Døden i idyllen

Familien Boström Knausgård er netop flyttet på landet i nærheden af Ystad, deres nye tilværelse er ikke mere end små to måneder gammel, da vi besøger Linda Boström Knausgård i hendes nye hjem. Nu bor familien i tre hvide længer, der omslutter en gammel have med krogede frugttræer, et vældigt kastanietræ, et lysthus med tag af vinranker og mange små bede med vild oregano og phlox.

Solen kaster lyspletter på plænen, Linda Boström Knausgård serverer hindbær til bollerne og kaffen, og vi anbringer os i hvide stole omkring et hvidt bord bagest i havens halvskygge. Imens leger de to ældste af parrets tre børn på plænen, hopper rundt på en kæmpebold, tumler omkuld og griner. John, den yngste sover til middag. Idyllen er fuldkommen, Carl Larsson kunne ikke have malet det skønnere.

Men Linda Boström Knausgårds novellesamling, Grand Mal, som er den, der har bragt os til Sveriges Österlen, er alt andet end idyllisk. Hvilket allerede titlen gør opmærksom på.

»Grand mal er den alvorligste form for epilepsi, men står hos mig også for noget storslået ondt, og det er noget som findes i alle novellerne,« siger hun.

»Man lever sit liv i hverdagen, kæmper, elsker, græder, og så kommer det noget, der kuldkaster det hele. Ligesom i det epileptiske anfald, hvor man kastes hid og did. Har du nogen sinde set det,« spørger hun, og da jeg svarer benægtende, fortsætter hun: »Det er, som om en stor hånd griber kroppen og kaster den omkring, højt op i luften. Tidligere troede man, at det var Guds straf, at det var Guds ånd, der greb epileptikeren.«

Pludselig opvågnen

Titelnovellen handler om et ungt par, der vil have deres første barn døbt, selv om de ikke tror på Gud. Kvinden, Veronica, forklarer præsten, en ung kvinde, om deres bevæggrunde. At de ikke tror på Gud, men at de gerne vil have noget ophøjet, lyst og værdigt til deres barn. Manden, Alexander, indskrænker sig til at sige, at han bare gerne vil døbe sin datter.

Dramaet i deres forhold udfoldes efter besøget hos præsten, hvor manden hidser sig voldsomt op over sin kones åbenhjertighed.

»Tænk, hvis det er dem, der holder sig til konventionerne, som har forstået, hvad det går ud på. Tænk, hvis det er dem, som konverserer til middagsselskaber og sørger for, at der ikke bliver en dårlig stemning, tænk, hvis det er dem, som går på arbejde, selv om de er dybt ulykkelige, og som når de bliver spurgt ikke svarer med hele deres forbandede sjæl, tænk, hvis det er dem, der er de egentlig indlevende og omsorgsfulde og dig, som er en ondskabsfuld djævel«.

Veronica begynder at løbe. Alexander råber efter hende. »Jeg hader, når du græder.«

»Novellerne handler om mennesker, der bare lever deres liv og pludselig vågner op,« siger Linda Bostöm Knausgård.

Resten af novellen akkompagnerer så at sige denne opvågnen. Veronica erkender, at hun er mistroisk over for præsten, fordi denne er en ung kvinde, hun tror ikke på, at dåben på den måde bliver højtidelig nok. Og på plænen foran den fortovscafé, hvor parret efter samtalen med præsten mødes med nogle venner, falder en dreng leende omkuld tror Veronica. Det viser sig, at han er grebet af grand mal.

»Rystelserne bliver stadig voldsommere og kroppen bøjer sig i kramper, kastes frem og tilbage over jorden. Hans ansigt er låst fast i krampe. Øjnene vildt opspærrede. Kramperne drager som stød gennem drengen, tvinger hans krop til umulige spring. Som om nogen løftede drengen for derefter at slippe ham. Om og om igen. lyden fra dunkene, når hans krop lander på jorden, inden den på ny løftes i en bue«, slutter novellen.

Det onde har fundet vej ind i tilværelsen.

Forladthed

I »Babyalarmet« har en ung mor netop købt en babyalarm og skal afprøve den for første gang. Far og mor sidder på terrassen og nyder et glas vin, så begynder barnet at græde. Men da moren kommer ind til det, sover det sødt. Det gentager sig flere gange, begge kigger efter, hver gang sover ungen. Til sidst løser manden gåden: Der er andre, som har samme babyalarm, det er et andet barns gråd, de hører på deres alarm.

»Nu trak hun vejret roligt. Alt var godt. Hun tænkte det, og hun følte det. At alt var godt. Hun begyndte at samle glassene på bakken. Hun så allerede for sig, hvordan hun lå i sengen og lod søvnen komme til sig. Gråden angik hende ikke. Der fandtes en forklaring. Derfor var hun forsvarsløs, da næste spørgsmål dukkede op. Uanmeldt. Hans, sagde hun, der er ingen, der kommer ind til barnet. Hun forsøgte at fange hans blik, men så blot et par mørke gruber der, hvor hans øjne var.«

Døden

Børn, der bliver svigtet, er et gennemgående tema, således også i »Vitbjörn Kung Valemon«, der er en parafrase over et norsk folkeeventyr, og i »Kaprun«, hvor en mand i et tog slår en 12-årig pige, uden at nogen griber ind.

