Klumme
Læsetid: 4 min.

Betonens musik

Der var ikke mange spændinger mellem indvandrere og indfødte danskere dengang i 70'erne og 80'erne, heller ikke i vores bebyggelse. Men der var musik, og den var årsag til gnidninger – især den fra Shubidua
Der var ikke mange spændinger mellem indvandrere og indfødte danskere dengang i 70'erne og 80'erne, heller ikke i vores bebyggelse. Men der var musik, og den var årsag til gnidninger – især den fra Shubidua
Kultur
6. august 2011

Vi havde også musik i bebyggelsen, masser af den, og meget forskellig musik, fordi der var så mange forskellige nationaliteter blandt beboerne. En varm sommerdag sad der tre unge indvandrermænd i græsset nede foran de små kælderlejligheder i blokken over for vores. De var kurdere, det havde en af vores børns veninder fortalt os, hun kendte dem godt. De sad og spillede på deres instrumenter, jeg sad på en bænk uden for vaskeriet, mens jeg ventede på, at min vask blev færdig. Det lød skidegodt. Men pludselig blev et vindue smækket op i en af kælderlejlighederne, en mand med tatoverede arme langede en ghettoblaster ned på græsset og skruede op for fuld styrke. Hvis jeg ikke husker meget fejl, var det den der »Hapa Hapa Sut Sut«, han syntes, de tre udenlandske musikanter og resten af bebyggelsen skulle høre.

De tre kurdere fnisede rådvildt og så på hinanden, derefter pakkede de instrumenterne sammen og gik deres vej. Fyren med ta- toveringerne gloede efter dem, faktisk tror jeg ikke engang, det var uvenligt ment, når han overdøvede den levende musik. Det var nærmere en gestus for at vise, at han også godt kunne lide musik og hvilken slags. Men kluntet var det jo. Nogenlunde lige så elegant, som da Lars von Trier årtier senere sad nede i Cannes og bodegapjattede med, at han er nazist. I alt fald så den tatoverede efter de levende musikanter med et fåret og skuffet udtryk i ansigtet, da de gik. De ville tydeligvis ikke lege med ham.

Dengang, fra midten af 1970'erne og begyndelsen af 80'erne, var der ikke helt så mange spændinger mellem indvandrere og indfødte danskere, heller ikke i vores bebyggelse. Der var optræk til det, da de vietnamesiske bådflygtninge, ca. 100, flyttede ind i bebyggelsen, men den 'borgergruppe', der indsamlede underskrifter mod 'fejlfarverne', blev nærmest til grin. Den mest ihærdige af dem, en vaskeægte racist, blev så upopulær, at han måtte flytte. Og da vietnameserne ankom, havde beboerne samlet en velkomstkomité, som tog imod dem nede på plænerne ved skolen.

Hvad ligner det?

Men gnidninger var der selvfølgelig. De kan virke bagatelagtige i dag, nogle af dem næsten lidt komiske. I bestræbelserne – som der var en del af – på at bringe de forskellige grupper sammen og øge forståelsen mellem dem arrangerede skolen engang korsang, hvor man havde udvalgt tyrkerne til at repræsentere indvandrergrupperne. De sang tyrkiske sange, mens danske børn selvfølgelig sang danske. Sidste blev afviklet på sædvanlig dansk måde, hvor det ikke drejer sig om at synge rent, men om at være med. Og naturligvis også om, at alle er lige gode til at synge, der er ingen forskel, det ville støde voldsomt an mod vores demokratiske kultur.

Resultatet var jammerligt, også fordi det lokale, hvor begivenheden fandt sted, lydmæssigt var håbløst. Der var ganske vist mikrofonforstærkning, men mikrofonen stod ensomt for sig selv uden rigtig at kunne opfange noget, der selv med god vilje kunne opfattes som børnesang. Tyrkerne var derimod praktiske folk. Da deres børn skulle optræde, havde en af forældrene allerede identificeret problemet med lyden. Han gik op på scenen, tog mikrofonen og holdt den hen foran de syngende børn. Til overmål havde tyrkerne forinden sikret sig, at deres unger virkelig kunne de sange, de skulle synge, og desuden instrueret dem i, at hvis man skal synge offentligt, så skal man edderperkeme rent ud sagt gøre det ordentligt. Og det gjorde de, de sang smukt og hørligt, det var, hvad man kunne kalde en musikalsk oplevelse. Det burde jo begejstre det altovervejende indfødt danske publikum, men det gjorde det ikke. Der blev skumlet, danske børn blev jo stillet i et dårligt lys. Tyrkerne var indbildske, det var den almindelige mening. Herregud, det drejede sig jo bare om, at børnene skulle synge. Det kunne jo for så vidt være meget godt, men ligefrem at gøre så meget ud af det som tyrkerne, det var at overdrive. Som om børnene skulle forestille at være en slags 'kunstnere' vorherre bevares. Alene det at fylde deres hoveder med den slags ideer!

Glædespigen og 'Den Himmelblå'

Når vi i sin tid valgte at flytte fra bebyggelsen, var det i grunden også på grund af musik, i særdeleshed Shubidua. I lejligheden under vores boede der en luder, der udøvede sit ældgamle erhverv om natten. Og til musikledsagelse måske fordi hun ellers ikke selv kunne holde det ud via forsamlingshushøjtalere, der fik betonen til at vugge i takt med, formentlig, hvad der foregik på lagnerne, men især med Shubidua. Dem har jeg hadet lige siden, men de er selvfølgelig også en slags levende musikanter, de kan jo ikke gøre for, at luderen havde en særlig forkærlighed for sangen »Den Himmelblå« eller for, at hun ikke bare spillede den i den søde juletid, men også midt om sommeren.

Luderen havde en slags skaffer, en mand af helt igennem almindeligt udseende, altid i pæn gråblå vindjakke. Han kom med morgenmad til hende og nogle andre 'piger' rundt om i bebyggelsen hver dag ved to-tretiden om eftermiddagen. Han kunne ikke lide mig. Det er ikke for meget sagt, at han hadede mig lige så meget, som jeg hadede Shubidua. Det skyldtes, at jeg, vedholdende og stædigt, klagede til boligselskabet for at få kællingen nedenunder til at holde op med at larme hver eneste nat. Og dermed, efter skafferens mening, viste, at jeg var sådan én, der ikke respekterer andres frie næring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Et godt stemnings- og tidsbillede, vi her får.

Og hvem har ikke et anstrengt forhold til Shubidua? Og til Abba for den sags skyld?

olivier goulin

"Og hvem har ikke et anstrengt forhold til Shubidua?"

Jeg kan i hvertfald godt tilslutte mig.

Og den med de velafrettede og skolerede indvandrerbørns møde med den danske middelmådighed er jo også helt genkendelig.

Desværre gik det ikke helt så godt siden

Fint causeri, i øvrigt.

/O

Det ved jeg nu ikke - selv var jeg en stor fan. Men jeg huske tydeligt bådflygtningene. De boede - og de var vist kun drenge - på den lokale højskole, så der var en livlig aftenlig aktivitet dengang hvor integration ikke kun var et ord..
Senere mødte jeg en ægte nynazist, Han havde én ven, som var bådflygtning, men det forhindrede ham ikke i at afslutte sin eksamensstil med de bevingede ord " som Hitler så rigtigt sagde - marcherer eller død". Eftersom han selv var - og her er det vigtigt at understrege et utroligt socialt talent og meget, meget sød - ægte etnisk i dansk forstand og derfor ikke kendte forskel på en og et, for derude hedder det "a", så kunne selv den meget originale afslutning ikke bringe ham over stregen til bestået. Men han blev som ønsket garder - som han sagde "Ellers får a tæsk a far" , så det var jo godt..

Liliane Morriello

Tak for denne søde fortælling, der viser kontrasten fra dengang og nu, og som på tydelig vis demonstrerer det skred der er sket i mentalitet og holdninger, generelt sagt.