Behovet for den store fortælling

Hollywood gør det. Disney gør det. Og nu gør de store balletkompagnier det også. Tager fat i de klassiske, storladne og romantiske fortællinger som Tornerose og Alice i Eventyrland, renser dem for klicheer og puttenuttet pynt og formidler dem som rå og udfordrende fortællinger for voksne. Ifølge balleteksperten Ole Nørlyng hænger det sammen med samtidens behov for indsigt i den menneskelige psykologi.

»Balletforestillinger, som formidler store følelser, taler til publikum i øjeblikket. Ballet bliver på den måde en slags kvalificeret livsstil, som appellerer til det moderne menneskes interesse for psykisk velvære og stort engagement,« siger Ole Nørlyng.

For selv om vi ifølge ham nok lever i en tid, som er optaget af design og skønhed, så må kunsten ikke længere alene handle om æstetik for æstetikkens skyld. Sådan har det ofte været med den moderne ballet, blandt andet i traditionen fra George Balanchine, hvor man har fokuseret på den stilbevidste og æstetisk detaljerede dans. En balletform, som også stiller store krav til sit publikum.

Den aktuelle tendens fokuserer i højere grad på den gode historie, på følelserne og det melodramatiske. De mest fremtrædende repræsentanter for den nye bølge af klassiske helaftensballetter er navne som Alexei Ratmansky ved American Ballet Theater, som lige har haft Nøddeknækkeren på programmet, og Christopher Wheeldon, som netop har haft stor succes med en opsætning af Alice i Eventyrland ved The Royal Ballet i London.

Gamle August

Herhjemme er Nikolaj Hübbe, som er balletmester ved Den Kgl. Ballet, eksponent for samme tendens. Hans opsætninger af August Bournonvilles klassiske balletter som Napoli og senest Et folkesagn er begge udtryk for et fornyet fokus på fortællingen, hvor overflødige lag skrælles væk. Ifølge Hübbe selv handler det om at turde tage stilling til nationalklenodiet Bournonville.

»Hvis vi bare bevidstløst reproducerer Bournonvilles klassikere, så tror jeg faktisk, de mister noget af deres nationale værdi. Vi er nødt til at tage stilling til balletklassikerne for derigennem at tage stilling til vores historie og tradition og sætte den i forhold til vores egen samtid,« påpeger Nikolaj Hübbe.

Han mener, at det både er hans pligt og ret som balletmester at tolke 'Gamle August' ind i samtiden.

»Du er nødt til at sætte dig ind i traditionen, at fordybe dig i den for at kunne udforske og udfordre den. Du skal forstå, hvad den oprindelige historie i Et folkesagn egentlig handler om. Først da kan du gå ind at arbejde med historien og tilpasse den til nutidens måde at danse ballet på, til vores anderledes livsførelse, anderledes måde at tænke på osv.« siger Nikolaj Hübbe.

Et sted mellem Disney og Hollywood

Og så er der det med pengene. For når mange balletkompagnier i dag tager fat i velkendte fortællinger som Tornerose, Anna Karenina og Nøddeknækkeren, har det også en mere kommerciel forklaring. Ligesom i Hollywood ved balletkompagnierne nemlig også, at genkendelse er helt afgørende for at lokke folk til billetlugerne.

»Selv om det af og til kan knibe med dannelsen i dag, så er de fleste ligesom sporet ind på, hvad det handler om med Romeo og Julie. Af samme grund fokuserer de fleste balletkompagnier ofte på velkendte fortællinger, gerne historier med masser af passion og stærke følelser,« siger Ole Nørlyng og tilføjer lakonisk, at historier om komplicerede erkendelsesteoretiske emner er vanskelige at formidle gennem krop og musik.

Så selv om der måske nok er forskel på publikummet, så er der ikke så langt fra Hollywoods tårepersere til de bonede balletgulve. Havde Bournonville levet i dag kunne han sagtens have arbejdet for Disney, hævder Ole Nørlyng.

»Med undtagelse af Sylfiden har alle Bournonvilles balletter en happy ending. Så det er ren Disney. Bournonville kunne imidlertid også rumme en vildskab men som regel på en meget diskret måde. Han var trods alt bundet af sin bornerte samtid, så der blev lagt et slør af pænhed over især de seksuelle scener,« siger Ole Nørlyng.

Heller ikke ulig Disneys praksis, når de tager fat på filmatiseringer af kendte eventyr som Askepot og Snehvide. Alligevel kan balletten ifølge Nørlyng tillade sig at gå betydeligt længere på disse områder i dag. Hvad Den Kgl. Ballets seneste opsætninger er eksempler på.

Når krisen kradser

Når alverdens balletkompagnier går i Hollywoods fodspor, skyldes det også, at det ellers trofaste balletpublikum er blevet stadig sværere at fastholde. For slet ikke at tale om de udfordringer, der er forbundet med at lokke de yngre generationer til ballet.

»Den klassiske ballet har det svært. Publikum svigter. Og hvis du vil have fat i et moderne publikum, er det ikke ved opvisning af indforståede æstetiske detaljer i svært tilgængelig dans. Hvis Den Kgl. Ballet fremover vil have andre publikummer end Ballettens Venner, så er den nødt til at gøre noget. Og her er det de store historier, som har den brede appel,« understreger Ole Nørlyng.

Ifølge ham kan en risiko ved denne udvikling være, at balletten taber noget i dansens detaljering ved at fokusere meget på historien og følelserne. Det er Nikolaj Hübbe imidlertid ikke enig i.

»Netop med en god historie som forlæg kan du scenografisk, dramaturgisk og psykologisk give balletten en masse lag. I den forstand kan klassikerne faktisk være betydeligt mere frisættende end begrænsende. Det handler bare om at turde spille den helt ud,« siger Nikolaj Hübbe.

Her er Ole Nørlyng på linje med balletmesteren.

»Det er en vigtig del af traditionen, at noget nedbrydes for at bane vejen for noget nyt. Et teater skal ikke opbevare, men fortolke fortiden for at levendegøre den for fremtiden. Hvis et teater bliver lig med et museum, er det dødt. Og det fortjener Bournonville ikke,« siger Ole Nørlyng.