Læsetid 7 min.

Berlinmuren skabte balance i Europa

Vesten havde om ikke ønsket Muren, så dog affundet sig med den som en mulig løsning på den konstante konflikt om Berlin, skriver Per Øhrgaard i en personlig beretning i anledning af 50-års-dagen for opførelsen af 'den antifascistiske beskyttelsesvold'
Den 13. august 1961 gik østtyske soldater og håndværkere 
 i gang med at bygge Berlinmuren, som delte byen i godt 28 år.

Den 13. august 1961 gik østtyske soldater og håndværkere
i gang med at bygge Berlinmuren, som delte byen i godt 28 år.

13. august 2011

I 1967 boede jeg på et internationalt studenterkollegium i Kiel. Blandt mine venner var en nigerianer, der som andre studerende fra udviklingslandene var blevet inviteret på en tur til Berlin for at blive belært om den delte by og se Berlinmuren. Han kom tilbage og sagde vredt: I mit land er der borgerkrig (Biafra-krigen), og der dør i hundredvis af mennesker hver dag. Og så vil de fortælle mig, at den mur er det værste i verden!

Det satte tingene i perspektiv. Jeg var ellers enig med vesttyskerne. Da sektorgrænsen i Berlin blev lukket den 13. august 1961 først med pigtråd, som ifølge vedholdende rygter var indkøbt i Vesttyskland befandt jeg mig i Tübingen i Sydtyskland, fjernt fra Berlin, men tæt nok til at følge og dele de lokale reaktioner. Jeg skrev vist i min dagbog, at Vesten burde skride ind med magt, og i hvert fald skrev jeg senere en indigneret artikel i vort skoleblad.

Nogle år efter studerede jeg et års tid i Vestberlin. Nu var pigtråden blevet til en mur. Jeg havde som udlænding nemt nok ved at komme frem og tilbage gennem den, men vænnede mig ikke af den grund til den. Den var og blev absurd og den blev det med årene mere og mere, fordi andre livsforhold ændrede sig. Men den blev alligevel også dagligdag. De østtyske myndigheder holdt op med at uddele propagandapjecer til besøgende udlændinge, og på vestsiden blev Muren til en dekoration, bemalet med kilometervis af graffiti.

Lukkede østtyskerne inde

Men Muren var tæt på os »midt i Tyskland, midt i det 20. århundrede«, som en anklagende vesttysk pjece skrev. Det østtyske regime døbte sin mur »den anti- fascistiske beskyttelsesvold«, hvad der både lød og var idiotisk, eftersom alle vidste, at Muren ikke var bygget for at forhindre en vestlig invasion (Vestberlin ville have været det dårligst mulige udgangspunkt for en sådan), men for at spærre østtyskerne inde, så de ikke løb deres vej fra den socialistiske lejr. Men antifascismen var det østtyske regimes eneste legitimitet, som da også ofte blev accepteret selv af østtyskere, der ikke brød sig om regimet. Mange havde svært ved helt at undsige ledere, som påviseligt havde bekæmpet nazismen mens der i 1950'ernes Vesttyskland var tæt med gamle nazister på betroede poster. Men da Muren blev bygget, hed Vestberlins overborgmester Willy Brandt. Han var som ung gået i eksil i 1933 og havde bekæmpet nazismen, og det var svært for DDR men det blev forsøgt at fremstille ham som fascist.

Hvad den harmfulde 17-årige i Tübingen ikke havde blik for i august 1961, kunne han siden læse sig til: Vesten havde om ikke ønsket Muren, så dog affundet sig med den som en mulig løsning på den konstante konflikt om Berlin. Byen var formelt en enhed, i realiteten for længst delt administrativt og økonomisk, men indtil august 1961 med fri passage mellem sektorerne. Grænsen mellem Øst- og Vesttyskland havde længe været lukket, men via Berlin kunne man komme vestpå, og flere og flere østtyskere tog vejen, ikke mindst veluddannede unge.

Efter sit møde med den sovjetiske leder Nikita Krustsjov i Wien i forsommeren 1961 havde USA's præsident, John F. Kennedy, i en tale bekræftet Vestens krav om bevægelsesfrihed i Vestberlin og ikke i hele Berlin, som det ellers var forudsat i aftalerne mellem de krigsallierede. Den vesttyske forbundskansler Adenauer var naturligvis klogere end alle os andre: Han havde lugtet lunten og var til manges fortrydelse længe om at aflægge Vestberlin et solidaritetsbesøg efter den 13. august. Overborgmester Brandt så også, hvad det handlede om. Han protesterede voldsomt og med fuld ret mod det skete, men sørgede også for, at det ikke kom til spontane forsøg på at forcere den nye grænse, hvad der kunne have udløst en international konflikt. Det var derfor også Brandt og kredsen omkring ham, som efter grænselukningen var de første til at nytænke forholdet til østblokken.

Beskyttede Vestberlin

For ret beset blev Berlinmuren en beskyttelse af Vestberlin. Fra 1958 var spændingerne om byen taget til igen. Størst havde de været 1948-49, da russerne ved at blokere adgangsvejene fra Vesttyskland til Berlin havde forsøgt at få vestmagterne til at opgive deres del af byen. En gigantisk vestlig især amerikansk luftbro havde forpurret den plan, og russerne måtte efter 11 måneder opgive blokaden. Men Berlin lå langt inde i Den tyske demokratiske Republik (DDR), og uanset alle vestlige bedyrelser om at ville forsvare Vestberlin var det klart, at russerne i en krisesituation kunne sætte større og hurtigere magt bag deres ord eller i det hele taget provokere en krise. Derfor var Vesten også kun verbalt aggressiv i Berlin. Man holdt således fingrene for sig selv, da sovjetiske tanks kvalte den østberlinske arbejderopstand den 17. juni 1953.

I 1958 havde Krustsjov så foreslået, at Vestberlin blev gjort til en demilitariseret 'fristad'. Gik Vesten ikke ind på det, forbeholdt russerne sig ret til at slutte en separat fred med DDR (hvad de aldrig gjorde alvor af) og dermed fralægge sig det medansvar for Berlin, som de indtil da havde haft. Så vidt vides, følte man sig navnlig i London og til en vis grad i Washington lidt fristet af ideen, for Vestberlin var jo ikke blot 'den frie verdens forpost', men også en belastning. Den franske præsident de Gaulle var til gengæld straks helt afvisende, hvilket tyskerne ikke glemte ham for. Men Krustsjovs ultimatum blev hængende, og usikkerheden om Berlin ligeså.

Sovjetisk tilbagetog

Lukningen af grænsen den 13. august 1961, som længe havde været ønsket af den østtyske regering, var derfor i realiteten et sovjetisk tilbagetog. At drage en uoverstigelig grænse midt gennem Berlin var nok i strid med alle aftaler, men også et signal om, at russerne havde opgivet at få hele Berlin hvilket naturligvis havde været bagtanken med ideen om en 'fristad': Den ville i løbet af ingen tid være blevet suget ind i den sovjetiske magtsfære. Sandsynligvis lå der i Kennedys tale om den frie bevægelighed i Vestberlin en slags invitation: Når byen alligevel er delt, så lad os gøre alvor af det. I kan jo i forvejen skalte og valte, som I vil, i jeres del men så vil vi have lov at have vores i fred!

Og sådan gik det. Det gjorde ikke Berlinmuren mindre ulykkelig for dem, der blev direkte ramt af den familier, der blev skilt ad, østberlinere, som havde arbejde i vestsektorerne, og mange andre men det hører med til billedet, at grænsen skabte ro. Det var også det stadige argument fra østsiden, omend det blev iklædt en anden retorik. »Vi sikrer freden!« sagde man fra øst. »I undertrykker friheden!« sagde man fra vest. Begge udsagn var rigtige og måske den korteste beskrivelse af Europas situation under Den Kolde Krig. Fra 1961 til 1989 blev der selv medregnet invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 løsnet færre skud i Europa end både før (Ungarn 1956) og siden (Jugoslavien i 1990'erne). Berlinmuren var en del af forudsætningerne for den vesttyske østpolitik, for firemagtsaftalen om Berlin fra 1971 og for Helsinki-aftalerne fra 1975 om samarbejde og udvikling. Og de var så igen en del af forudsætningerne for kommunismens sammenbrud, for de gjorde det stadig mere umuligt for østsiden at opretholde sit fjendebillede. Willy Brandt udtrykte det sådan: »Den, der vil ophæve grænserne i Europa, må begynde med at anerkende dem.« Han inkluderede ikke Muren, for den grænse skulle ikke accepteres men det blev den jo i praksis alligevel.

Ændringer i Moskva

Da præsident Reagan på besøg i Berlin i 1987 sagde: »Hr. Gorbatjov, riv den mur ned!«, ramte han hovedet på sømmet. Den eneste magt, som kunne ændre tingenes tilstand, var nemlig Sovjetunionen. Vesten hverken kunne eller ville, faktisk var man godt tilfreds med situationen: Fred i Europa, Tyskland under kontrol. Kun hvis der skete ændringer i Moskva, kunne man forvente, at Muren ville forsvinde engang om mange år! Derfor blev utilfredsheden i DDR først for alvor synlig, da Mikhail Gorbatjov var kommet til i 1985. Indtil da havde opposition været håbløs, regimet havde kontrol med alt, og man kunne ikke vente støtte vestfra i hvert fald ikke fra Vesteuropa. Det var østtyskerne selv, der til sidst væltede Muren, og udsigten til et stort samlet Tyskland skabte nærmest panik i London og Paris.

Historien om Berlinmuren handler om en verden med terrorbalance, men dog en slags balance. Den foregår i en tid, hvor man i reglen var nødt til at tænke, før man handlede: før den røvere-og-soldater-mentalitet, som har bredt sig især efter den 11. september 2001. Hvor mange dødsofre, Muren krævede, er usikkert. Tallet varierer efter, hvordan det gøres op, og hvem der gør det op. Men ingen antager mere end cirka 250 personer, de fleste sætter tallet omkring 150 i løbet af 28 år. Det er 150 for mange, men færre end det antal civile, der i langt kortere tidsrum er blevet og bliver ofre for collateral damage i Afghanistan/Pakistan, Irak og Libyen.

Så jeg tænker ofte på min nigerianske ven.

Per Øhrgaard er professor ved Handelshøjskolen CBS og forfatter til bl.a. 'Tyskland Europas hjerte' (2009)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pelle Palm

Noget af det bedste der er skrevet om den ulyksalige mur. Helt fri for alle politiske floskler. Sagligt beskriver artiklen de politiske realiteter i den ekstremt spændte atmosfære i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne, hvor verden stod overfor afgrunden. Artiklens konklusion: at opførelsen af muren var en fornuftig og en afbalanceret løsning i den daværende situation,som stiltiende blev godkendt af politikere i både øst og vest, er velgørende.

Brugerbillede for Jens Thorning
Jens Thorning

Artiklen er en tiltrængt modvægt til den borgerlige historieforfalskning, at Reagan, Thatcher og Kohl med deres overlegne politiske og økonomiske system tilsat deres statsmandskløgt og idealisme bragte den (muren) ned. Det var venstrefløjen i dens østeuropæiske udgave, der bevirkede det.