Nyhed
Læsetid: 3 min.

Døden har det sjovt på plejehjem

Når Mikael Bertelsen i reportageserien 'P1 på Plejehjem' tøffer rundt i sine sutsko på plejehjemmet Sølund og sludrer med beboere, bliver det til seks timers fantastisk, selvinvesteret puslespilsportræt af dødsangst, livsdrift og samvittighedsplaget velfærd
Dvælen. I 'P1 på Plejehjem' kalder Bertelsen med passende pensionist-lingo sit interviewarbejde for et 'puslespi'. Han tager sig god tid. At trække seks gange næsten en times radio ud af et uges ophold giver plads til at 'tøffe rundt', så vi møder alle.

Dvælen. I 'P1 på Plejehjem' kalder Bertelsen med passende pensionist-lingo sit interviewarbejde for et 'puslespi'. Han tager sig god tid. At trække seks gange næsten en times radio ud af et uges ophold giver plads til at 'tøffe rundt', så vi møder alle.

Kultur
11. august 2011

Mikael Bertelsen tjekker i første afsnit af P1 på Plejehjem ind på plejehjemmet Sølund, hvor han skal bo en uge. Han har knap tændt mikrofonen og er kommet indenfor, før han ser et lille spøgelse. Ovre ved automatdørene. Det er Døden, den har skeletkostume på til fastelavn. Med sort maske. Den hedder Jonas. »Hvordan er det at være Døden?« spørger Bertelsen.

»Det er sjovt,« bliver der svaret.

Danmarks største plejehjem må være et slaraffenland for Døden. Ingen beboere, på nær måske Bertelsen, kommer levende derfra. Og for mange og for undertegnede og altså helt tydeligt også for vor skrøbelige reporter i felten pirker sådan en institution til alderdomsangst: Angsten for at se livet fise ud i meningsløs tomgang som når en gammel dame fortæller om sin dag: Hun har rejst sig op, vasket sig, taget tøj på og sat sig ned igen. Finito. På et plejehjem lurer angsten for at ende i en tåge af regression, glemsel og forvirring som når gamle Kethy jager rundt på gangene om natten og tror, at hendes forældre kommer og henter hende.

Tid til at tøffe

En anden gammel kvinde ville ønske sig, at hun kunne blive aflivet med en sprøjte, ligesom elefanten Lise på tv. Og »hvad er det for en lyd?« spørger Bertelsen ængsteligt igen og igen, når han tøffer rundt i sine sutsko og snakker med sine aldrende medbeboere. Han kan ikke sove for stemmerne på gangen. Måske er det Døden, der fniser ham i nakken.

P1 på Plejehjemer på en måde andet kapitel af et helt særegent bertelsensk velfærdsportræt fortalt gennem Danmarks bærende institutioner. Første portræt var sidste års fremragende P1 i Fængsel,der ligeledes i seks afsnit og gennem Bertelsens blide og skarpe persona arkiverede livets trummerum i Statsfængslet Søbysøgaard. Også her virkede ventetiden meningsløs og absurd, mens de ind- og ansatte fremstod rørende og sprællevende. Bertelsens far skulle have boet på Sølund, fortæller han en plejer. Men så døde han dagen før indflytningen. Et møde med vores samfundsinstitutioner er også et møde med vores egen samvittighed.

Selvinvesteret nærvær

P1 på Plejehjem kalder Bertelsen med passende pensionist-lingo sit interviewarbejde for et »puslespil«. Han tager sig god tid. At trække seks gange næsten en times radio ud af et uges ophold giver plads til at 'tøffe rundt', så vi møder alle: Den gamle livsdriftige frimurer, der er ved at nedfælde sine erindringer (han har gemt notaterne om meningen med livet i 'logemappen'); den kække sømand, der har fået tatoveret en hotdog på maven; de energiske damer, der hviner af fryd over at blive »interviewet op i himlen« af den nydelige unge mand.

»Er jeg nammenam?« spørger den livstrætte dame sågar, oplivet over at få en stemme på »Program 1«. Men der er også plads til det, der lykkes dårligt: Til kvinden, der tænder for sit fjernsyn, så samtalen med Bertelsen dør hen, og han må trisse videre. Til manden, der ikke vil snakke hvorefter en kvinde på paranoidt spionsprog hvisler: » Do not believe in him

Denne form for optage-intens indkvarteringsreportage er et særligt stolt P1-brand, der tæller bl.a. Skjoldhøj-Arkivet (med Mads Brügger) og Rungsted Havn (af de yngre talenter Mikkel Clausen og Nanna Westh)Det er et fletværk af stemmer indfanget af en idiosynkratisk reporter: en krævende, live-inspireret genre, som Bertelsen og Brügger forhåbentligt vil udbrede yderligere som programchefer på Radio 24syv.

Man kan nærmest tænke programmerne som en variant af filmdokumentarist Frederick Wisemans blændende institutionsportrætter. I P1 er Bertelsen blot ikke fluen på væggen, men manden i midten. Og tekniker Kim G. Hansen er P1-reportagernes usynlige helt, der med sin elegante krydsklipning altid frembringer associerende overgange uden at forcere betydning. I denne reportageserie balancerer de to nærmest genialt et portræt af et plejehjem og et portræt af at portrættere. Her er selvinvesteret nærvær, så snart mikrofonen tændes. Og dødsangsten ligger altså som et klamt brunt gulvtæppe under det hele. »Hvad er det for en lyd?«

Sidst i første udsendelse, klokken fire om natten, vågner Bertelsen atter af lyde på gangen. »Hallooohh ..!« Stemmen er hjerteskærende og uhyggelig. Bertelsen står op og konfronterer sin angst, bevæbnet med mikrofonen. Det er Kethy, der venter på mor og far.

»Det er strengt at vente,« klager hun desorienteret: »Jeg ved ikke, hvad jeg venter for.«

Øjeblikke som det bliver ved med at dirre ømt i hjertet. Imens står Døden i mørket og griner.

P1 på Plejehjem. Sendes mandage på P1 kl. 20.03 og kan streames eller hentes som podcast på www.dr.dk/P1/Serier/Plejehjem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Radio, når det er bedst.

Trist fo DR, at de snart mister Bertelsen og Brügger.