Læsetid: 7 min.

'Film skal være som et glas koldt vand på en varm dag'

'Kunstnerens rolle er at distrahere og underholde,' siger filminstruktøren Woody Allen, der er aktuel med sin 41. film, 'Midnight in Paris'
'Jeg er aldrig forhåbningsfuld. Selv 'Midnight in Paris', som alle af en eller anden grund synes er en forhåbningsfuld og optimistisk film ... den er ikke forhåbningsfuld, hvis man kigger under overfladen,' siger Woody Allen.

'Jeg er aldrig forhåbningsfuld. Selv 'Midnight in Paris', som alle af en eller anden grund synes er en forhåbningsfuld og optimistisk film ... den er ikke forhåbningsfuld, hvis man kigger under overfladen,' siger Woody Allen.

Tiziana Fabi

9. august 2011

I sin nye film, Midnight in Paris, lader Woody Allen den amerikanske forfatter Gertrude Stein (Kathy Bates) sige, at kunstnerens rolle ikke er at søge fortvivlelsen, men at finde et middel mod tomheden. Og da jeg sidder over for instruktøren under årets filmfestival i Cannes, hvor Midnight in Paris lige har haft verdenspremiere, er det oplagt at spørge, om han mener det samme.

»Nej, jeg er ikke enig med Gertrude Stein. Hun mente, at kunstnerens rolle var at give én en grund til, at det var vigtigt at leve. At der er en grund til at nyde livet, selv om det er trist og tragisk. Jeg føler selv, at kunstnerens rolle er at distrahere. Når man er en rigtig kunstner hvad enten man er Mozart eller da Vinci, en ægte kunstner skal man distrahere folk, underholde dem. Hemingway underholdt folk, Picasso underholdt folk.«

»Folk, der ikke er så intelligente, får ikke noget ud af det, men begavede mennesker, som kræver en vis intelligens af deres distraktion, tænder ikke fjernsynsapparatet for at se reality-tv eller lignende dumheder. De ser på Picasso eller lytter til Mozart. Men de gør det samme, som reality-tv-folkene gør; de nyder det. Det kræver godt nok en større indsats at give dem noget, de nyder, men det er dét, kunstneren gør. Når man ser en Ingmar Bergman-film, betages man af den. Den er dyster og mørk, men den er underholdende, sjov at se, en god historie, og man fortaber sig i den. Så forlader man biografen og går ud i den virkelige verden, der er skrækkelig, og så vil man gerne tilbage i Bergman-filmen.«

»Eller en mere eskapistisk film, en Fred Astaire-film. Man har det forfærdeligt, og så går man ind og ser på Fred Astaire i halvanden time, og det er fantastisk. Han bærer smoking, han ser fantastisk ud, han drikker champagne og danser, og det er ligesom et koldt glas vand på en varm dag. Man forlader biografen og er forfrisket, og man fortsætter sit rædselsfulde liv, og man kan bedre tage det, fordi man har hvilet sig i halvanden time, hvor det ikke var så slemt, og man tænkte på noget andet. Det er kunstnerens opgave at aflede ens opmærksomhed fra livets rædselsvækkende, deprimerende omstændigheder. Tak.«

Dystert budskab

Med det sortsyn, 75-årige Woody Allen åbenbart er i besiddelse af, kan man kun glæde sig over, at han laver komedier. For selv om hans film gerne handler om menneskelig dårskab, og budskabet i dem kan være alt andet end optimistisk og positivt, er det så vittigt og underholdende pakket ind, at hans bedste film netop er som et glas koldt vand på en varm dag.

»Jeg er aldrig forhåbningsfuld,« siger han uden at smile, men med det glimt i øjet, som indimellem gør det svært helt at gennemskue, hvor alvorligt han mener det.

»Selv Midnight in Paris, som alle af en eller anden grund synes er en forhåbningsfuld og optimistisk film ... den er ikke forhåbningsfuld, hvis man kigger under overfladen. Den handler om en mand, der føler, at han ville være meget lykkeligere, hvis han kunne leve i en anden tid. Og da han får mulighed for det, finder han ud af, at den tid heller ikke er så god, og nutiden er der heller ikke noget ved. Han siger i filmen, at 'livet er utilfredsstillende'. Selv om filmen har en vis forførende patina, er budskabet det samme dystre, som jeg har med mig hver gang.«

Midnight in Paris, Woody Allens 41. film, fortæller om den succesfulde Hollywood-manuskriptforfatter Gil (Owen Wilson), der er i Paris sammen med sin forlovede, Inez (Rachel McAdams), og hendes forældre. Nostalgikeren og romantikeren Gil elsker byen, dens kunst og fortid og håber her at kunne finde inspiration til at færdiggøre den store, seriøse og nostalgiske roman, der skal bevise, hvad han kan med ord. Inez og hendes forældre bryder sig ikke meget om Paris og ser kun frem til at komme hjem til USA igen.

