Læsetid: 4 min.

Først var der 'Intet', så var der 'Alt', og så var der igen intet

Kommunikation. Historien om, hvordan den ene hånd på forlaget Gyldendal ikke ved, hvad den anden laver. Og om, hvordan en færdigtrykt bog pludselig skal redigeres én gang til
12. august 2011

Janne Tellers bog Intet er den største succes i den danske børnebogshistorie de seneste 30 år. Den vinder internationale priser og udgives på 18 forskellige sprog. Den er standardpensum i den danske folkeskole, og i foråret udkom den i en smuk 10-års-jubilæumsudgave på Gyldendals forlag. Så da jeg for 14 dage siden ved en tilfældighed opdagede, at Gyldendal annoncerede på deres hjemmeside, at de 18. august ville udgive en ungdomsroman af den forholdsvis ukendte Johannes Fibiger under titlen Altog i pressematerialet 'solgte' bogen på en omskrivning af en central passage i Intet,studsede jeg.

En oplagt historie om hvor langt man kan tillade sig at gå i sin inspiration fra en anden forfatter. Jeg kontaktede Gyldendal for at få et eksemplar af bogen. Den altid venlige presseservice på Gyldendal, lagde straks et eksemplar klar til mig til afhentning i receptionen i Klareboderne.

Janne Teller er bosat i New York, og jeg sendte derfor en mail til hende, hvor jeg linkede til presseomtalen af Johannes Fibigers Altpå hjemmesiden. Jeg ville gerne tale med hende om, hvordan hun reagerede, da Gyldendal orienterede hende om udgivelsen af Alt.

Ingen kommentar

Den eneste tekstbid fra Alt, der var skrevet ind i presseomtalen, lød som følger:

»Problemet er ikke, at der er for lidt mening eller slet ingen. Men at der er alt for meget. Det har jeg vidst længe. Derfor må man vælge fra. Det har jeg lige fundet ud af.«

Janne Tellers egen bog indledes med passagen:

»Der er intet, der betyder noget, det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget, det har jeg lige fundet ud af.«

Mens det var ved at blive morgen i New York, interviewede jeg Johannes Fibiger om, hvordan han som seminarielærer i mange år begejstret har brugt Janne Tellers bog i undervisningen, men at han længe havde haft en følelse af behov for at give et værdigt svar på den eksistentielle udfordring, som Tellers bog giver.

Et par timer efter interviewet har Janne Teller fået tændt sin computer i New York, og jeg får svar på min mail. Gyldendals prisvindende forfatter meddeler mig kort, at hun er chokeret over det, hun finder for enden af mit link til Gyldendals hjemmeside. Det viser sig, at hun for flere måneder siden var blevet orienteret om, at hendes eget forlag ville udgive en bog, der var inspireret af hendes. Men hun var ikke bekendt med, at der var tale om deciderede omskrivninger. Blandt andet af den vel mest centrale passage i hendes bog. Hun ønsker ikke at kommentere, men meddeler, at hun selv vil kontakte forlaget og høre, hvad der sker.

Den efterfølgende dag ringer jeg til Gyldendals børne- og ungdomsredaktion, hvor Johannes Fibigers redaktør, Kaya Hoff, sidder, for at høre, hvorfor man ikke fandt det nødvendigt at fortælle Janne Teller om omskrivningen.

Jeg bliver stillet om til afdelingen og beder om at få lov at tale med Kaya Hoff. En venlig dame siger: Ja, lige et øjeblik, men vender kort efter tilbage og spørger forsigtigt, om det var Information, jeg var fra, og hvad det drejede sig om. Jeg fortæller hende mit ærinde, og hun meddeler, at, ja, lige netop angående den 'sag', skulle jeg tale med Johannes Riis. Jeg får altså ikke lov at tale med Johannes Fibigers redaktør, men sendes straks videre til forlagets litterære direktør.

Det er ikke usædvanligt, at det kun er Johannes Riis, der udtaler sig, når der er tale om en 'sag', så jeg ringer til Johannes Riis. Men han vil ikke kommentere. Ud over at være litterær direktør har Johannes Riis selv en række forfattere, han er redaktør for. Én af de forfattere er Janne Teller. Jeg undrer mig over, at han ikke vil udtale sig, når jeg nu er blevet sendt videre til ham af hans eget personale. Men han meddeler, at han heller ikke var orienteret om, at hans forlag var i færd med at udgive en ungdomsroman, der indeholdt omskrivninger af en bog skrevet af en forfatter, han personligt er redaktør for. Han vil ikke kommentere.

Og så var den væk

Da jeg dagen efter går ind på Gyldendals hjemmeside, er den omskrevne passage fjernet fra presseomtalen af Fibigers bog.

Mens jeg arbejder på at få nogen til at kommentere kommunikationen mellem forlaget og Janne Teller, skriver jeg mit interview med Johannes Fibiger om hans bog færdigt. Klokken 15.30 fredag eftermiddag sender jeg en mail med det færdigskrevne interview til Johannes Fibiger til orientering. Kl. 16.05 modtager jeg en mail fra hans redaktør, Kaya Hoff, der nu pludselig gerne vil kommentere. Flere dage efter min oprindelige henvendelse skriver hun, at hun har været ophængt af møder, og at jeg derfor får svar på min henvendelse pr. mail.

Hun skriver: »Vi har besluttet at udskyde udgivelsen af Alt ,og så vil vi sammen med forfatteren, Johannes Fibiger, gennemgå bogen en ekstra gang og vurdere, hvilke ændringer der skal foretages.«

Mandag er hele presseomtalen af Johannes Fibigers bog, som der ligger et færdigtrykt eksemplar af på mit skrivebord, fjernet fra Gyldendals hjemmeside inklusive listen over kommende bøger.

Jeg ringer til Kaya Hoff for at få en uddybning, men hun ønsker ikke at kommentere yderligere. Johannes Fibiger ønsker heller ikke at kommentere. Det gør Janne Tellers agent Lars Ringhof, der varetager forfatterens interesser og ophavsret, heller ikke, men han afviser, at han og Janne Teller skulle have foretaget sig andet end at spørge interesseret til, hvad der sker inde på forlaget.

Og det var en historie om, hvordan et forlag kunne have sagt alt, men valgte at sige intet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer