Læsetid 2.4914285714286 min.

'Man føler sig lidt mere som forfatter'

Overgangen fra journalist til forfatter varslede et nyt skæbnefællesskab for Anette Vestergaard på værelse 7, der er lidt mere hjemme i sig selv, når hun er på Hald
Forfatteren Anette 
 Vestergaard bor på værelse 7. Hun er i gang med en bog for Joan Ørting, og fortæller, at hun som inspiration for tiden læser et portræt af sportsmanden André Agassi, fordi den er så velskrevet, og fordi hun ofte arbejder med bestillings-opgaver, hvor hun laver portrætter af folk.

Forfatteren Anette
Vestergaard bor på værelse 7. Hun er i gang med en bog for Joan Ørting, og fortæller, at hun som inspiration for tiden læser et portræt af sportsmanden André Agassi, fordi den er så velskrevet, og fordi hun ofte arbejder med bestillings-opgaver, hvor hun laver portrætter af folk.

Sofie Amalie Klougart
8. august 2011

Anette Vestergaard sagde sit job som journalist op til fordel for bøgernes verden, da hun fik tvillinger, fordi hun bedre kunne kombinere det med at have små børn.

»Jeg er blevet enormt glad for at skrive bøger, fordi det giver en mulighed for at fordybe sig, som journalistikken ikke giver,« siger hun.

I det rødmalede rum, hun indtager for enden af gangen under taget, er bagagen netop pakket ud sammen med de forventninger, hun har til opholdet. Og sig selv. Hun debuterede på Hald, da hun skulle skrive sin første roman og tage livtag med en ny genre.

»Jeg havde ikke beskæftiget mig med skønlitteratur før, og overgangen fra fakta til fiktion var behæftet med en del udfordringer. Både skriveteknisk og identitetsmæssigt. Og der havde det stor betydning for mig, at jeg kunne komme herop«.

Hun vidste ikke, hvad der ventede og kendte intet til forfattergerningen.

Men så mødte hun de andre forfattere.

»Det, der slog mig, var deres arbejdsdisciplin og den seriøsitet eller ydmyghed, hvormed de omtalte deres arbejde. Man kunne godt mærke, at det ikke var cafésnak i København, man faldt ind i. Det var mennesker, der alle sammen led af større eller mindre grad af præstationsangst. Ikke på en neurotisk måde, men på en respektfuld måde. Skønlitterære forfattere trækker på nogle helt andre ting i sig selv, end en journalist gør«.

Hjemsted for tanken

Det gjorde hende godt at falde ind i den ro, som er et af formålene med refugiet. Ting tager tid, og den er der rigeligt af på Hald.

»Når man kommer første gang, ved man ikke, at det er det, man har brug for. Det finder man ud af, når man har været her en gang eller to«.

Opholdet er stærkt vanedannende, og det er de pittoreske omgivelser også. Hun elsker stedet og den natur, der omkranser det.

»Jeg føler mig meget hjemme, når jeg kommer herop. Så jeg er nok blevet en lille smule afhængig af det. Det kan godt være svært for mig at få ro til at arbejde i København, fordi der er en masse larm, kaos og praktiske ting forbundet med det at leve et professionelt liv og være mor, så derfor bliver jeg nødt til at tage væk, når jeg har hårde arbejdsperioder«.

Er der noget, du altid skal, når du kommer her?

»Jeg er lige kommet i dag, så jeg har et mentalt efterslæb. Men jeg er nok først rigtig ankommet, når jeg har været nede forbi søen og kroen. Så føler jeg, at jeg indtager området. Jeg føler jo sådan lidt, at Hald er mit. Hemmeligt. Det er der ingen andre, der ved. Men sådan tror jeg, at alle har det«.

Hun plejer at tage herop en gang om året og har været her omkring fem gange. Denne gang skal hun arbejde på en faktabog og har en del, hun skal have indhentet.

»Men når jeg først kommer i omdrejninger, er jeg rigtig hurtig. Det har jeg fra journalistikken«.

Hjemsøgt af historier

Gæsterne på Hald er tilfældigt sammensat. Man vælger ikke selv de andres selskab og skal ikke forholde sig til dem, hvis man ikke har lyst.

»Hvis man ikke har overskud til at tale med nogen, bliver det respekteret langt hen af vejen. Så lader man hinanden være«.

Men det er betryggende at vide, at de er der. Anette er meget socialt anlagt og har mødt nogle af sine bedste voksenvenner heroppe.

»Forfattere er altså en anden type mennesker, end journalister er. De har ofte en større rummelighed og åbenhed i forhold til litteraturen og de mere kreative elementer i tilværelsen, men de er også mindre dømmende,« siger hun. »Det nytter ikke at være intolerant, når man er her. For det er et fælles sted«.

På Hald har man et særligt skæbnefællesskab.

»Det kan både føles som motivation og trøst, men også som en trussel og det tror jeg, mange heroppe har oplevet. Folk gør grin med deres præstationsangst. Der er altid et indre pres eller kreativt underskud, fordi man ikke ved, hvad man skal skrive om, er gået i stå, ikke kan finde ud af slutningen eller komme i gang. Og det er rart at vide, at de andre også har det sådan«.

Det bedste, hun ved, er, når lederen af stedet, Peter Q. Rannes, og hans hustru Gitte laver forfatteraftener.

»Gitte er jo kogekone og kan tilberede et fantastisk måltid. Og hvis man er heldig, fortæller Peter historier, så ørerne falder af. Det ender altid med at blive meget animeret og meget hyggeligt,« siger hun.

Mere forfatter bagefter

Det bedste minde er en fællesoplæsning, første gang hun var her.

»Som journalist er jeg ikke vant til, at man læser op af sit værk. Slet ikke noget som nærmest er ufærdigt og ikke egner sig til offentliggørelse. Man er frygtelig genert og selvkritisk, men det var enormt givende. Der lå en faglighed og anerkendelse i luften og en indbyrdes respekt omkring det at skrive, som jeg tog med mig«.

»Jeg kunne i det hele taget godt tænke mig at tage hele Hald med til København. Man føler sig lidt mere som forfatter, når man tager herfra«.

Hun har ikke set nogen spøgelser, men er overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord på Hald.

»Det har helt sikkert sine hemmeligheder, det her sted, men jeg har hverken set eller hørt noget. Kun en død mus inde i et af skabene. Det virker meget fredeligt«.

 

Forfattere på Hald

Information har besøgt Hald Hovedgaard og talt med nogle af de forfattere, der har taget ophold i skriverefugiet over sommeren

Seneste artikler

  • 'Det er ligesom en højskole'

    3. august 2011
    Mette Honoré har altid skrevet til skrivebordsskuffen. Nu sidder hun i Smedehuset på Hald og kan med rette kalde sig forfatter
  • 'Det er ligesom en drøm at være her'

    2. august 2011
    På værelse 12 i hovedbygningen på Hald Hovedgaard sidder færøske Arnbjørn Ólavsson Dalsgarð og kniber sig i armen, mens han skriver noveller i hånden. Dem samler han nemlig på
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu