Læsetid: 2 min.

Broen, øen og pyramiden

San Franciscos berømte bakkelandskab og ditto vartegn er det stof, som filmminder er gjort af
San Franciscos berømte bakkelandskab og ditto vartegn er det stof, som filmminder er gjort af
4. august 2011

Det er en udbredt misforståelse, at San Francisco er en millionby. Faktisk mangler den hele 200.000 indbyggere for at kunne kalde sig det, men i folks bevidsthed støder den altså langt over sin reelle vægtklasse.

Foruden den sexede rebelrolle, som beat-poeterne og blomsterbørnene sikrede byen i 1950'erne og 1960'erne, er forklaringen utvivlsomt San Franciscos unikke og unikt fotogene byrum, hvor vertikale og horisontale linier (og alt indimellem) brydes, så enhver storby- aficionados hjerte må frydes. Hvor de karakteristiske lave, men farvestrålende victorianske huse klæder det moderne finansdistrikt forbløffende godt (og vice versa).

Pyramidens genfødsel

Byen er, sagt på mere jævnt dansk, fotogen som ind i helvede. Hvis man begynder med den helt vide vinkel, så ser man straks, at et ikonisk vartegn troner i hver sin ende af byen: Det ene er selvfølgelig det farvemæssigt svært bestemmelige (orange, rustrød eller noget helt fjerde, femte?) vidunder Golden Gate Bridge, der ofte er indhyllet i den berømte San Francisco-tåge. I filmhenseende havde broen fortjent bedre end at agere klimaks i den måske tyndeste 007-film af dem alle, James Bond i skudlinjen fra 1985.

Det andet er den 260 meter høje skønhed Transamerica Pyramid, som ved brug af time lapse-teknikken blev 'genopført' i en spektakulær scene i David Finchers krimi Zodiac.

Sådan cirka mellem de to finder vi fængselsøen Alcatraz, hvorfra Clint Eastwood flygtede i 1979 i filmens verden, forstås. På det tidspunkt havde Alcatraz ikke fungeret som fængsel i 16 år.

Mens vi er ved 'Clinten', så er en af de mest kendte film, som er skudt i den frisindede storby ironisk nok den reaktionære krimi Dirty Harry (1971). Store dele af den er optaget i det selv efter San Francisco-standard uhørt charmerende North Beach-kvarter, der især er berømt for at være de føromtalte beat-poeters arnested.

Paranoia-pladsen

Også stemningsmæssigt er San Francisco yderst sammensat. De nærmest forhistoriske street cars kan på få minutter bringe en fra tilbagelænet, semi-provinsiel atmosfære i de homoseksuelles hovedkvarter, Castro, ind i en stadig mere kontant storbystemning jo længere man bevæger sig ned af hovedgaden Market Street (der på visse strækninger 'huser' et alarmerende antal hjemløse).

Når man rammer Union Square, ligner det hele til forveksling Manhattans Midtown-område, og man skulle i sandhed være et film-filistrøst skarn, hvis ikke man sender en tanke til åbningsscenen i Coppolas paranoia-klassiker Aflytningen (1974), når man krydser denne plads.

Når fødderne og/eller hofteskålen brokker sig over al bakkebestigningen, begynder morskaben for alvor, for en taxitur kan nærmest give en effekt af at sidde på et flyvende tæppe, når blot man husker at kikke ned ad sigegaderne, som de suser forbi. Med 10 års mellemrum kørte James Stewart og Steve McQueen jo også byens asfaltbølger tynde i henholdsvis En kvinde skygges og Bullitt, der rummer filmhistoriens mest berømte biljagt.

Dertil kommer byens film noir-arv, som man kan læse om i blandt andet San Francisco Noir af Nathaniel Rich. Vist står byen i denne sammenhæng lidt i skyggen af Los Angeles, men filmen, der af mange ses som noir-bølgens startskud, John Hustons instruktørdebut Ridderfalken (1941), foregår i San Francisco. Den lille by med det store populærkulturelle tilstedevær.

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu