens åg. Så meget mere som problemets brod faktisk er rettet mod afrikanerne, må det forudses, at låget en dag går af kedlen med et hørligt brag.

Ved et tilfælde oplevede jeg de første kim til konflikten i Sydsudan.

Helt tilbage i 1961-62 var jeg på en selvarrangeret rejse i Østafrika, efter at have taget orlov fra mit job som journalist på Dagbladet Aktuelt. Først besøgte jeg danske FN-soldater i Gaza, så kom jeg til Egypten og tilbragte nogle uger i Kairo.

Så rejste jeg på flodbåd ned ad Nilen og så danske arkæologers arbejde med at redde stumper af den gamle kultur inden færdiggørelsen af Assuan-dæmningen og oversvømmelsen af store områder af Nildalen. Jeg oplevede det mageløse syn af Abu Simpel-templet, inden det blev skåret ud af klippen og flyttet. Jeg kom endnu længere sydpå, til Wadi Halfa og ind i Sudan. Ved en god vens mellemkomst fik jeg mulighed for at komme med et fly fra hovedstaden Khartoum til den vigtige by Juba nær Sudans sydgrænse.

Sorte og primitive

Det var ren eventyrlyst, der drev mig. Jeg ville bare ned i nærheden af 'mørkets hjerte', det dybe Afrika, som Joseph Conrad havde skrevet om.

Jeg opholdt mig nogle uger på det statsdrevne Juba Hotel. På et tidspunkt kom den amerikanske ambassadør i Rom med familie og venner. De skulle på fotosafari. Jeg blev inviteret med og følte, at det var en hemingwaysk oplevelse.

En ting blev indskærpet mig af min ven hotelværten, som på en måde var regeringens repræsentant. Jeg måtte ikke fotografere de indfødte dinkamænd- og kvinder som gik nøgne rundt ude på savannen.

De var jo sorte og primitive og havde ikke tøj på. Regeringen i Khartoum mente, at det ville være en skændsel, hvis udlandet opfattede dem som sudanere.

Det var konflikten i sin mest enkle og afstumpede, racistiske form.

Længe før man er på stedet, får man færten af, at der er lig i lasten. Den dårlige samvittighed er åbenbar. Journalister er ikke de mest velkomne gæster i Sudan, og da i særdeleshed ikke, hvis de formodes at interessere sig mere for de områder, araberne med foragt kalder 'tilbagestående', end for de fremskridt, der finder sted i de nordlige provinser. For at rejse i 'the closed districts' sydpå kræves af alle udlændinge en speciel tilladelse. Den er nu ikke så svær at få, når man angiver, at det er jagtreservaterne, man gerne vil studere. De indfødte kan ikke være nogen interesse værdig, og det er forbudt at fotografere dem. Der er rigeligt med politi til at håndhæve forbuddet.

Officielt er grunden til, at man helst ikke viser udlændinge disse distrikter nær grænsen til Congo og Uganda, den, at det moderne Sudan skammer sig over, at der endnu findes så tilbagestående mennesker i landet. De er jo ikke engang muhamedanere, kun kristne, og er endda nøgne, fordi de ikke kender deres koran. Men der er en anden grund, som er nok så velmotiveret, om end ikke så officiel. Spændingen mellem befolkningen og myndighederne er mærkbar, og der er hvert øjeblik en risiko for, at det udarter til episoder. Sporene efter den blodige nedkæmpning af negerstammernes oprørsforsøg i 1955, da Sudan blev selvstændigt, er uudslettelige.

Den uhyggelige Lord's Resistance Army, en gruppe lejesoldater kendt for deres hærgen i Congos mest utilgængelige egne, er nu hyret af en af vor tids værste etniske udrensere, Sudans præsident Omar al-Bashir til at hærge og sprede rædsel i Sydsudan og dermed forlænge undertrykkelsen. Men regeringens eget militær er også godt i gang. Der er beretninger om etniske sammenstød i Kordofan-regionen, hvor 60.000 mennesker er på flugt fra regeringens brutale fremfærd. Mange er dræbt og der hersker en tilstand af panik. Det kan føre til et nyt Darfur, og det fik for nylig præsident Obama til at henstille til Khartoum om at indstille de militære operationer. Men som det før har vist sig, præsident Omar al-Bashi som er indstævnet for FN's menneskerettighedsdomstol for Darfur-terroren, er temmelig upåvirkelig af kritik.

Enighed om grænser

Nordsudans hær har indledt et korstog mod nubastammerne som støttede SPLM-oprørerne i Sydsudan. Der er udlagt miner, der bombes fra fly, og der er gravet massegrave til ofrene. Samtidig er der tegn, der minder om, at undertrykkelsen i Sydsudan oprindelig var baseret på religiøs intolerance. Styret i Khartoum brænder kirker af og vil på særdeles hårdhændet vis omvende den afrikanske befolkningsdel til islam.

Men samtidig er det en kendsgerning, at regeringen også har en anden interesse i at sikre kontrol af Kordofan-området. Der findes rige oliekilder her, som bl.a. har tiltrukket sig Kinas interesse. Det er denne rigdom, der hentydes til, når Khartoumregeringen nu siger, at Sydsudans uafhængighed først kan bekræftes, når parterne er blevet enige om grænserne. Det synes at være lidt sent at indføre den betingelse.


Da Sudan i sin helhed så pludseligt var blevet uafhængigt i begyndelsen af 1956, forstod sudaneserne snart, at deres nordlige 'landsmænd' kun ønskede at overtage englændernes rolle. Sydprovinsernes ledere blev udelukket fra indflydelse i statsmagten, og arabiske embedsmænd overtog englændernes stillinger. Sudans selvstyre skulle med andre ord ikke komme Syd til gode. Nogle er som bekendt mere lige end andre. Da de tre sydprovinser så pludselig blev åbnet for en formelig invasion af arabiske købmænd og embedsmænd, organiserede deres politiske ledere et åbent og særdeles blodigt oprør, som kom til at koste omtrent tre hundrede arabere, heriblandt kvinder og børn, livet. Men regeringen tog også en blodig hævn. Endnu ved ingen, hvor mange mennesker, der blev henrettet, for ingen tror på de tal, der er offentliggjort. Der tales om, at adskillige landsbyer blev totalt udslettet.

Langt de fleste af de indfødte er kristne. Katolicismen har et godt tag i befolkningen, og den anglikanske menighed tæller også mange medlemmer. Men myndighederne chikanerer de kristne i foruroligende grad, og muhamedanerne favoriseres på alle områder, for eksempel når det gælder optagelse i skolen, som kun har plads til en brøkdel af de skolemodne børn. De kristne missionærer, som har udøvet deres virksomhed hernede gennem generationer, har en hård tid. Der er talrige eksempler på forfølgelse.
En engelsk præst var midt i sin gudstjeneste for nogle dage siden, da fire bevæbnede politisoldater gik ind i kirken og anholdt ham uden at de nedlod sig til at tage hatten af. Sigtelsen var meningsløs: Han propaganderede for en fremmed religion. En anden engelsk præst blev anholdt under lignende omstændigheder. Han måtte ikke holde søndagsskole. Sigtelsen gik ud på, at han holdt privat skole uden tilladelse. De italienske missionærer er afskåret fra at holde ferie hjemme. Hvis de forlader Sudan, får de ikke indrejsetilladelse, når de vil tilbage. Når en af dem dør, får ingen efterfølger opholdstilladelse. Kirkerne er under stadigt opsyn, og posten censureres. Hollandske missionærer i Malakal siger, at dette er værre end under tyskerne i Holland.

Nytårsdag 1962 mødte jeg på Juba Hotels terrasse en høj ung sort mand. Han fortalte at han var fra Dinka-stammen, han var klædt i hvid skjorte og kakibukser og arbejdede på et lokalt regeringskontor. Han ville gerne tale med mig. Han ville fortælle mig om, hvad der foregik hernede i bunden af Sudan. Han rullede hele historien op om det muslimske arabiske Khartoumstyres undertrykkelse af kristne og animistiske afrikanere. En strid, der blussede op umiddelbart efter Sudans oprettelse som selvstændig stat i 1959 efter at have været britisk koloni.

Regeringen skammede sig

Flere blodige sammenstød havde fundet sted rundtomkring i de sydlige provinser, bl.a. i hovedbyen Rumbek, hvor de lokale repræsentanter for regeringen ville tvinge sorte skoleelever og studenter til at recitere koranen offentligt. Det førte til optøjer, og så blev studenterne gennembanket. Det var på mange måder kimen til det væbnede oprør som brød ud, og som senere udviklede sig til en veritabel borgerkrig. Swaka talte med dæmpet stemme nytårsdag på Juba Hotels terrasse. Han sagde, at han og hans venner var meget interesseret i, at udlandet kom til at forstå den komplicerede situation i hans land. Han sagde, at Sudans regering gjorde alt for at forhindre udlændinge i at opdage, hvad der foregik. Nu kunne jeg bare se, jeg måtte jo ikke fotografere hans stamme. Regeringen skammede sig over den afrikanske del af landets befolkning.

Der skete for nogle uger siden i den nærliggende by Rumbek noget, som ifølge mange udsagn var meget nær ved at antænde hele krudttønden. Det var selve uafhængighedsdagen, de lokale nordsudanesere brugte som anledning til at begå en mageløs taktløshed over for de indfødte. De lod studenter fra Khartoum opføre et 'omvendelsesspil', ifølge hvilket islams velsignelser først og fremmest skulle bestå i, at Allah lod selv sine syndigste, nøgne børn fra det mørkeste Syd få rigtige menneskeklæder og dermed menneskeværdighed på. 'Skuespillerne' lod utilsløret tilskuerne forstå, at deres hidtidige tilværelse var det rene barbari, og at de i det hele taget kun kunne gøre sig håb om at blive regnet for mennesker, hvis de tog ved lære af deres civiliserede overmennesker fra det høje Nord. Det blev for meget for eleverne på det lokale gymnasium, på hvem det i særlig grad var møntet, og de protesterede højlydt og med en drastisk udvandring. Politiet anholdt i flæng en del af drengene, som blev udpeget af de allestedsnærværende arabiske købmænd. Næste dag gik resten af skolen i protest til politiet for at få kammeraterne udleveret. Købmændene, som hurtigt observerede faren for et endeligt opgør, fandt skydevåben frem, men politiet bremsede drengene og forhindrede situationen i at udarte. Hvis bare ét skud var blevet løsnet den formiddag i Rumbek, hævdes det, ville vi ikke have siddet her i Juba i aften og bare talt om situationen. Skolen blev lukket, og det er den endnu, for det er myndighederne principielt interesseret i. Om et par uger indledes retssagen mod de anholdte. Det er den almindelige opfattelse her, at myndighederne skal passe morderlig på ikke at begå endnu en taktløshed under retssagen. De må gøre sig klart, at de har med eksplosivt stof at gøre. Oppe i bjergskovene østpå er der veritabel guerilla-aktivitet. Det er soldater, som i sin tid deserterede fra hæren for at deltage i oprøret på deres stammers side. Efter nederlaget overgav de sig ikke, men søgte tilflugt i junglen. Der har de nu i seks-syv år opretholdt livet og ammunitionen ved uventede overfald på regeringstropper. Velinformerede indfødte mener, at der er hundrede og halvfems våbenføre soldater, som opererer i to isolerede grupper. Mange af dem lever med deres familier i skovene. Det er et hårdt liv, men ingen af dem kunne drømme om at vende tilbage til landsbyerne. Det gælder liv eller død for dem. Der er ingen pardon for desertører og især ikke for desertører med disses rygte.

Men døde soldater taler deres eget sprog. Forleden bragte man otte lig ind fra skoven. Otte politisoldater havde pludselig i tropetræers dybe skygge erfaret, at partisanerne i højeste grad eksisterer. Terrassen foran Juba Hotel er illumineret med kulørte pærer. Tropenatten er sort som et hul i jorden. Et glas tabes og knuses ved bordet ved siden af vort. Der sidder fire nordsudanesiske købmænd og drikker tysk øl. De er temmelig højrøstede. »Se på dem,« siger min ven, hvis ansigt er lige så mørkt som tropenatten. Han vender sig ikke om imod dem, men gør hånligt tegn bagud med hovedet: »Hvorfor er de allerede berusede? Er de mon bange for nogen?« Nu kan jeg se hans hvide tænder. De er synlige i et meget bredt, men lydløst smil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu