Baggrund
Læsetid: 6 min.

Udvekslingsstudenten, der protesterede mod præsidenten

Krigen i Vietnam udløste et vildt had mod USA's præsident Lyndon Johnson uanset hvad han gjorde for borgerrettigheder og social retfærdighed. I dag sidder Barack Obama ligesom Johnson klemt mellem krigens duer og høge
Kultur
20. juli 2011
Lyndon Johnson var larmende og svær at styre. Her prøver John Kennedy under Demokraternes valgkamp i 1960. Da Kennedy i 1963 blev myrdet, og Johnson overtog præsidentembedet, gled USA ud i krig uden ende.

Lyndon Johnson var larmende og svær at styre. Her prøver John Kennedy under Demokraternes valgkamp i 1960. Da Kennedy i 1963 blev myrdet, og Johnson overtog præsidentembedet, gled USA ud i krig uden ende.

Der var engang en udvekslingsstudent, der protesterede mod sit værtslands præsident, og den student var jeg. Præsidenten var Lyndon B. Johnson.

Årene var krigsår, Vietnamkrigens år. Jeg var udvekslingsstudent i Sydcalifornien fra 1966-67. Min omgangskreds var ligesom min værtsfamilie liberale demokrater. De følte sig forrådt af Lyndon Johnson og kom til at hade ham med en afsky, man kunne blive næsten forskrækket over.

Navnet Lyndon Johnson havde jeg ikke forbundet med noget, før han i begyndelsen af 1960'erne som vicepræsident aflagde besøg i København. For at vække danske læseres interesse for den ukendte mand gentog aviserne den amerikanske kliché:

»Vicepræsidenten befinder sig kun et hjerteslag fra præsidentembedet.«

På de billeder, aviserne bragte af Johnson, kunne jeg se, at han var meget ældre og grimmere end præsident John Kennedy.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det med, at Johnson skulle træde i stedet for Kennedy, var noget avispjat.

Jeg har nu tjekket tidspunktet for Johnsons besøg i København. Det var den 14. september 1963.

To måneder, en uge og en dag senere var Lyndon Johnson USA's præsident.

Mord på mord

Omstændighederne omkring Johnsons tiltræden var ubegribelige. Hvordan kunne det ske i virkelighedens verden, at USA's præsident blev skudt, mens en hel masse mennesker kiggede på og tog billeder, og at det to dage senere gentog sig med den person Lee Harvey Oswald som politiet beskyldte for mordet på Kennedy? I min skolegård i Dragør lavede vi vittigheder om, hvor længe der ville gå, før det var nat med den lyssky natklubejer Jack Ruby, der havde skudt Oswald på politistationen i Dallas.

Så forrykt som mordforløbet var, vakte det indledningsvis sympati om Lyndon Johnson, der trådte til i en uoverskuelig situation. Stort indtryk gjorde fotoet af Johnson, der i hast bliver svoret ind i embedet ombord på Air Force One, mens Jac-queline Kennedy står ved hans side, i choktrance og endnu iført den dragt, der var blevet blodplettet ved drabet på hendes mand.

Johnson søgte at berolige verden ved at nedsætte en kommission, der under ledelse af USA's højesteretspræsident Earl Warren skulle klarlægge alle omstændigheder ved mordene i Dallas. I en stærk tiltrædelsestale i Kongressen opfordrede Johnson medlemmerne til at ære den afdøde præsidents minde ved at vedtage den borgerrettighedslovgivning, som Kennedy havde foreslået, men som ingen vegne var kommet. Johnson fik loven igennem, endda i styrket udgave.

Ved præsidentvalget i 1964 slog Johnson sin ærkekonservative modkandidat, republikaneren Barry Goldwater, med en margin på 22 procent af de afgivne stemmer, en amerikansk rekord, der endnu er uantastet.

Johnsons velfærdsstat

Med dette folkelige mandat fik Johnson Kongressen til at vedtage så omfattende socialreformer, at USA ikke havde kendt mage siden Franklin Roosevelts første præsidentår i 1930'erne.

Lyndon Johnson var i gang med at gøre USA til en velfærdsstat. Med sin 1950'er-fortid som leder af Senatets flertal kunne Johnson spille på Kongressen, som om den var hans personlige opretstående klaver.

Hvad kunne Det Demokratiske Partis venstrefløj dog have imod det? Svaret er: Johnsons gode gerninger lagde mange Demokrater efterhånden ikke mærke til. De var kun optaget af én ting: Krigen i Vietnam.

Da Johnson trådte til i november 1963 var der 16.ooo amerikanske soldater i Vietnam. Efter den tidligere kolonimagt Frankrig i 1954 i militær ydmygelse måtte trække sig ud, var landet blevet delt i et kommunistisk Nordvietnam og et ikke-kommunistisk Sydvietnam. USA havde lovet at forsvare Sydvietnam mod »kommunistisk aggression«. Men hvor langt rakte forpligtelsen?

Inden sin død havde John Kennedy beordret troppetilstedeværelsen i Vietnam nedbragt med 1.000 mand, og hans fans har siden hævdet, at han ville ud af fælden.

