Gensyn med en gammel djævel

Ken Russell støtter sig til sin stok ud for strandpromenaderestauranten i Barton on Sea på den britiske sydkyst, mens hans fjerde kone parkerer bilen.

»Tak fordi du genkendte mig,« siger han, da jeg hilser på ham.

Det ville være svært at undgå. Russell er iført sandaler med bare tæer, der stikker ud; røde bukser, der er trukket så langt op over taljen, at de næsten når brystvorterne, og en stribet skjorte. Hans store rødblomstrende ansigt krones af en manke af pjusket gråt hår.

84-årige Ken Russel ligner Kong Lear i sidste akt. For blot to uger siden fik han et slagtilfælde, og dette er kun hans anden udgang fra hospitalet. Efter at have hilst på mig misser han ufravendt mod et punkt i det fjerne, som for at undgå at konversere, indtil Lisi Tribble, den fjerde kone, dukker op og hjælper ham med at sjokke over til det bord, vi har bestilt. De andre restaurantgæster smugkigger på den sære procession. Tribble bærer samme stjerne- og stribebesatte tryllekunstnerkappe, som Russell for nylig havde på i en film om Aleister Crowley okkultisten med tilnavnet 'Det Store Udyr'. Hun er et målbevidst, optimistisk og snakkesaligt vedhæng til dette sårede dyr. Fotografen og jeg følger efter som ydmyge kirketjenere.

Anledningen til mødet er, at Russells mest berygtede film, Djævlene, sensationelt skal vises i en sjælden uklippet version ved Londons East End-filmfestival. Her kan biografgængere goutere filmens såkaldte 'voldtægt af Kristus'-scene, hvor franske 1600-tals-ursulinernonner ses skænde en statue af Jesus under et sexorgie for slet ikke at tale om den sekvens, hvor søster Jeanne (Vanessa Redgrave) masturberer med en forkullet knogle fra en brændt præst spillet af Oliver Reed. Flere andre sekvenser fra filmen holdt datidens censorer i ånde. The Devilsfik den enestående skæbne at opnå Sølvbåndet, de italienske filmkritikeres pris, som bedste udenlandske film i 1972 og samtidig være forbudt i hele Italien.

Da Russell har bestilt en flaske sauvignon blanc, spørger jeg, hvad han bedst husker fra indspilningen af The Devils for 40 år siden.

»Intet,« svarer han.

»Min korttidshukommelse er væk.«

»Men derfor behøver du ikke have langsigtet hukommelsestab,« indvender Tribble fornuftigt.

Du må da kunne huske dengang, du slog Evening Standard-kritikeren Alexander Walker med et sammenrullet eksemplar af hans avis, fordi han havde kaldt The Devils' for 'uhyrligt uanstændig'?

»Jeg ville ønske, det havde været en jernstang,« siger han.

»Han tænker normalt grusomme tanker om sine kritikere,« siger Tribble.

»Jeg tænkte ham ihjel,« bryder Russel ind.

Kongen som transvestit

Russells film var en versionering af Aldous Huxleys roman fra 1952, Djævlene fra Loudon (der bygger på virkelige begivenheder), samt John Whitings opfølgende teaterstykke fra 1960, The Devils. De var alle inspireret af et berygtet tilfælde af formodet dæmonisk besættelse i 1600-tallets Frankrig, hvor en karismatisk katolsk præst, Urbain Grandier, anklages for at forhekse nonner. Anklagen var opdigtet af kardinal Richelieu som et påskud for at smadre en protestantisk højborg.

Russell tager sig endnu flere friheder med dette materiale end Huxley. Hvorfor skildre kongen som en homoseksuel transvestit, der skyder protestanter udklædt som fugle i sin kongelige park for sjov?

»Fordi det er præcis sådan, jeg ser ham,« siger Russell.

I filmens mange Monty Python-agtige øjeblikke udmærker især Oliver Reed sig som præsten Grandier i en præstation, som på én gang er erotisk ladet og intenst selvbehersket.

»Reed udstrålede et fantastisk intenst nærvær,« siger Russell.

»Han var den smukkeste mand på Jorden,« siger Tribble.

»Og i mange film var han dit alter ego,« siger hun til sin mand. »Han havde samme tætte, muskuløse brystkasse.«

Russell, der straks er med på den, skyder demonstrativt sit bryst frem.

Russell fortæller, at han blev inspireret af en bestemt sætning i Huxleys bog.

»Søster Jeannes eksorcisme svarede til voldtægt på et offentligt toilet,« står der.

Derfor udfolder filmen en vision af Loudon som en uberørt by i hvide sten og med et kloster beklædt i hvide fliser. Russell minder om filmens afsluttende billede:

»Pigen går op ad bakken af knuste sten.«

Pigen (Grandiers enke) går hen over Louduns ruiner og ind i et landskab, hvor det eneste, der møder øjet, er pæle med hjul fastgjort foroven, hvorpå lig af protestanter drejer rundt i vinden.

»Polanski siges at være blevet inspireret af den scene til sin afslutningssekvens i Pianisten,« siger Tribble.

Russell antyder så, at Djævlene er en religiøs film, der drager inspiration fra hans egen katolske tro.

»Den handler om en nedbrydning af de religiøse principper. Og om en synder, som bliver helgen,« siger han.

Passende nok for en synder, som blev helgen, måtte Russell selv klippe sin film for at sikre, at den overhovedet slap gennem censuren. Ud røg voldtægten af Kristus. Al kønsbehåring måtte også væk for at imødekomme den amerikanske censor. Og dog var der masser af pubeshår, da Oliver Reed og Alan Bates, begge nøgne, gik til den i brydekampen i Når kvinder elsker? Hvordan kunne det så være et problem i The Devils?

»Det var mænds pubeshår, ikke kvinders,« siger Tribble.

Forsinket forløsning

Tribble og Russell mødtes i Charlotte, North Carolina, i begyndelsen af 1970'erne. Han kom til byen i anledning af en premiere for hans 1972-film Livets galskab (Savage Messias), og hun sad ved billetlugen. Hun elskede allerede hans værker. Hvorfor?

»Fordi han er i stand til at koncentrere så megen energi og sandhed i sine udtryk for følelsesmæssig smerte.«

Russell inviterede hende til at medvirke i sin film fra 1975, Lisztomania (Fed musik og sex på drengen), men hendes mor tillod det ikke. Et kvart århundred og tre koner senere giftede han sig med hende.

»Han har altid brug for smukke kvinder,« siger hun.

»Har du ikke, min søde?«

Russell nikker og blinker derpå til mig. Den gamle djævel.

»Se bare, hvor mange af hans film, der handler om en plaget mand, der reddes af en kvinde.«

Russell fortæller, at han tilbragte en stor del af sine teenageår i biografen med sin mor for at komme væk fra sin brutale far men med en lille drengs typiske foragt for hendes valg af romantiske film.

»Jeg plejede at sige til hende, når vi kom til biografen: 'Nu handler det ikke om kærlighed, vel mor?' 'Nej, nej, Ken' Men det gjorde det altid alligevel,« siger han sørgmodigt.

Nogle gange gik han også alene i biografen.

»En mand befamlede mine ben, da jeg så Pinocchio,« husker han.

»Jeg så Secret of the Lochalene. Det så ud til, at de havde brugt en plukket kylling som søslange. Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Jeg løb ud af biografen.«

Russell er udmattet og kan kun akkurat overtales til at posere for fotografen. Vi står på terrassen med dens udsigt til lystbåde på et sølvblåt hav med Isle of Wight i baggrunden. Dette er Hampshire. Tribble pakker sin mand ind i sin Aleister Crowley-kåbe. Russell læner sig til sin stok som en teosofisk Fred Astaire.

Vi tager afsked. Jeg siger til Russell, at jeg håber på, at han er rask nok til at deltage i visningen af den uklippede version af Djævlene.

»Jeg aner ikke, hvad han taler om,« siger han til Tribble.

Hun går ud for at hente bilen og køre ham tilbage til hospitalet. Mente han det alvorligt, eller var han bare vrissen? Lad os håbe på det sidste. Hellere have Ken Russell som en gammel djævel end som en skygge af sig selv.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen