Læsetid: 5 min.

Tid til finaler og til at glæde sig

Der er en ny mand på toppen af verdensranglisten, og han spiller tennis, så det er en fryd at se på
Novak Djokovic (bagest) og Jo-Wilfried Tsonga gav tilskuerne en gedigen tennisoplevelse, da de fløj rundt på banen i tre timer — og efter en opvisning i tennisakrobatik begge landede fladt på Wimbledons græs. Djokovic vandt opgøret og skal spille finale i morgen, søndag, mod Rafael Nadal.

Novak Djokovic (bagest) og Jo-Wilfried Tsonga gav tilskuerne en gedigen tennisoplevelse, da de fløj rundt på banen i tre timer — og efter en opvisning i tennisakrobatik begge landede fladt på Wimbledons græs. Djokovic vandt opgøret og skal spille finale i morgen, søndag, mod Rafael Nadal.

Glyn Kirk

2. juli 2011

Der er efter sigende foretaget en undersøgelse af tilskuernes forventninger, når de ankommer til Wimbledon, og deres tilfredshed, når de går hjem igen. Den skulle vise, at folk ser mest frem til at se mændene spille, men efterfølgende må konstatere, at kvindernes kampe var en større fornøjelse.

Deres udsendte medarbejder har for travlt til at få bekræftet oplysningerne, så de må stå for Martina Navratilovas regning. Den nu 54-årige nidobbelte Wimbledonmester satte sig ned foran den samlede verdenspresse til en tennissnak forud for de afsluttende kampe ved dette års mesterskaber.

»Mændene får mere omtale i medierne, mere opmærksomhed, så folk er mere tilbøjelige til at ville se dem spille,« sagde hun, men indrømmede straks efter, at der i øjeblikket ikke er så meget at komme efter:

»Lige for tiden er der ingen sammenligning. Mændene har helt åbenlyst de bedste kort på hånden. De har fire superstjerner på samme tid.«

Navratilova taler selvfølgelig om de senere års urørlige firkløver, Federer, Nadal, Djokovic og Murray, hvoraf de tre sidstnævnte var i kamp i går. Om formiddagen sad jeg ved siden af en ældre britisk dame på en træbænk ved Court 16. Hun sad med ryggen til banen og spiste en overmoden banan uden særlig interesse i Rafael Nadal, der trænede få meter fra hende. Pludselig kom Andy Murray gående forbi eskorteret af syv sortuniformerede vagter og med ivrige fans i kølvandet. Han skulle ind og træne på banen ved siden af, men det fik hende heller ikke til at røre sig ud af stedet. Hun smilede blot i vished om, at hun nok skulle få masser af tennis at se. For første gang i mange år var det lykkes hende at få fingre i en billet til Centre Court til mændenes semifinaler. Hun glædede sig som et lille barn. Det skulle vise sig at være velbegrundet.

Først fløj Novak Djokovic og Jo-Wilfried Tsonga rundt på banen i tre timer. Bogstavelig talt. Aldrig kan jeg huske at have set så mange flyvende flugtninger i en kamp. Som for eksempel i første sæt, da Tsonga lægger en stopbold, som Djokovic, lynende hurtig, når frem til og lægger vinklet over nettet, hvor Tsonga letter fra græsset og kaster sig mod højre for at forhåndsflugte ned ad linjen, og søreme om ikke franskmanden på et splitsekund når på benene igen for at baghåndsflugte sig foran 4-2 i første sæt.

Han var favorit, Novak Djokovic, og han havde ikke så lidt at vinde. Udover en finaleplads ved Wimbledon gjaldt det førstepladsen på verdensranglisten, som med sikkerhed ville være serberens i tilfælde af sejr. Tsonga server for første sæt ved 5-4, da Djokovic bryder tilbage. Lydene fra lægterne afslører, hvor varieret tennis, der bliver spillet. Et kælent, dæmpet »oooooh« akkompagnerer Djokovic' cross court-forhånd, som bliver strejfet akkurat sådan, at den kun lige spinner over nettet, inden den kurver sig mod plænen, hvor den passerer en chanceløs Tsonga. Et jublende, højlydt, vedvarende, nejnejnej-ubegribeligt-brøl lyder, da begge spillere ender fladt på maven efter endnu en opvisning i tennisakrobatik.

Så er der pause, 6-5 i første sæt, og folk rejser sig for at strække ben eller hente nye forsyninger af Pimm's. Det lyder som en banegård. Der pludres om spillet og vejret, som begge er fremragende, og pludselig er der helt stille.

Tsonga server.

»Bra serve,«siger en nydelig svensk herre med gråt hår, Wimbledonslips og mørk habitjakke med diverse æresnåle på venstre revers. Han holder med den undertippede franskmand, som rigtignok har en god og frygtelig hård serv, men på den anden side af nettet står Novak Djokovic med en reaktionsevne og en timing, der næsten ikke er til at forstå.

»Jeg spillede godt i dag. Jeg kunne slå alle, men ikke Djokovic,« sagde Tsonga efter kampen.

»Han var overalt. Han returnerer helt utroligt.«

I 2011 har Djokovic kun tabt en enkelt kamp ud af 48. Nu står han i finalen af den turnering, han ønsker at vinde mere end nogen anden.

»Første gang jeg så tennis var Wimbledon, da jeg var fire-fem år gammel. Jeg husker de dage. Jeg husker, at Wimbledon altid var
'the one',«fortalte 24-årige Djokovic på et pressemøde.

Hans finalemodstander er i kamp, mens disse linjer skrives. Andy Murray forsøger at blive den første britiske finalist siden Henry 'Bunny' Austin tabte til amerikanske Ellsworth Vines i 1938. Rafael Nadal forsøger at forhindre ham. Den står 1-1 i sæt, og spanieren har lavet en af de flugtninger, der beviser, at hans spil beror på andet end styrke, hurtighed og vindermentalitet.

Det var en forhånds-flugtning helt ude i siden af banen, som krævede, at Nadal på ingen tid ændrede grebet om sin ketsjer, så slaget vinklede sig skråt væk fra ham og langs med netkanten over i den modsatte side af Murrays bane. Man glemmer det af og til, fordi hans fysik er så overvældende, men Rafael Nadal har virkelig gode hænder. Han når ikke bare modstanderens mest umulige bolde, han gør også selv fantastiske ting ved dem. Nu fører han 2-0 i tredje sæt.

Kvindernes finaledeltagere er begge fundet. Det bliver Ova mod Ova, når russiske Maria Sharapova i eftermiddag klokken 15 dansk tid står over for tjekkiske Petra Kvitova. De er store, hhv. 188 og 183 cm., og det er ingen tilfældighed. Toptennis er, i modsætning til andre sportsgrene, ikke for de små størrelser. Som Sharapova sagde på fredagens pressemøde.

»Jeg ville være rytmisk gymnast, da jeg var yngre, men da jeg voksede, vidste jeg, at den mulighed var røget.«

Nu server hun så stejlt som nogen og bruger sit brede vingefang til at nå de allermest vinklede server. Sharapova har ikke tabt et eneste sæt på vej mod sin femte grand slam-finale. Petra Kvitova står i sin første. Den 21-årige tjekke har en led serv, som hun både kan hamre hårdt ned ad linjen og slice skævt ud af banen. 35 serveesser er det blevet til fra hendes hånd indtil videre.

»Den kan gå begge veje,« siger Martina Navratilova Kvitovas idol i øvrigt om finalen.

»Det afhænger af, hvem der server bedre,« siger Navratilova, der under alle omstændigheder glæder sig til at se kampen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu