Læsetid: 8 min.

Entreprenør som sidste udvej

Kiosken er Istedgades rygrad. Men for ejeren er den sommetider en forbandelse. Den drager med løfter om frihed og entreprenørskab, men efterlader kioskejeren uden fritid og fremtid
Abbas har i snart tre år drevet en kiosk i Istedgade. Men arbejdet med at svinge sødmælk og Prince Light over disken tilbyder kun få muligheder for fritid.

Abbas har i snart tre år drevet en kiosk i Istedgade. Men arbejdet med at svinge sødmælk og Prince Light over disken tilbyder kun få muligheder for fritid.

Sofie Amalie Klougart

12. august 2011

En undseelig, lille metalplade er naglet fast på husfacaden. »Her havde opfinderen og flyvepioneren Hans Christian Ellehammer sit værksted 1898-1920,« står der. I denne Istedgade-ejendom kom ideerne til ham: Flyvemaskiner, helikoptere, motorcykler, brandsprøjter og øl- og cigaretautomater.

I dag huser adressen Abbas' kiosk. Her står han hver eneste dag i sin pakistanske kurta-dragt og svinger dåsecolaer og tipskuponer over disken. Rygtet siger, at det var den første kiosk på Istedgade. Det glæder han sig over, selvom morgenturen til engros-centret Dagrofa er blevet mere fodslæbende med tiden. Priserne stiger og gadens konkurrence er hård og uforsonlig.

»Kioskbranchen er stendød. Alle kioskejere vil sige det samme, hvis du spurgte dem,« siger han fra sin læderstol i bagenden af butikken. Her sidder han for det meste, med udsyn til kassen og spillemaskinerne i baglokalet. En gang imellem ringer butiksklokken, og han må træde de fire skridt ned til kassen for at betjene. Sådan har det været i snart tre år, siden han overtog kiosken. Inden da ejede han et pizzeria på Amager, som han valgte at lukke. Han blev træt af pizzaer.

»Der lugtede altid af mad, og du knokler for meget,« siger han og tilføjer: »Jeg troede, kiosker var bedre. Men det er de ikke. For supermarkederne har nu åbent hver dag, ofte med billigere varer.«

De pakistanske kiosker

Abbas' kiosk er en blandt ni på Istedgade, hvoraf syv af er ejet af pakistanere. Hans egen butik har haft pakistansk ejer, så længe han har kendt til den. Og i mange af Københavns andre indvandrerejede detailbutikker viser der sig samme mønster: mandlige indvandrere med samme nationalitet slår sig ofte op inden for samme branche, fortæller erhvervsrådgiver Ayad Kadhim Abbas fra Københavns Erhvervscenter.

Han har i seks år arbejdet som opsøgende rådgiver blandt 'etniske iværksættere' og har et indgående kendskab til Istedgades erhvervsliv.

»Over hele København er de forskellige nationaliteter ofte centreret om én beskæftigelse: pakistanerne har kioskerne, tyrkerne og kurderne har pizzeriaerne, marokkanerne og tuneserne har slagterne, mens araberne har grønthandlerne,« siger han og tilføjer: »Men på Istedgade er der særligt mange butikker på samme gade, og det øger selvfølgelig konkurrencen, men også behovet for at samarbejde om varer og leverancer.«

Lidt længere oppe ad gaden, hvor tøjbutikker og kaffebarer fortrækker til fordel for porno og thaimad, møder vi den unge fyr Pratab, en af konkurrenterne.

»Hejsa, hvad skulle det være?,« siger han på klingende dansk, hver gang det lillebitte lokale byder en ny kunde velkommen. Ellers er det ikke meget dansk han kan. Han har kun været i landet i tre måneder og tjener lidt ekstra i butikken ved siden af sine studier ved en dansk videregående uddannelse.

Han ønsker ikke at blive ved med at stå i en kiosk, men han ved, at han vil eje noget selv. Og det giver Danmark masser af muligheder for.

»Danskerne vil jo ikke eje noget selv. I vil hellere være ansat hos nogen,« siger Pratab. Men indtil det sker, er der så rigeligt at rive i i den lille kiosk.

»Er din boss her? Nåh, men er der nogen af jer, der kan bruge et par Ray Ban?,« spørger en fyr, der stikker sit tatoverede ansigt ind i butikken. Ellers tak, mumler journalisterne, mens Pratab tager tråden op, hvor han slap den tilsyneladende helt upåvirket af det lille indblik i de alternative økonomiske aktiviteter i forretningen.

»Jeg forstår ikke danskerne på det område. Jeg har arbejdet for min fars virksomhed i Pakistan, siden jeg var syv år, og for mig vil målet altid være at drive min egen virksomhed,« siger han.

Sidste udvej

Men der er ikke kun tale om et tilvalg, understreger Shahamak Rezaei lektor fra RUC. Eksistensen af disse butikker skyldes ofte en manglende adgang til det ordinære arbejdsmarked. De kan derfor beskrives som »entreprenørskab som sidste udvej«, siger Shahamak Rezaei , der i et omfattende forskningsprojekt har analyseret erhvervsdynamikken blandt indvandrere i fem forskellige lande.

»'Entreprenørskab som sidste udvej' skal forstås sådan, at adgangen til arbejdsmarkedet er vanskelig, og indvandrergrupperne så i stedet søger andre græsgange, hvor adgangsbarriererne er lavere. Disse brancher har det til fælles, at de blot kræver en lille startkapital, ingen formel uddannelse og få sprogkrav,« siger han.

Sådan en branche er kioskerne i udpræget grad. Men at det netop er pakistanerne, der sidder så tungt på det københavnske kioskmarked, er mindre klart i dag, efter at andre indvandrergrupper langt har overgået dem i antal.

Pratap er ikke i tvivl.

»Pakistanere sætter en værdi i at eje noget selv og være deres egen chef. Og så handler det om vores familiemønstre. Jeg har hjulpet min far i hans virksomhed, siden jeg var syv år. Og det er nødvendigt at være flere om det, når man har en kiosk,« siger han, inden han vender sit åbenbart utrættelige gigant-smil mod endnu et hold stamkunder fra Mændenes Hjem.

Men der kan også være andre forklaringer, der handler mere om timingen i forhold til dagligvareudviklingen i Danmark. Det første hold pakistanske statsborgere begyndte nemlig at komme til landet sidst i 1960'erne, just som kiosken som et supplement til de nye supermarkeder begyndte at vinde større udbredelse.

Tidligere havde små dagligvarebutikker og specialbutikker som bager, slagter og grønthandler betydet, at indkøbene primært foretaget af de dengang stadigt hjemmegående kvinder blev spredt. Supermarkedet gjorde det muligt at samle indkøbene og åbnede samtidig op for behovet for 'hurtig-ind-og-ud'-butikker til tobak og den halve liter mælk.

At det behov blev mødt af pakistanerne, handlede igen om en tredje tendens. Danmark blev populært for pakistanske immigranter i 1970'erne, delvist fordi der stadig var økonomisk fremgang og derfor job at få, men nok ikke mindst fordi de 'klassiske' indvandrerlande med mindre sprogbarrierer - som England og senere Tyskland i samme periode iværksatte en række foranstaltninger for at begrænse indvandringen.

Ville Pratab ikke også hellere have været til England?

»Jo, men det er svært. I Danmark har man betalte uddannelser, så derfor er det muligt for sådan en som mig at blive den første akademiker i min familie. Det er jeg meget taknemmelig for,« siger Pratab gennem larmen fra en af de mange studenterbusser, der netop er stoppet på hjørnet for at kaste et hurtigt glas oven i alle de andre hos nogle spændte forældre.

Fra landet

Hvis alt går, som han har planlagt, gør timerne bag disken, at Pratab kan blive den første med en uddannelse i sin familie, men én blandt mange med pakistansk baggrund på de danske universiteter.

I den forstand er det en indvandregruppe, der har taget kolossale spring på få år. Langt de fleste pakistanere kom fra landområderne i Punjab, men der var sjældent tale om bønder, da de som oftest ikke kunne rejse penge til den lange tur. De pakistanere, der kom til Danmark og endte på Istedgade var derfor småhandlende og forretningsdrivende, der havde erfaring med at drive en forretning.

Det relativt høje niveau af grunduddannelserne i Pakistan gjorde desuden, at de var bedre klædt på til at drive virksomheder end andre indvandrergrupper.

Men indvandrernes uddannelsesbaggrund har sjældent indvirkning på deres nuværende jobsituation i Danmark. Den tyrkiske pizzeriaejer fra den anatolske højslette, der er analfabet, arbejder i de fleste tilfælde alligevel i samme butik som den tyrkiske bygningsingeniør. For nationaliteten er langt vigtigere for at bringe folk sammen end uddannelsesgrad. Det er i udpræget grad tilfældet for de pakistanske indvandrere, der ofte er markant overkvalificerede til deres jobs.

»Jeg kalder dem mono- etniske erhvervsnetværk,« forklarer Shahamak Rezaei og uddyber: »I de her tætte, lukkede netværk kan man rejse kapital og rekruttere medarbejdere. Det er rigtig godt på kort sigt, men i det lange løb bliver selvsamme netværk, som har været ens eksistensgrundlag, faktisk en hæmsko. Det skyldes at butikskonceptet er bygget på samme viden og derfor modvirker fornyelse,« siger han.

De indvandrerejede butikker, der findes på Istedgade, er dog adskilt af en vigtig grænse. Den ene gruppe er virksomheder, der servicerer egne landsmænd med eksempelvis krydderier eller halalslagtet kød. Den anden gruppe servicerer majoritetsbefolkningen til langt billigere priser eller ved at omgå eller strække lovgivningen en smule på moms, hygiejne og især arbejdstider.

»Hovedårsagen til, at de pakistanske kiosker har fåetså stor vækst, er, at man har haft lukkeloven. Den gjorde, at kioskerne på et tidspunkt, hvor de ikke var omfattet af lukkeloven, kunne konkurrere med supermarkederne ved at holde længere åbent,« siger han.

Carlsberg eller Hof

I Abbas' kiosk står to danske teenagepiger med indiske tørklæder afventende foran kassen.

»Hej, har I sådan flere rammer øl Tuborg eller Carlsberg?«

»Hvad skal I have for nogle Hof?« siger han og begynder på urdu at beordre en mand i baglokalet ind med en ramme Carlsberg-øl.

»Nej nej, vi skal have Tuborg eller Carlsberg,« siger den ene i en tålmodig tone, mens Abbas vender sit ansigt ud mod vinduet.

Livet i kiosken er en daglig forhandling, hvor Abbas såvel som hans kunder må lære nye ord. Han har lært sin ven, der er på green card-ordning i Danmark, at 'tjo Prince' betyder tyve Prince, og for nylig hjalp han sin vens kone ud af en penibel situation i lufthavnen.

»Hun har gået lang tid i skole og er god til at læse og skrive. Men da hun skulle boarde, forstod hun ikke lufthavnskvinden, der sagde: 'Er det dit pas?'. Jeg lærer ordene fra min kiosk.«

Træt af arbejdet

I de tre år, han har drevet kiosken, har han gjort sig umage med at betjene kunder og holde sig fra de giftige røde tal på bundlinjen. Men arbejdsdagen fra 10 til 1 om natten slider på ham.

»Problemet er, at alle bliver trætte af at arbejde så meget. Og når jeg tager hjem, sover jeg med det samme. For jeg har ikke tid til at se fjernsyn,« siger han og uddyber:

»Engang håber jeg at kunne få et 37 timers arbejde, hvor jeg bare kan sidde derhjemme og slappe af. Og måske træne lidt. For frihed er vigtigt,« siger han og læner sig tilbage i læderstolen med lukkede øjne. Den lange arbejdsdag gør, at han sjældent får set resten af gadens kiosk-ejere. De samarbejder om leverancer, men ses kun når de morgentrætte mødes over en kop kaffe ved engros-centret eller en sjælden gang om aftenen og spiser shawarma og drikker sodavand i hinandens butikker. Kontakten med hans øvrige netværk er også begrænset.

»Nogle gange kommer de til mig, men jeg kommer næsten aldrig til dem. Når de holder bryllup eller fest, kan jeg ikke gå derover. Når man har en kiosk, har man ikke sit eget liv,« siger han.

 

Pratab og Abbas ønskede ikke deres navne bragt i avisen.

 

 

Serie

En gade i verden

Fra Benin City til Istedgade. Fra Punjab til Istedgade. Fra Bukarest til Istedgade. Køb og salg af alt fra sex til en halv liter sødmælk i en enkelt gade i København afspejler udviklingen i den globale økonomi.

I tre afsnit beskriver vi:

- Narkotikahandlen
- Kioskbranchen
- Prostitution

Seneste artikler

  • De nigerianske kvinder rykkede nordpå med krisen

    6. september 2011
    Store summer ryger via Istedgades immigrant-sexarbejde tilbage til deres hjemlande og påvirker derved de lokale økonomier. Men skifteholdene i gaden ved banen er også et øjebliksbillede af de helt store bevægelser i den globale økonomi
  • Istedgade: Narko, sex og en halv liter sød til kaffen

    6. august 2011
    Istedgade er sin egen særlige økonomi i byen. Men zoomer man ind på den lokale økonomi, ser man, at det, vi troede var helt særligt, faktisk er en del af de store bevægelser af varer og migrerende arbejdskraft i verden
  • Narkoøkonomiens stofskifte

    6. august 2011
    Istedgade har i mange år været dagligstue for pushere og stofbrugere. Men gadens klientel er blevet mere kosmopolitisk. Det vidner om et globalt stofmarked, der konstant ændrer handelsruter og sætter aftryk på Europas gadehjørner
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Et fint og stille portræt af kioskbranchen og de lange arbejdsdage, som ejerne - overvejende med pakistansk baggrund - må lide under.

Det der med en 37-timers arbejdsuge, og mulighed for fleks og hjemmearbejdsplads kan man skyde en hvid pind efter i kioskbranchen og i visse andre brancher ligeså.

Man kunne nævne dele af restaurationsbranchen, hvor også mange, som er indvandret til Danmark tjener til dagen og vejen. Der er meget arbejde, knap fritid og lidet familieliv.

Taxabranchen, hvor mange indvandrere også arbejder, er nok mere reguleret mht. arbejdstid, men ser man på USA, så var det i det mindste tidligere sådan, at i den branche, hvor der ligeledes arbejder mange indvandrere, arbejdedes der stort set alle døgnets vågne timer, og alligevel tjentes der kun lige netop til dagen og vejen.

Her, derovre og nok de fleste steder i verden arbejdes der stadig på "sweatshop"-lignende vilkår.