Flere med i faldet

Da Johnson kom til, mente han sig forpligtet til at vise handlekraft over for kommunismen. Som mange andre vestlige politikere verden troede Johnson på 'domino-teorien': Faldt ét land til kommunismen, trak det uundgåeligt flere med sig. Som Johnson udtrykte det: »Hvis vi tillader Vietnam at falde, kommer vi til at kæmpe i Hawaii i morgen og næste uge i San Francisco.«

Det amerikanske militær forsikrede Johnson om, at det med en øget tilstedeværelse kunne vinde over kommunisterne i Vietnam. Uden at nogen rigtigt gjorde sig klart, hvad 'vinde' betød. Ved udgangen af 1964 havde Johnson skruet troppetallet op til 23.000.

Så fangede bordet. Skulle Johnson fastholde bred tilslutning til sin amerikanske velfærdsstat kunne han ikke støde højrefløjen fra sig ved blødhed over for kommunismen. Johnson lod det amerikanske troppetal vokse og vokse. Uden at nogen militær sejr var i sigte. Krigsmodstanderne, 'duerne', foragtede ham for at føre en nyttesløs og umoralsk krig. Krigstilhængerne, 'høgene', foragtede ham for ikke at føre krigen med endnu flere tropper, endnu flere bomber, så kommunisterne én gang for alle kunne få en lærestreg.

Da jeg ankom til USA i august 1966, var troppetallet i Vietnam oppe på den halve million. Alle omkring mig snakkede om krigen. Folk blev uvenner. Forældre og børn holdt op med at tale sammen. I min amerikanske skolegård kom det til skænderi og slagsmål. Skolen lå i et område, hvor næsten alle hjem var frisindet demokratiske. Det Demokratiske Parti var totalt splittet.

Hvor langt skal en udvekslingsstudent engagere sig i sit værtslands politik? Et eller andet sted må diplomati sætte en grænse. Men ingen af dem, hvis råd jeg respekterede, opfordrede mig til selvdisciplin i min tilslutning til krigsmodstanden. Jeg drev det så vidt som til at tale ved et antikrigs-weekendstævne arrangeret af Los Angeles' 'Unge Socialister' og det er ret langt ude i amerikansk politik.

På min skole blev jeg trukket til side af min litteraturlærer, en gammel knark, som jeg godt kunne lide, selv om han var skrækkeligt reaktionær:

»Du omgås de forkerte mennesker,« sagde han. »Du får et helt skævt indtryk af det her land.«

Da jeg fortalte det hjemme hos min værtsfamilie, ringede familiefaderen rasende til litteraturlæreren og gav ham en ordentlig omgang.

Grebet mistet

Ved midtvejsvalget i november 1966 tabte Demokraterne mandater til Repulikanerne. Lyndon Johnson mistede sit greb om Kongressen. For at genvinde initiativet sendte han endnu flere tropper til Vietnam.

Det er siden blevet kendt, at Johnson i en privat samtale sagde: »Jeg føler, jeg står på en avis midt ude i Atlanten og bare synker og synker.«

I marts 1968 meddelte Johnson, at han ikke ville genopstille til præsidentvalget i november. Han ville fokusere på at skabe fred i Vietnam ved de forhandlinger, der nu var åbnet i Paris. Det fik Johnson ingen fred af, for Republikanernes Richard Nixon lod underhånden sydvietnameserne forstå, at de ville få meget bedre betingelser, hvis Nixon blev præsident, så de sagde nej til alt for at skade USA's Demokrater. Nixon lod samtidig sive til de amerikanske vælgere, at han havde »en hemmelig plan for fred«, hvis han blev valgt. Det blev Nixon, men han havde ingen fredsplan. Han udvidede tværtimod krigen til nabolandene i Indokina. Fortabt og forblødt forlod USA Vietnam i 1975.

Domino-teorien viste sig ikke at holde stik om kommunismens fremstød. Det gjorde den derimod, da kommunismen begyndte at falde baglæns. I dag forekommer det hinsides enhver forståelighed, at millioner og atter millioner skulle dræbes og lemlæstes i Sydøstasiens krige. De amerikanske tab grufulde som de var fylder beskedent i den samlede tragik.

I de år så det ud, som om en stærk venstrefløj gjorde sig gældende i krigsprotesterne. Men det er USA's højrefløj, der historisk har trukket det længste strå. Den har skabt en myte ikke ulig nazisternes 'dolkestødslegende' om, at Tysklands jøder, socialdemokrater, radikale og liberale faldt den sejrrige tyske hær i ryggen under Første Verdenskrig. I den amerikanske version er skylden for Vietnam-nederlaget lagt på Demokraternes venstrefløj.

I mellemtiden har nye krige udruget kuld af høge og duer. I USA sidder Barack Obama nu under et krydspres, der kan minde om Lyndon Johnsons. Obama har endda arvet to krige, og tilmed vovet sig ind i en tredje, i Libyen. Hvordan undgår han, at folk, der burde elske ham, vender sig imod ham? Og at selv danske udvekslingsstudenter begynder at protestere.

Serie

I glimt

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her