Læsetid 7 min.

Den fotogene krig

Krig og konflikt bliver i aviser ofte visualiseret ved hjælp af smukke og velkomponerede fotografier. Æstetik skal få modtageren til at reflektere over situationen. Men ofte kammer jagten på æstetik over, så essensen af fortællingen træder i baggrunden til fordel for komposition og perfektion
Mads Nissens billede af den sårede Hassan på et hospital i Libyen.

Mads Nissens billede af den sårede Hassan på et hospital i Libyen.

Mads Nissen. AFP Photo
18. august 2011

Hussein Saleh Hassan ligger på et offentligt hospital i byen Tobruk i Libyen. Den 52-årige oprører blev skudt i hovedet af Gaddafis støtter, da han og andre modstandere af styret stormede den lokale politistation. Mads Nissen er fotojournalist, og i foråret var han på reportage i Libyen for sin avis, Berlingske.

En bloddråbe er på vej ned ad Hassans ansigt, da han ligger i en hospitalsseng med forbinding om hovedet.

»Jeg kunne se, at bloddråben langsomt var på vej ned ad hans pande, så gik jeg lidt væk og holdt øje med ham. Da jeg kunne se, at den trillede ned til lige under øjet, gik jeg tæt på ham og tog billedet,« forklarer Mads Nissen om det ikoniske fotografis tilblivelse.

I æstetiseringen af krig, hvor fotograferne symbolsk åbner for fordybelse, er de smukke fotografier samtidig med til at fjerne opmærksomheden fra den konkrete fortælling, som de egentlig burde formidle videre. Det virker nogle gange, som om fotograferne har for lidt tid til fordybelse, så de derfor også tyer til æstetiske greb for at 'sælge' historien til læserne.

Det mener Mette Mortensen, der er adjunkt på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet og forsker i krigsfremstilling i medierne.

»Billeder fra krig og konflikt ligner i dag ofte hinanden i deres udtryk, og så kan man spørge, om de egentlig siger særlig meget om den enkelte konflikt, eller om det snarere bliver til mere almene fortællinger om krigens nød og lidelse?« siger Mette Mortensen.

Mads Nissen mener, at jagten på det smukke foto kan tage så meget overhånd, at det bliver utroværdigt; at der i krigsfotografiet i dag kun er få klik mellem en fuldtræffer og et fejlskud.

»Det kammer over, hvis du kigger på et billede af krig og tænker, 'det er et smukt billede' som det første. Så har du helt klart et kommunikationsproblem som fotograf. Problemet er ikke, at du fortæller en historie godt. Problemet opstår i det øjeblik, du fortæller den på en så lækker måde, at det overskygger selve fortællingen og mennesket i den; at fotografen står i vejen for billedet, og det, synes jeg, er et udpræget problem i dag,« siger Mads Nissen, der ud over Libyen har fotograferet væbnede konflikter i Afghanistan, Somalia, Colombia, og som for Newsweek gik undercover i de tibetanske områder af Kina og dokumenterede Tibeturolighederne i foråret 2008.

Priser og prestige

Mette Sandbye, der er kunstkritiker og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, mener ligesom Mads Nissen, at der ikke er noget forkert i æstetik, så længe æstetikken ikke står i vejen for fortællingen.

»Faren er, at det kun bliver et flot billede,« siger hun. »Krig er et godt motiv, det er fotogent og dramatisk og handler om store følelser; og om liv og død, hvor de æstetiske greb bestemt spiller en vigtig rolle i formidlingen,« siger Mette Sandbye og peger på, at fotokonkurrencerne også kan spille en rolle, når der skydes reportager fra konfliktområder.

Danske pressefotografer har siden slut 90'erne med navne som Joachim Ladefoged, Jan Grarup og Nicolai Fuglsig hørt til blandt de bedste i verden. Danskerne er i dag ofte med på podiet, når verdens mest prestigefulde internationale fotokonkurrence, World Press Photo, uddeles. Mads Nissen vandt tidligere i år en trejdeplads i kategorien 'Daily Life'. Men oftest er det krigs- og konfliktfotografier, der vinder de største priser.

»De danske fotografer markerede sig for alvor op gennem 90'erne, hvor de vandt priser. Måske blev de også for gode i den forstand, at priserne blev et kick for fotograferne i stedet for selve problematikken,« siger Mette Sandbye.

Får os til at forstå

Men æstetik skal også være med til at få modtageren til at fordøje den store fortælling og de følelser, der er på spil, i krig og konflikt.

»Det er vigtigt, at man som fotograf i en konfliktzone gør sit ypperste for at fortælle en historie på interessant og tankevækkende vis. Der fungerer æstetik som en slags sukker på noget information, som ellers er svært at fordøje, hvilket krig nu engang er,« siger Mads Nissen.

Det er langt fra noget nyt, at krigsfotografiet tager en nærmest ikonisk form. Det har det gjort siden midten af 1800-tallet, hvor den britiske fotograf Roger Fenton lavede den første krigsreportage i fotohistorien fra Krimkrigen i 1855. Ungarsk-amerikanske Robert Capa skød det mest ikoniske billede fra Den Spanske Borgerkrig i 1937: Det viser en soldat, der nærmest fastfrosset i faldet falder død om efter at være blevet skudt. Vietnamkrigens berømteste billede blev taget af Nick Ut i 1972 af den dengang niårige pige Kim Phuc, der nøgen og forbrændt løber ned ad hovedvej 1 efter et napalmangreb.

Mette Sandbye mener også, at det er i orden, at fotografierne trækker på de kunstneriske virkemidler, fordi æstetikken i udpræget grad er med til at få os til at forstå: »Vi har brug for de her ikoniske øjeblikke til at fortætte og åbne op for en følelsesmæssig reaktion. Først når det sker, kommer den rationelle erkendelse med og det er et vigtigt element i skildringen af krig og konflikt, så vi som modtagere kan forstå, reflektere og absorbere hændelserne,« siger hun.

Et aktuelt eksempel på, at æstetikken er vigtig for forståelsen, er uroen, der hærger Syrien i dag. Styret er så lukket og kontrolleret, at så godt som ingen fotografer eller journalister har adgang til diktaturet. Derfor ser vi kun billeder derfra af usædvanlig dårlig kvalitet, der som oftest er taget med mobilkameraer. De har ikke andet end en dokumentarisk værdi.

»De billeder, vi ser fra Syrien lige nu, er ikke andet end en registrering af det, der sker. Der er næsten ingen fortælling i dem og det gør dem mindre nærværende. Det er lettere at lade være med at forholde sig til konflikten, fordi billederne derfra er så dårlige og grumsede,« siger Mads Nissen.

Fotografier som propaganda

Et andet demokratisk problem for fotografiet er, at det ofte er militæret, der styrer, hvad det er for fortællinger, der kommer ud til læserne. Regeringer bruger i dag i stigende grad krigsfotografier til at retfærdiggøre de mange penge, de bruger på at være i krig, siger Mette Sandbye og forklarer, at medierne i USA hverken må vise kister eller ofre, hvis det står til militæret.

I dag er mange fotografer og journalister i høj grad 'embedded', hvilket betyder, at man skal akkrediteres og ikke bare kan rejse rundt på egen hånd.

»Det er et problem, at pressen i høj grad bliver styret af militæret rundt omkring. Men oftest er det ikke sikkert at rejse rundt på egen hånd i konfliktzoner,« siger Mette Sandbye.

I Afghanistan der er mange embeddede fotografer, der vader rundt og tager de samme billeder, så de til sidst nærmest bliver så desperate, at de begynder at tage billeder med deres mobiltelefoner i bestræbelserne på at skabe et anderledes udtryk, forklarer Mads Nissen.

»Problemet er, at der er mange fotografer, der ikke formår at perspektivere deres historie, de dokumenterer det bare, men formår ikke at putte det ekstra lag ind, der fortolker det, sætter det i kontekst og gør det nærværende,« siger han.

Gør sig ikke engang umage

Den største udfordring for pressefotografiet er, at aviserne ikke er det primære nyhedsmedie og reelt ikke har været det siden før Vietnamkrigen, da fjernsynet kom til og dokumenterede konflikten, mener Mette Mortensen. Fordi vi i dag bliver bombarderet med dokumentaristiske billeder i den elektroniske nyhedsstrøm, stiller det endnu større krav til fortællingen og æstetikken i pressefotografiet anno 2011.

»Af alle de billeder, vi har set fra krigen i Irak, husker vi bedst billederne af tortur fra Abu Ghraib-fængslet, som ikke er taget af professionelle, men af amatører. Når fotojournalistikken ikke længere er først, så stilles der pludselig nogle helt andre krav. Som fag har det skullet omdefinere sig selv og se på, hvad det så har af styrker,« siger Mette Mortensen, der peger på refleksion som et element, der netop opnås ved at tænke æstetik ind i fortællingen.

»Når man netop ikke er først med nyhederne, så er det en anden form for dækning af krig og konflikt, man skal tænke i. Snarere end at dokumentere det umiddelbare kan fotojournalistikken åbne et rum for eftertanke og fordybelse,« siger hun.

Mads Nissen mener, at selv om der er nogle fotografer, der går lidt for meget op i æstetisering, så synes han, at det er værre med de professionelle fotografer, der bare ureflekteret dokumenterer og registrerer i stedet for at fortælle historien, så den bliver visuelt appetitlig.

»Jeg ser desværre meget af den slags i dag, hvor fotografen ikke engang gør sig umage hverken med det æstetiske, det fortællemæssige eller for at komme ind under huden på de mennesker, der fotograferes. Resultatet bliver uempatiske samlebåndsbilleder fra alvorlige konflikter. Det er den slags fotografi, der for alvor svigter sin opgave,« siger Mads Nissen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Pagter
Søren Pagter

Interessant artikel.
Begrebet embeddede krigsfotografer er dog ikke nyt. Roger Fenton, verdens første krigsfotograf, var udsendt af det britiske kongehus for at give briterne et positivt billede af Krim-krigen.
Robert Capa, som også bliver nævnt i artiklen, sejlede med de allierede soldater på d-dagen, spillede kort og drak med dem. Han anså sig selv som en del af holdet. De havde en fælles fjende.
Fotojournalister har altid været afhængige af militæret, når krige skulle dækkes. Ligesom journalister i øvrigt er.
Den æstetiske diskussion opstår ofte omkring fotojournalistik. For hvordan kan vi skildre problemstillinger fotografisk, når fotografiet har et iboende behov for skønhed, komposition og æstetik? Svaret er, som det også fremgår af artiklen, nærværet med personerne på billederne. Når deres historie fortælles i ord og billeder skaber det identifikation hos modtagerne.
Vh.
Søren Pagter
Leder af Fotojournalistuddannelsen

Brugerbillede for Gissi Gadekat
Gissi Gadekat

MIn personlige holdning, når det kommer til afstemning er, at stemme ude fra parties handlinger og ikke deres drømme ønsker.

Brugerbillede for David Buchmann
David Buchmann

Tak for en fin og relevant artikel!
Det er et interessant problem, da disse billeder er så vigtige, netop fordi de kan få fat i folks opmærksomhed og engagement i fx en konflikt eller katastrofe.
Jeg mener personligt at et godt journalistisk billede både kan være æstetisk og ramme tilskueren, på samme måde som en journalist fx. bruger malende sprog til at formulere og beskrive de aktuelle og forfærdelige hændelser i østafrika. Sebastiao Salgado blev blandt andet kendt på smukke billeder af lignende katastrofer og med alt respekt for de dygtige fotografer (Mads Nissen er efter min mening én af de bedste!) mener jeg at ansvaret bør ligge hos aviserne, -det er dem der skal fange borgeren. At WPP hylder æstetikken i et forfærdeligt øjeblik er nok absurt, men det er en foto konkurrence med vægt på de fotografiske kvaliteter. Aviserne skal informerer og ramme læseren i nuet, og det er derfor, efter min mening, avisens ansvar at bruge billeder der informerer og stræber efter et minimum af manipulation af læseren (hvor umuligt dette end må være). Hvor vigtigt billeder med dybde og empati end må være (-meget vigtigt!) synes jeg ikke at børn der sulter skal fremstilles visuelt appetitteligt, så er det jo, som Nissen selv siger netop det smukke i billedet der dominerer. Altså: al respekt til fotografer der kan ramme alle krigens facetter, selv dem der kan fremstå smukke, men avisenerne må ikke lade det pæne komme foran realiteterne, hvor fristende det end må være.