Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Respekt til 00'erne

En ophedet debat om det nye magasin Københavner har foreløbig resulteret i noget så sjældent som en ægte og dybfølt hyldest til 00'erne. Årtiet, som alle ellers er enige om at hade
Kultur
20. august 2011

Der har været mange forventelige reaktioner på det nye magasin Københavner. Nogle har jublet, andre har hadet. Martin Kongstad og Djuna Barnes' magasin handler om København i dag og i 80'erne. Og bedst som alle diskuterer jetset, indforståethed og 80'er- romantik, kommer forfatteren Mads Holger på hjemmesiden denfri.dk med den hidtil mest overraskende analyse, nemlig at 00'erne det oversete årti i virkeligheden var federe end 80'erne og 90'erne:

»Jeg var selvsagt, som unge er flest, meget påvirkelig dengang, og jeg fik det dårligt, ligesom jeg generelt ikke havde det så fantastisk gennem 80'erne og 90'ernes råhed, misbrugsdyrkelse, hadske ironi og leflen for social nød. Jeg kunne ikke lide det, jeg kan ikke lide det, jeg kan ikke lide Vesterbro, jeg kan ikke lide Domus Vista, jeg kan ikke lide narkotika,« skriver Mads Holger.

Federe end Domus Vista

Men så kom det tiltrængte skift:

»Siden kom 00'ernes vidunderlige revolution, for det var det virkelig.« Pludselig gik pigerne i høje stiletter, der var rosé champagne i høj stilk alle vegne, og den stod kun på Sydfrankrig, lystyachter, La Traviata og pigesex. Det var federe end Domus Vistas mennesketomme lokaler, og i nærved et årti levede mange af os i det, der bedst kunne betegnes som en Fellini-drøm. Væk var sorgen, armodet, sarkasmen, Pisserenden, narkoen, Dr. Martens-støvlerne, næseringene, og vi begyndte at se jyderne med de skæve læderhatte på Vesterbro, som det de var; nogle bonderøve.«

Mads Holger kommer med følgende eksempel på årtiernes forskelligheder hentet fra vennernes Facebook-opdateringer: »I dag kan jeg se forskellen på dem fra dengang og de andre, når jeg kigger på Facebook. Så står der eksempelvis Louise (24 år): 'Bestået aftaleret med 10 og nu står den på champagne og jordbær ved Comosøen med tøserne:)', mens en af de gamle venner fra 90'erne skriver: 'Har de vildeste tømmermænd og har lige ørlet espresso med røvhullet, men ligger i kakkelovnen til dag 4 på Roskilde, vi er under lolitadukken i Camp Fuck up'. (Lars 37 år).«

Forkert billede

Når 00'erne i dag har et lidt trist ry, skyldes det ikke årtiets konkrete indhold for det var der ikke en finger at sætte på det skyldes primært mediernes forkærlighed for og romantiseren over de triste 80'ere og 90'ere, mener Mads Holger:

»Det var fantastisk, men ud over i min erindring stod tristessen ét sted tilbage, og det var i medierne og i kulturen, så hver gang vi åbnede en bog, handlede den om at være amfetaminsælger i Aalborg, hver gang vi åbnede avisen, handlede det om Roskilde Festivalen eller Christiania, selv om der intet skelsættende var sket her gennem flere årtier,« skriver Mads Holger og fortsætter:

»00'ernes belle époque fandt aldrig vej til kulturen, kunsten eller mediebilledet, og en gigantisk kløft mellem vores virkelighed og fortællingen om samme groede således dag for dag bredere. Vi havde klaret det, vi var sluppet ud af armodet, men de eneste historier, der fortaltes var stadigvæk om tristessen og dennes epoke, der derved blev holdt i en kunstigt koma også godt hjulpet af kommunale tilskud og vistnok også Mads Nørgaard. Måske derfor udløser Københavner Magasinet en bestemt uforholdsmæssig indignation, som en lille gnist der tænder en gigantisk eksplosion, der skyldes den længe indebrændte gas langt mere end den relativt harmløse, lille gnist.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hyldest til nullerne! Det kan så sandelig da læses på mere end én måde.

Mads Holger ser tilbage og illustrerer, hvorfor han finder 00'erne, hvor mange ifølge ham levede i en Fellini-drøm, fantastiske ved at sammenligne Facebook-dagsbogsudgydelser fra generation 00'erne (24-årig kvinde) med dem fra 90'erne (en 37-årig mand).

Ok, den enes dagbog er uinteressant og plat, medens den andens bare er uinteressant.

Stor erindringslitteratur er der på ingen måde tale om. Heller ikke i 00'er-generationen. Til nøds kan man strække sig til at tale om en fantasy-filmdrøm.