Det sidste stykke har Linda Boström Knausgård svært ved at snakke om, siger hun. Det er nemlig selvoplevet, og det er, som der står i novellens slutning, første gang, hun har fortalt nogen om det. Ellers skriver hun ikke selvbiografisk, understreger hun.

Det er uskyldstabet og altings foreløbighed, i sidste ende døden, der er hovedtemaet. Således ender eksempelvis eventyret om den fortroldede hvidbjørn lykkeligt, mens det hos Linda Boström Knausgård ender med døden.

»Jeg har prøvet at skrive en lykkelig tekst om børn. Det var en måde at give mig selv modstand på, men jeg kunne ikke. Det er blevet en ganske nattesort bog,« erkender hun.

»Ind imellem giver jeg mig selv opgaver. Jeg ville skrive forskellige noveller, hvert med deres univers, men alligevel sammenhængende. Jeg ville skrive om det samme, men med forskellige stemninger.«

Jeg bemærker, at hun, så vidt jeg kan se, har gjort det modsatte, skrevet om forskellige ting, men med samme grundstemning, og hun giver mig ret. Der er teksterne om børn, om fortryllelse, om forelskelsens ophør og som i »Grand Mal« om parforholdskonflikter. Alle handler de om, at noget er gået tabt og er forbi:

»Begge har ret og begge har uret,« siger Linda Boström Knausgård om parret i »Grand Mal«.

»Man opfatter på forskellige måder. Han vil ikke involvere præsten i deres overvejelser, hun vil ikke have den unge kvinde som præst. Hun vil have en gammel mand, sådan som præster plejer at være, hun synes ikke, det virker seriøst med en ung kvinde.«

»Sådan vil man jo nødig føle som kvinde,« fortsætter hun med et lille smil, men hun må skrive, hvad der kommer til hende, forklarer hun. »Jeg skriver intuitivt. Jeg skriver ikke hver dag, faktisk gør jeg alt for at undgå at komme til at skrive, jeg har en frygtelig modstand mod det, men når det så kommer, er der tryk på. Og hvis det bliver godt, så er det godt med det samme, jeg kan ikke omarbejde en tekst. Jeg har det nok mest ligesom lyrikere, teksten er helt færdig, når den kommer ud. Det føles som trylleri, som magi, som om det var en anden, der er klogere og sikrere end mig, der skrev.«

Landlivet

At familien er flyttet på landet, er måske en fordel for hendes skriveri, mener hun.

»Her bliver der færre muligheder for distraktion, i Stockholm kunne der pludselig være gået en måned, uden at jeg havde fået skrevet noget. Her bliver det lidt enklere. Når man har tre børn, har man meget lidt tid tilovers, her bliver der lidt bedre plads. Her går jeg en lang tur hver dag, og efter et par kilometer kommer følelsen, fortætningen, lysten til at skrive.«

Men faktisk går hendes orientering ikke først og fremmest mod at skrive bøger, forklarer hun. Hun laver også radiomontage, hun har lavet kortfilm, og hun har en løbende krønike i et dameblad, Kvinner och Klär.

Hun har det også ambivalent med familiens nye tilværelse. Hun er fuldblods stockholmer, og hun vil gerne hjem til Stockholm, siger hun. Hun savner sine venner, hun savner at gå i biografen og i teatret. Linda Boström Knausgårds mor, Ingrid, der passer børn i haven, mens vi sidder og snakker, har været skuespiller på Dramaten, og Linda voksede op med teatret.

»Jeg har ikke lært på universitetet, men på teatret, den tekst, jeg har i kroppen, er teatrets. Jeg har lært af teatrets tekster, af Strindberg og Tjekhov, og jeg har bevaret utroligt stærke billeder af min mors optræden og forvandlinger på scenen. Min bror hadede det,« smiler hun, »men jeg kunne sidde der i timevis og fantasere. Mens jeg så det samme stykke igen og igen, skrev jeg mine egne eventyr og teaterstykker inde i hovedet. Jeg tror, jeg skriver på samme måde, som jeg fantaserede som barn.«

Men Linda Boström Knausgårds største inspirationskilde er Lars von Trier, erklærer hun.

»Fordi han har en vision og trækker den så langt, fordi han altid arbejder med så stærke fortællinger, fordi han tør fortælle den samme historie fra begyndelsen til enden. For hans mod.«

Man skal vel egentlig også være modig for at være Linda Boström Knausgård?

Jeg kan ikke nære mig for at spørge, hvordan hun har det med, at folk synes, de kender hele familien fra hendes mand, Karl Ove Knausgårds kæmpeværk, Min kamp. Selv glædede jeg mig for eksempel meget til at møde de børn, som jeg havde læst så meget om. (Og var lidt forbløffet over, hvor store de var, i bind to, der handler om familielivet, er de nemlig flere år yngre.)

Men Linda Boström Knausgård har ikke mærket meget til det, svarer hun.

»Jeg bor jo ikke i Norge, og bind to er først nu udkommet i Sverige.«

Hun har heller ikke fået læst alle bind endnu. Det kræver mere ro, end den hun har omkring sig til daglig, forklarer hun.

Linda Boström Knausgård gæster Louisiana Literature 2. september