Baggrund
Læsetid: 4 min.

Dagbladenes monopol på musikkritik er brudt

De danske dagblade har ikke været gode nok til at omfavne nye tiders musikalske forandringer. Derfor er deres musikkritik i stigende grad irrelevant og gammeldags, lyder kritikken nu fra en række yngre musikkendere
Det er berigelse, at bloggere og alternative medier supplerer avisernes anmeldelser af plader og koncerter, mener Anja Pil Overby, musikjournalist i DR. Her er det M.I.A., der optræder på årets Roskilde Festival.

Det er berigelse, at bloggere og alternative medier supplerer avisernes anmeldelser af plader og koncerter, mener Anja Pil Overby, musikjournalist i DR. Her er det M.I.A., der optræder på årets Roskilde Festival.

Ditte Valente

Kultur
18. august 2011

Information lagde i går papir og tryksværte til en hed diskussion mellem på den ene side avisens musikanmelder Ralf Christensen og på den anden side Politikens Erik Jensen og Berlingskes Thomas Søie Hansen. Nu bakker flere personer fra de alternative medier og blogs, Ralf Christensen beskylder sine kolleger for at overse, op om kritikken.

»Det her er et opgør, der har ligget og ulmet længe i hvert fald de seneste tre til fem år,« siger Rasmus Ardahl, der driver musikbloggen metakritik.dk og er ansvarshavende redaktør på musikportalen BandBase.

»Der er i den grad brug for et generationsopgør i dansk musikkritik. Hele pladebranchen har været gennem et paradigmeskifte,« siger Rasmus Ardahl og henviser til internettets uendelige muligheder for at ytre sig gennem sociale medier og blogs.

»Det har åbnet muligheden for, at en masse mennesker kan skrive om musik. Så ligesom pladeselskaberne før var gatekeepers, havde aviserne også tidligere en slags monopol på musikkritikken. Det bliver udfordret nu, hvor hundredvis af bloggere måske ikke journalistisk er på niveau, men informationsmæssigt og nuancemæssigt er langt overlegne,« siger Rasmus Ardahl.

Også Henrik Aagaard, der er musikvært på DR's radioprogram P6 BEAT Listen, og som gennem de seneste år har været aktiv i musikmiljøet som dj, manager og arrangør, mener, at musikredaktionerne har været for magelige.

»Musiklandskabet har ændret sig radikalt de seneste år. Der foregår så mange ting på så mange forskellige små øer. Man kan ikke længere sidde på redaktionen og få en cd og en pressemeddelelse og så skrive sin anmeldelse ud fra det. Man må ud i den nye virkelighed,« siger Henrik Aagaard, der i stedet for dagbladene følger musikhjemmesider som svingninger.dk og regnsky.dk.

Aviserne bliver desuden udfordret af det stigende internationale udbud af kvalificeret musikkritik, siger Martin Thimes, skribent og webredaktør på musiksitet Undertoner:

»I min omgangskreds snakker man sgu ikke om, hvor mange hjerter Politiken har givet en plade, men hellere om, hvad Pitchfork (stor musikblog, red.) skriver.«

Aflys revolutionen

Anja Pil Overby, musikjournalist på DR, abonnerer dog ikke på fortællingen om en frontlinje mellem på den ene side bloggere med fingrene på pulsen og på den anden side dovne og konservative journalister i elfenbenstårne.

»Et påtvunget generationsskift med revolution og halshugning er ikke nødvendigt,« siger hun og fremhæver, at aviserne har masser af spændende skribenter og emner.

»Helt ærligt synes jeg, det er en befrielse at læse en ung Pernille Jensen anmelde i Politiken selv om hun bliver kritiseret for at være gammel i sine meninger. Og Kim Skotte, der bruger en helt side på en anmeldelse af Wu Lyfs debutplade. Så kan det godt være, at han har passeret de 40, men det gør ham altså ikke nødvendigvis gammeldags. Det er ikke så ensidigt,« siger Anja Pil Overby.

Hun kalder kritikken af Erik Jensen og andre navngivne anmeldere for en »fis i en hornlygte«.

»Anmeldere skriver ikke sandheder, men meninger, og det tager vi dem for. Men her bliver de taget som en sandhed, der skal siges imod.«

Musikken overlever

Mens debatten således foregår mellem tilhængere og modstandere af den nuværende anmelderorden, så er der enighed om, at musikken nok skal overleve.

»Det er mere aviserne, der taber, end det er musikken. For folk finder bare den nuancerede musikkritik andre steder end i de etablerede medier,« mener Martin Thimes.

Det er Rasmus Ardahl enig i.

»Det er i virkeligheden først og fremmest avisernes problem. Når deres kulturredaktioner skriver til en generation, der er ved at uddø, så vil alle roskildegængere efterhånden læse blogs i stedet for at købe en avis. Men det er også musikkens problem, for de har stadig meget magt for eksempel over, hvordan støttemidler bliver uddelt. Derfor har de et stort ansvar, som de ikke har levet op til,« siger Rasmus Ardahl.

Men hvis den etablerede anmelderskare virkelig er så forstenet, hvorfor oplever man så ikke større protester fra de nye generationer?

»I sådan et lille land er vi jo kolleger alle sammen, så der skal meget til, før man kommer derud,« siger Rasmus Ardahl.

Henrik Aagaard fra P6 BEAT Listen har en anden forklaring:

»Grunden til, at der ikke er et opgør i gang, er, at mange af de her bloggere ikke ser sig selv som opposition til anmelderne på de store aviser. De læser dem måske ikke engang. Så de nye musikbloggere er ikke sure. De vil bare gerne udforske den musik, de godt kan lide.«

Anja Pil Overby kan sagtens se, at aviserne til tider er gammeldags, og at det ikke nødvendigvis længere er her, man spotter de nyeste navne og trends.

»Men jeg har slet ikke en forventning om, at aviserne skal udfylde det hul, som blogs har gjort,« siger hun og uddyber, at hun i virkeligheden er glad for måden, den nye musikkritik og de klassiske medier supplerer hinanden:

»Ser man på musikkritikken anno 2011, så er det fantastisk, at der er så mange steder du kan få et point of view på nye plader og perspektiver på nye tendenser.«

Udover at være anmelder for Dagbladet Information arbejder Ralf Christensen også for DR's P6 Beat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

William Jansen

Dagbladenes monopol på hvad-som-helst er brudt.

Der er nogle ting, som gøres bedst af aggregates og/eller et individ, som er din smag/værdisæt nærmest, og der bliver monopol-bruddet dagbladenes død.

Martin Svendsen

Ja, jeg forestiller mig også et det efterhånden bliver sådan, at alle de forskellige nicheområder bliver varetaget af hver sit specialiserede net-magasin, og at konceptet med en papiravis med det hele samlet på ét sted er ved at blive fortid. Og der er sådan set, fra forbrugerens synspunkt, en utroligt positiv udvikling.