På en gåtur ved midnatstide bliver Gil samlet op af en bil, der ikke blot kører ham til en fest, men også fører ham tilbage til 1920'erne, hvor han møder nogle af alle de ikoniske og farverige skikkelser, hans idoler, som var med til at gøre datidens Paris til et kunstnerisk kraftcentrum: Ernest Hemingway, Salvador Dalí, Luis Buñuel, Cole Porter, T.S. Eliot, Picasso, F. Scott Fitzgerald og Zelda og selvfølgelig Gertrude Stein, der endda indvilger i at læse og kommentere hans bog. Aften efter aften rejser Gil tilbage i tiden, hvor han også falder for den smukke Adriana (Marion Cotillard), der har haft affærer med både Modigliani, Braque og Picasso.

'Jeg var en kujon'

Ideen med en mand, der stiger ind i en bil og bliver kørt til en fest, hvor han møder en kvinde, havde Woody Allen haft i nogen tid, da han skrev manuskriptet til Midnight in Paris. Titlen havde han også tænkt på for – hvad sker der i Paris ved midnatstide? – men det var først, da han placerede handlingen i 1920'erne, at historien åbnede sig for ham.

»Jeg forestillede mig Paris i 1920'erne med Ernest Hemingway og Salvador Dalí og Picasso, og det gjorde alting meget nemmere,« siger han.

Selv var Woody Allen første gang i Paris i begyndelsen af 1960'erne under optagelserne til filmen What's New, Pussycat? (1965), som han som ung kabaretkomiker havde skrevet manuskriptet til. Arbejdet på filmen var et mareridt, men han faldt for byen i de otte måneder, han boede der.

»Jeg hadede filmen og alt, hvad gjorde ved mit manuskript, og jeg sagde til mig selv, 'fra nu af skal jeg instruere alt, hvad jeg skriver, for det her er forfærdeligt.' Men jeg elskede Paris. Jeg kendte kun Paris fra filmene, hvor byen var det mest romantiske sted i verden. Da jeg så kom til Paris, blev jeg ikke så skuffet. Der var smukt, boulevarderne, træerne, gaderne, cafeerne. Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg elskede at være der. Hver dag gik jeg så rundt i Paris, spiste på restauranter, gik på museer og i biografen for at se film, man slet ikke kunne se i USA. Det var fabelagtigt, så jeg var vældig lykkelig.«

Allen havde mulighed for at blive i Paris han var ung, ugift og havde ingen forpligtelser men han turde ikke.

»Jeg var en kujon« siger han som et ekko af hovedpersonen i Midnight in Paris.

»Jeg tænkte, 'jeg bor i New York, og jeg vil gerne være i nærheden af min psykiater og mit apotek.' Og fordi jeg var sådan en kujon, kom jeg til at lide under det. Jeg tog hjem, mens andre, der arbejdede på filmen, unge mennesker, gjorde lige det modsatte. 'Vi elsker Paris, og vi bliver.' Og de blev der og blev parisere. Det kunne jeg også være blevet i stedet for at misunde pariserne kunne det have været mig, der gik rundt med en baguette under armen.«

Smertefuld fortid

I Midnight in Paris er 1920'ernes Paris alt, hvad Gil har drømt om, men han kommer også til den erkendelse, at det ikke nødvendigvis er bedre at leve i en anden tid end sin egen, faktisk tværtimod. Græsset vil altid være grønnere på den anden side. Og det er netop et af budskaberne i Midnight in Paris, fortæller Woody Allen.

»Når jeg f.eks. tænker på La Belle Époque i Frankrig (tiden omkring år 1900, red.), tænker jeg på champagne og hestevogne, og alt var smukt, tøjet, Maxime's, det var romantisk. Men hvis man levede dengang og havde tuberkulose, så fandtes der ingen kur. Og hvis de skulle bore i ens tænder, fandtes der ikke nogen bedøvelse. Der var ingen aircondition, og skulle man bruge en ambulance, kunne man ikke bare tage telefonen og ringe efter en. Det var et hårdt liv for de mennesker, og på mange måder er livet blevet bedre. Men man kan lade sig narre, fordi det ser så yndigt ud, og med lidt yndighed kommer man langt. En mand og en kvinde og en by og en vis charme og skønhed overstråler mange forfærdelige ting.«

Derfor befinder Woody Allen sig også fint i nutiden, og kunne han vælge, ville han vælge den med mulighed for at kunne rejse tilbage i tiden i kort tid ad gangen.

»Jeg kunne godt tænke mig at kunne besøge de tider og steder på samme måde, som man tager til Caribien i en uges tid. Så kunne jeg lige svinge forbi La Belle Époque Paris, spise frokost og så tage hjem. Men jeg kunne ikke tænke mig at bo der. Hvis jeg boede der og skulle til tandlægen, ville det gøre ondt, og det ønsker jeg ikke.«

 

'Midnight in Paris' har premiere på torsdag og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejlig logik, opløftende at læse fra en 'negativ' person, sandheden er ilde hørt... melankolsk realist.

Uden at drage til konklusion, men hvad er man hvis man ikke er negativ? Lalleglad? For man skal vel være ualmindelig kynisk for at synes det en dejlig verden.

Søren Kristensen

Jeg havde en studiekammerat der lignede Woody Allen og når vi var på café (vi var meget på café) kom folk simpelthen op til ham og sagde: Er du klar over du ligner Woody Allen?