Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ensidigt rockfokus skader dansk musik

Magtfaktorerne i dansk musik bekræfter konstant hinanden i et ensidigt fokus på rockgenren som grundlaget for god musik. Dermed glemmes andre genrer og progressive musikere til skade for dansk musik, lyder kritikken
Bob Dylans ikonstatus bliver nævnt som et eksempel  på anmeldelsernes  tilbageskuende rockfokus.

Bob Dylans ikonstatus bliver nævnt som et eksempel på anmeldelsernes tilbageskuende rockfokus.

Olivia Harris

Kultur
20. august 2011

Gammeldags musikskribenter, pladeselskaber og radiostationer er præget af ensidig fokus på rockmusikken, og det modarbejder mangfoldigheden og hæmmer udvikling og kreativitet i dansk musik. Så hård er kritikken fra en række danske musikere, producere og eksperter.

»Der hersker den opfattelse, at rigtig musik er rockmusik fremført af en hvid mand, som spiller rockmusik på akustisk eller elektrisk guitar i firefjerdedele, hvor det kun er positivt, hvis sangene kun skaber indtryk af et levet bohemeliv,« siger Henrik Marstal, ph.d. i musikvidenskab, tidligere medlem af Kunstrådets Musikudvalg og selv musiker og producer.

Den tendens bekræfter også Rasmus Ardahl, der driver musikbloggen metakritik.dk og er ansvarshavende redaktør på musikportalen BandBase.

»Der er en helt klar tendens til, at man har opfattet rockmusikken som værende den mest ægte musik. Den opfattelse har domineret dansk musikkritik i mange år.«

Debatten i musikdanmark er for alvor blusset op, efter at Informations musikanmelder Ralf Christensen tidligere på ugen rettede et skarpt angreb på det, han kalder »den gamle konservative garde« i dansk musikkritik. Men ifølge Rasmus Ardahl er det ikke kun dagbladenes anmeldere, der har en forældet og konservativ tilgang til musikken:

»Det er blevet lidt en ond cirkel, hvor aviserne med faldende læsertal forsøger at skrive til de etablerede og måske ældre læsere, de stadig har. Deriblandt sidder en del af dem, der træffer vigtige beslutninger de, der sammensætter festivalernes programmer, pladeselskaber og radiostationer,« siger Rasmus Ardahl og fortsætter:

»Denne gruppe mennesker har stadig meget magt i musikdanmark, og de bekræfter hinanden i, at det er rockmusikken, der er det rigtigste og bedste.«

Anders Reuter, producer og musikjournalist, mener, at den ensidige rockfokus hos det, han kalder det officielle musikdanmark dagbladene, radioer, koncertbookere og pladeselskaber ikke stemmer overens med almindelige menneskers og musikelskeres syn på musik:

»Det misforhold er med til at skabe en større kløft mellem det officielle musikdanmark og det, jeg kalder det almindelige musikdanmark, som gladeligt lytter til pop eller elektronisk musik på deres iPod eller på en kommerciel radiostation.«

Rockisme

Henrik Marstal bruger begrebet 'rockisme' om det tilbageskuende og nostalgiske rockfokus i dansk musikkritik.

»Store dele af det danske musikmiljø tenderer til at være en kammeratskabsklub, som sidder fast i en vanemæssig forestilling,« siger han og fremhæver som eksempel det, han kalder Bob Dylan-kulten:

»Jeg anerkender, at Bob Dylan er en stor og betydningsfuld kunstner, men jeg kan bare ikke holde ud at læse endnu en seksstjernet anmeldelse af endnu en Dylan-koncert på dansk grund,« siger Henrik Marstal, der mener, at 'rockismen' har præget dele af det danske musikmiljø siden 90'erne og betydet, at alt bliver opfattet på rockens præmisser.

»Det gælder også for nye genrer som grind, pop og electronica, der på en eller anden måde ikke opfattes som lige så autentisk. Rockisterne modarbejder på den måde den nye mangfoldighed i musikken,« siger han.

Støtter alle genrer

Det konservative musikdanmarks ensidige fokus på rock påvirker også fordelingen af støttekroner til dansk musik, lyder det fra Anders Reuter.

»Støtteinstitutioner har brug for at legitimere deres støtte, og det kan en god anmeldelse i dagbladene gøre. Dermed er det her rockfokus også et problem for vores støttesystem,« siger Anders Reuter, der henviser til Statens Kunstråds Musikudvalg, der hvert år uddeler et to- cifret millionbeløb i støtte til rytmisk musik.

Også Rasmus Ardahl frygter, at fokuseringen på rock kan føre til en skævvridning i uddelingen af støttekroner.

»Jeg kan ikke dokumentere det, men det er mit indtryk, at det har stor betydning for støtten, hvordan musikkritikere opfatter musikken. Selv om det selvfølgelig ikke er sådan, at anmelderne direkte dikterer, hvad der skal støttes.«

Henrik Marstal afviser, at 'rockismen' også påvirker uddelingen af støttekroner. Han har selv siddet i Kunstrådets Musikudvalg fra 2005 til 2007 og oplevede ikke et misforhold mellem forskellige genrer.

»Kunstrådet støtter bredt. Hiphop, electronica og meget andet. Virkeligheden er snarere, at støtteordningerne har modvirket det ensidige fokus på rock,« siger han og uddyber, at når eksempelvis så få hiphop-kunstnere er på listen over støttede, er det fordi de simpelthen ikke har søgt.

Det egentlige problem med 'rockismen' er slet ikke støttesystemet, mener Henrik Marstal:

»Det store problem er, hvordan musikforbrugere bliver præget til at opfatte, hvad god musik er, og at folk på radioerne, på pladeselskaber og andre former for gatekeepere i musikbranchen er så præget af 'rockismen'. Så marginaliseres og glemmes poppen, hiphoppen og alt det andet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Er der overhovedet nogen, herunder også ældre, der læser Politiken med fleres musik/rock-anmeldelser?

Man kunne undlade at trykke dem i en periode, og se, hvor mange - om nogen, der savner dem.

Som Marstal rigtigt siger, er rockismen dominerende og uinteressant, og er Bob Dylan dertil emnet, er det en gedigen advarsel.

Jan Jørgensen

Hvis man opfatter grind, pop og electronica som nye genrer, bør man afholde sig fra at diskutere musik på et seriøst plan..

gunnar kloppenborg madsen

Det kan være ganske underholdende - og måske også nyttigt - at skændes lidt om forskellige musikgenrers positioner i forhold til publikum, anmeldere og offentlig støtte. Grundlæggende må man nok nøjes med at respektere publikums egne valg, hvadenten disse tenderer mod mainstream eller mod nyere genrer og stilarter. Tilsvarende må man nok forstå, at de fleste anmeldere får deres løn for at bidrage til den forretning, de er ansat i. Avisen betaler jo ikke anmeldere for en ydelse, der ikke efterspørges af avisens købere. De fleste købere af vore etablerede dagblade interesserer sig mere for pop og mainstream indenfor alle genrer end for eksperimenterende musik og nye udtryk. Det er en gammeldags opfattelse og måske ønsketænkning, at se aviserne som vores fælles talerør og derfor også uden hold i virkeligheden at forvente et overordnet overblik fra avisernes anmeldere. Den offentlige støtte til rock har endnu ikke et kontant niveau, der gør det rimeligt at slås om smulerne. Men overordnet afspejler dansk kulturpolitik meget fint tidens politiske kulturkonservatisme, hvor de sikreste kort ligger øverst i bunken og hvor esserne stadig er den klassiske musikscenes mange institutioner - kun i glimt slået af banen, når de etablerede medier flokkes om de store jokerere - X-faktor, melodi gran prix etc.
En mere dynamisk kulturpolitik med fokus på bl.a. decentrale værdier kunne være ønskelig og ville måske også fremme mulighederne for de hensygnende danske avisforretninger.