Læsetid: 5 min.

Den unge læser, der købte Ditlevsen og Sønderby

Nogle bøger betyder så meget, at man nødvendigvis må eje dem. Tove Ditlevsen og Knud Sønderby har skrevet noget af det smukkeste dansk. Ærligt og gribende, så de bliver en del af læserens eget liv
Kultur
23. juli 2011
Nogle bøger betyder så meget, at man nødvendigvis må eje dem. Tove Ditlevsen og Knud Sønderby har skrevet noget af det smukkeste dansk. Ærligt og gribende, så de bliver en del af læserens eget liv

Der var engang en ung læser, der blev så grebet af Tove Ditlevsen og Knud Sønderby, at han ikke kunne nøjes med at låne deres bøger på biblioteket, men måtte købe dem for at have dem inden for rækkevidde. Den unge læser var jeg.

Begge forfattere skrev et dansk, der er så naturligt, ærligt og gribende, at de flytter ind i læserens sind og bliver der som livslange venner.

Tove Ditlevsen indgik i min families forhistorie. De første år af den tyske besættelse var hun og min far medlemmer af Unge Kunstneres Klub, der også omfattede Piet Hein, Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen.

Min far fortalte mig i 1950'erne om Tove Ditlevsen, at han havde kendt hende som en pjanket og vittig pige, der havde det særlige ved sig, at hun gik i trance, når hun skrev sine tekster.

Det lød underligt, syntes jeg, og jeg granskede sidenhen Tove Ditlevsens nedfældede ord for at finde bekræftelse på min fars iagttagelse. I hvert fald blev det et stadigt tydeligere tema i hendes forfatterskab at værne om et indre rum, hvortil ingen andre har adgang.

Med ingen

I digtsamlingen De voksnefra 1969 udtrykker hun det således:

 

Med ingen kan man dele de inderste tanker.

Det vigtigste i verden er man alene med.

 

Det er en varig byrde

det er en sagte glæde

at her kan ingen nå dig

og ingen lukkes ind.

 

I den hudløst oprigtige erindringsbog Tove Ditlevsen om sig selvfra 1975 skriver hun om sin barndoms flugt:

»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det.«

Flugten skyldtes de skuffelser, som hun tidligt fik:

»I mit hjerte begyndte jeg at tvivle på, om verden som i eventyrene var styret af retfærdighed. Da det ret hurtigt gik op for mig, at det var den ikke, skabte jeg min egen indre verden, som jeg så vidt muligt ikke tillod andre at trænge ind i. Den bestod af en vidunderlig leg med ord, og nogen anden form for leg lærte jeg aldrig. Men for ikke at virke alt for anderledes end andre børn lærte jeg at lade, som om det morede mig at deltage i deres lege.«

Vanvittig, hvis ikke

I samme bog fortæller Tove Ditlevsen om forfatterskabet:

»Jeg ville være blevet vanvittig, hvis ikke Vorherre havde skænket mig denne evne til at udtrykke mig kunstnerisk. Uden den ville jeg måske allerede som barn være styrtet ud i gaderne og skreget, råbt eller sunget. Eller faldet det første det bedste menneske om halsen og sagt: hjælp mig, jeg er så ulykkelig! Det har mange måske i virkeligheden lyst til, og det er også muligt, de kun afholder sig fra det af samme lammende frygt for ikke at virke normal, som jeg alt for længe var besat af.«

Sin tilværelse runder Tove Ditlevsen af således:

»Et eller andet sted i ethvert menneskes liv må der være orden og mening. I mit tilfælde fandt jeg kun dette, når jeg sad ved skrivemaskinen. Med andre forudsætninger, større viden, og mindre frygt for 'de voksne' var min produktion måske blevet bedre, det er ikke til at vide. Sikkert er det kun, at jeg i mine bøger har ydet det bedste, jeg ejede, og mere kan ingen med rette forlange. Nu hælder mit liv mod sin aften, og det er godt sådan.«

Halvandet år senere berøvede Tove Ditlevsen sig livet. Hun havde ikke mere, hun ville fortælle.

Brændende nærvær

Knud Sønderby er mere blufærdig end Tove Ditlevsen, men lige så brændende nærværende i sine tekster. En nøgle til hans forfatterskab ligger i 1961-essayet »Tredive år efter«. Her er, hvordan han i indledningen leger sig gennem ordene frem mod en større alvor:

»Tredive år efter. Efter hvad? Efter man var ung og skrev en bog der hed Midt i en Jazztidog som man nu sidder og læser korrektur på af hensyn til en ny udgave. Tredive år efter at man var tyve år. Nå ja. På en måde er det ikke noget sensationelt, men ganske naturligt for tanken, man har haft tid til at vænne sig til det, vænne sig til tilstanden. Man er simpelthen, det har man jo altid været og nu er det altså halvtreds år, man er, halvtreds år man sidder og breder sig med så naturligt som havde det altid været sådan, så selvfølgeligt som var det noget selvfølgeligt.«

Sønderby fortsætter:

»Men engang imellem kan man mærke det som en frysning i hårrødderne, i de hårrødder der er tilbage, for sådan er det jo ikke, det er jo ikke naturligt, ikke selvfølgeligt, ikke undtagen i allerbanaleste forstand helt nede mellem de støvede og sløvede kulisser, hvor man spiller den daglige komedie fra hånden og i munden for at undgå at tænke videre, for at undgå at føle alderens drama, dernede hvor man bare er det vil sige er i fred. I fred for sig selv. I fred for den man tidligere var i fred for sin ungdom.«

Da jeg i sin tid læste de linjer første gang, var jeg grædefærdig. Som om jeg selv stod på gravens rand. Herregud, jeg var kun 17 år og havde knapt nok fået mig en ungdom. Men nu fortalte Sønderby mig skånselsløst, hvad der var i vente:

»Man ved selvfølgelig med tanken og fornuften at man ikke vil blive ved med at være ung, at man man skal blive gammel og dø engang, men tror det ikke, er endnu i den langsomt opadgående kurve, er endnu ikke nået til toppen, hvor man ser det nedadgående på den anden side, ser faldet foran sig, alderdommen, afslutningen ved bunden af rutschebanen. Ungdommen og alderdommen er på hver sin side af bakketoppen ser ikke hinanden, kan knap nok råbe hinanden op.«

Fra sine 50 år råbte Knud Sønderby sin 17-årige læser gevaldigt op.

Fortrydelserne

I et andet essay »Fortrydelsens genfærd« erindrer Sønderby, hvad han for alvor angrer i sit liv: Mobningen af en klassekammerat med øgenavnet 'Lugte', chikanen af en elskelig matematiklærerinde, sidenhen et velment elskovstilbud, han kastede vrag på. Knud Sønderby sammenfatter sine fortrydelser:

»Tømmermænd. Som når folk dagen efter en fest ringer og siger tak for sidst og beklager deres opførsel. Opførte de sig meget slemt? Jo de gjorde, det har de selv på fornemmelsen! Det var vist meget pinligt, det er de godt klar over.«

Og så trækker Sønderby sit trumfstik:

»Livsens tømmermænd, ubehaget efter at have været til, bondeangeren efter denfest. Det aner mig, at hvis der var en opvågnen efter at dener forbi, ville Ens første tanke midt i ulyksaligheden være en telefon, at ringe tilbage: Var det pinligt? Var jeg meget slem?«

Sønderby kan trygt ringe mig op. Jeg vil forsikre ham om, at han her 45 år efter sin død føles bedre end god.

Serie

I glimt

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Netop de to: Ditlevesen og Sønderby. Ja, netop de to.

Ditlevsen for hendes sarte og samtidig nøgterne digte.

Sønderby for hans melankolske og samtidig realistiske essays.

Man husker hvordan det var - og hvordan det stadig er.