Læsetid: 2 min.

Fransk for øvede

Frankofile kunstkendere vil elske frankofile Julian Barnes' essays, 'Som jeg ser det', om billedkunst, men andre bør ikke starte her
Frankofile kunstkendere vil elske frankofile Julian Barnes' essays, 'Som jeg ser det', om billedkunst, men andre bør ikke starte her
19. august 2011

Julian Barnes' kærlighed til Frankrig har smittet af på næsten alt af, hvad den britiske forfatter har skrevet fra romangennembruddet Flauberts papegøje(1987) til essaysamlingen Something to Declare(2002), hvori han runder blandt andet Tour de France, kogekunst og litteratur.

Sidstnævnte titel har vi ikke fået på dansk, for essays slet ikke oversatte er der som bekendt ikke meget salg i. De få forlag, der tør udgive den slags, er som regel de mindre og personligt engagerede af slagsen, og et af dem er netop Barnes' danske forlag, Tiderne Skifter.

Oven i købet har de selv fået den idé at samle 12 af forfatterens essays om moderne billedkunst, som nu i Claus Bechs gode oversættelse og suppleret med et forord af Barnes er udsendt under titlen Som jeg ser det.

Også heri er kærligheden til Frankrig drivkraften, og deles den ikke med Barnes, giver bogen ingen mening. For det første, fordi historien om, hvordan kunsten »bevægede sig væk fra realismen og frem mod modernismen«, som forfatteren selv udtrykker det, nok ikke vedkommer alle.

For det andet, fordi Barnes sjældent åbner historien også selv om de omtalte værker heldigvis er afbilledet men derimod tager for givet, at læseren har Vuillards Nabi-fase præsent og på forhånd kender til Bonnards berømte beskedenhed eller det »forvirrede forhold mellem Magrittes mors selvmord og drukning«.

Var Degas kvindehader?

Frankofile kunstkendere vil naturligvis elske den slags referencer, men mon ikke at også de vil savne en angivelse af anledningen til, at Barnes skriver om Manet, Braque, Magritte, Delacroix og de andre store modernister? Som oftest men vist ikke altid er springbrættet en udstilling, men hvornår fandt den sted, hvorfor og hvor har teksten været bragt? I essayet om Degas, nævnes »Richard Kendalls udstilling«, og den distraherende gætteleg et sådant navns opdukken medfører, kunne have været forhindret med blot en lille kursiveret indledning hvis ellers det er kuratoren, der her er tale om!

Det ved dem, som bogen henvender sig til måske, men under alle omstændigheder vil de helt sikkert nyde Barnes' sprudlende vid og på én gang skarpe og underfundige pen, når han diskuterer og analyserer blandt andet det irriterende i de kryptiske titler på Magrittes værker, hvorvidt Degas var fuld af had til kvinder og motivationen bag Manets tre versioner af Henrettelsen af Maximilian.

Det synes også for denne skribent, der er mere interesseret i Julian Barnes end i Frankrig at være de helt rigtige steder, forfatteren slår ned i sine nuancerede spekulationer om, hvad der har inspireret de 12 store kunstnere, og, når han er bidsk, hvorfor den udbredte opfattelse indimellem er helt til grin.

Som jeg ser deter således endt som en begavet og begejstret hyldest til fransk åndsliv og den modernistiske billedkunst, og som en bog, der udelukkende henvender sig til læsere, der deler Barnes' interesse for sagen.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer