Læsetid: 4 min.

Men æslerne er der stadig

En del er forandret, siden Eilas Canetti skrev 'Stemmerne fra Marrakesh' i 1978. Men Marrakesh er stadig en by, hvor medinaen er, som den har været i århundreder
3. august 2011

Jeg læste Elias Canettis Stemmerne fra Marrakesh i april i år, hvor jeg var i Marokko. Jeg har læst den før, og dengang forekom den mig mere mystisk, dragende og eksotisk. Nu læste jeg om den store plads i Marrakesh, Djemaa el Fnas, akrobater og dansere, slangetæmmere og ildslugere, samtidig med at vi dagligt krydsede pladsen til slangetæmmernes skærende blæserakkompagnement. Der er bare det, at jeg siden min første læsning har set en del slangetæmmere og akrobater. Fascinationen af det, man oplever for allerførste gang, er fortid. Canetti for anden gang må blive eftertankens gang.

Æslet

Men det er Canetttis æsel, jeg tænker på, når jeg ser de elendige pakdyr i suk'en, læsset med tunge gasflasker, mens æseldriveren sidder forrest og driver dem frem ved rytmisk at banke hælen ind i deres hals.

»Elendigt udhungret og gammelt,« konstaterede Canetti om det æsel, han så på Djemaa el Fna.

Men derefter tager beretningen en overraskende vending. Da han igen vender sig imod æslet, er det »ikke længere det samme æsel. For pludselig hang der et enormt lem mellem dets bagben. Det pegede skråt fremad. Det var kraftigere end den kæp, man havde truet det med aftenen før ... Denne ynkelige gamle svage skabning, som man behandlede dårligere end noget andet æsel i Marrakesh, dette væsen, der var mindre end ingenting, uden kød, uden kraft, uden rigtig pels, det havde stadig så megen lyst i sig, at blot synet af den befriede mig for indtrykket af dets elendighed,« skriver han.

Sådan er det bogen igennem livets voldsomme kraft trods alt, han betoner. Og sørger over, når den må give fortabt.

»Tre gange har jeg haft med kameler at gøre, og det endte tragisk hver gang,« skriver han i allerførste sætning, hvorefter han fremmaner en skrækslagen kamel med et reb gennem næseborene og det ene ben bundet op. Hundegalskab, forklarer de omkringstående.

Det maleriske møde med intet mindre end 107 fredeligt gumlende kameler i solnedgangen ved bymuren mister sin aura, da det viser sig, at de skal slagtes.

Endnu en kamel med reb gennem næseborene er tiltænkt samme skæbne.

Men meget af det, Canetti iagttager, findes vist ikke længere. Vi så ikke en eneste kamel på hele vores rejse. Måske er de alle sammen slagtet? Infrastrukturen har åbenlyst fået en brush-up, togstationerne ligner paladser, togene er bekvemme og pålidelige. Behovet for kameler må være svundet ind.

Cybercity-Marrakesh

Forsvundet er også Canettis historiefortællere og skrivere på Djemaa el Fna.

»Jeg forstod intet, og alligevel blev jeg stående inden for hørevidde, altid lige tryllebundet,« skrev Canetti. »Det var ord uden nogen som helst betydning for mig. De blev udtalt med vægt og glød: De var kostbare for den mand, som fremsagde dem.«

Nu er der vist ikke flere fortællere i Marrakesh, ligesom jødernes kvarter, der fylder meget i Canettis bog, er forsvundet. Jøderne er flyttet til Casablanca eller Israel. Hvor fortællerne er blevet af, ved jeg ikke, men jeg gætter på, at tv og internet har overtaget deres fortællinger.

I det mindste opstår mistanken, den dag vi finder Cyberpark. En livsalig, liflig grøn oase midt i varmen. Og mellem palmer, rislende vand og syngende fugle står der langs med stierne standere med splinternye computerskærme. Her kan man bare stille sig op og komme på nettet. Den havde Canetti ikke set komme!

Men bedst som man går og forundres over al denne velplejede modernitet, kommer midt i den dejlige dag en ung mand med tottet skæg og hæklet kalot, iført traditionel klædedragt. Bag ham i nogle skridts afstand følger en sort niqab. Og så lige her! Anakronismen føles absurd.

»Som uformelige sække bevæger de sig gennem gyderne,« skriver Canetti om kvinderne, og sådan ser det ud.

Man bliver godt gammeldags knotten på sådan en stodder, der selvhøjtideligt skridter af sted iført sin falske patriarkalske overlegenhed. Og jeg står med hjertet i hænderne, når kvinder uden ansigt komme drønende ud ad de store boulevarder på scooter. De må vel kunne se ud igennem sløret? Men vanvittigt ser det ud.

Bedst som man går og skærer tænder, lyder imidlertid et klik-klak-klik-klak, og to unge kvinder med hår til taljen, fuld makeup og lårkorte nederdele spankulerer selvsikkert forbi. Hvad der dog kun får medlidenheden med de formummede til at vokse. Det må være surt med den udsigt gennem niqab-sprækken.

Sammenstød

Canetti bringer stemninger fra et svundet Marrakesh, men Marrakesh er stadig en by, hvor det meget gamle mødes med nyt. Eller ligefrem kolliderer. Ti dage efter vores hjemkomst blev Argana-cafeen på Djemaa el Fna sprængt i luften af islamiske terrorister. Der drak vi kaffe en anden og heldigere dag, hvor vi igen havde været i medinaen. Ellers undgår vi turiststederne.

I medinaen går vi derimod i hele dage, og den er stadig, som Canetti beskriver den, med gader, hvor alle sælger det samme.

»For eksempel findes der en basar for krydderier og en for lædervarer. Rebslagerne har deres eget sted, og kurvemagerne har deres ... I mange af deres smalle butikker ser man mænd ved arbejdet. Man finder alt, og man finder det mangfoldigt.«

Canetti taler om den 'lavsfølelse', der indfinder sig, og associationer til tidligere tiders organisering af håndværket er ganske rigtigt uundgåelige. Jeg tager billeder af mænd, der hamrer kæmpemæssige kobberpotter ud, og jeg har billeder af snabelsko fra gulv til loft hele vejen ned ad en lang basargade.

Et godt og skarpt billede forestiller en langskægget kalot-patriark i sin bod. Han fik et raserianfald, da jeg fotograferede ham, jeg havde glemt at slå blitzen fra. Han gjorde også mine til at ville konfiskere min film, men opgav. Over for et digitalt kamera følte han sig vist magtesløs. Måske er der virkelig et eller andet med den digitale revolution og forstokkede patriarker, der ikke rimer?

I Rabat var der demonstrationer for demokrati.

Serie

Destinationsbogen

Informations skribenter beskriver sommeren over, hvordan litterære værker har haft betydning for deres ferieoplevelser.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu