Læsetid: 3 min.

Glamourøs kriseterapi i Venedig

Filmfestivalen i Venedig gør oprør mod de undergangsmetaforer, der længe har præget mediedækningen af den prestigefyldte begivenhed. Hjælpen kommer fra et stort opbud af stjerneinstruktører, der vender krisen til en fordel ved at droppe storproduktioner og rette fokus mod psykologiske dramaer og nære relationer
I går var det tid til at gøre de sidste forberedelser op til den 68. filmfestival i Venedig.

I går var det tid til at gøre de sidste forberedelser op til den 68. filmfestival i Venedig.

Alessandro Bianchi

31. august 2011

VENEDIG - Venedig er ved at gå under, hvis man skal tro dommedagsprofeterne, fordi fundamentet under byen rådner, og beboerne flytter til billigere boliger på det italienske fastland. Samtidig er dét at sammenligne den tidligere magtfulde bystats undergang med filmfestivalens ditto blevet en skamredet kliché. Heldigvis. Det kunne også være blevet en realitet.

I en årrække lignede la Mostra Internazionale di Cinema di Venezia, som den hedder på italiensk, nemlig en festival, hvis økonomiske problemer voksede i takt med, at filmstjernerne svigtede Venedigs Lido til fordel for konkurrenten i Toronto. Og i takt med, at den økonomiske krise gjorde filmmarkedet til et fjendtligt territorium for de mere kunstnerisk orienterede festivalfilm.

Det er imidlertid ikke kun festivalen, der har kæmpet for sit liv. Også dens kunstneriske leder siden 2004, Marco Müller, har været under pres for at overlade ledelsen til nye kræfter, og det har formentlig også haft en ikke uvæsentlig indflydelse på årets hovedfelt, der i Variety er blevet beskrevet som intet mindre end imponerende. Ikke mindst takket være opbuddet af stjerneinstruktører. Et opbud, Müller selv har præsenteret med beskrivelsen: »Det ultimative drømmeprogram for en filmfestival.« Og man er tilbøjelig til at give ham ret.

Stjerneinstruktører

Konkurrencen om årets Guldløve åbnes i dag af George Clooney, en trofast ven af festivalen. Hans fjerde film som instruktør, The Ides of March, er et politisk drama om magten i Washington, hvis titel refererer til mordet på Julius Cæsar, og som Clooney selv og Ryan Gosling spiller hovedrollerne i. Derpå følger verdenspremieren på Roman Polanskis kammerspilslignende drama, Carnage, over et skuespil af Yasmina Reza med Kate Winslet, Jodie Foster og Christoph Waltz. Næste i rækken er David Cronenbergs film om Freud og Jung med Viggo Mortensen, Michael Fassbender og Keira Knightley.

Også Abel Ferrara vender tilbage med 4:44 Last Day on Earth, der præsenteres som et studie i menneskelig adfærd, da apokalypsen rammer, og som har Willem Dafoe i hovedrollen. En anden amerikansk auteur, William Friedkin, har drejet Killer Joe, et opgør mellem en mor og en søn, iscenesat som en thriller om en ung mand, der bestiller et mord på sin mor for at få udbetalt en forsikringssum.

At amerikanske independent-instruktører gradvist har overtaget asiaternes frontposition på filmfestivalen i Venedig understreges desuden af premieren på Texas Killing Fields, en Texas-kritisk thriller baseret på virkelige begivenheder, af Ami Canaan Mann, Michael Manns datter.

Konstruktiv kriseterapi

At et af de største navne på festivalen, David Cronenberg, har kastet sig over det psykologiske drama virker symptomatisk for en festival, hvor hovedparten af de konkurrerende film har vendt de stort anlagte filmproduktioner ryggen.

Franske Philippe Garells Un été brûlant er et kærlighedsdrama mellem to kunstnere. Israelske Hahithalfut, på engelsk The Exchange, er en eksperimenterende film om en mands forhold til identitet og tingsliggørelse. Græske Yorgos Lathimos' Alpis, på engelsk Alps, omhandler mennesker, der har gjort det til en forretning at udgive sig for afdøde for at give deres pårørende en illusion om et sidste møde.

Endnu en amerikansk auteur, Todd Solonz, der forrige år var aktuel på festivalen med Life During Wartime og primært er kendt for Happiness, har ligeledes lavet en kærlighedsfilm, Dark Horse, om en mand med et granvoksent Peter Pan-syndrom. Imens det japanske bidrag Himizu af Sion Sono er et melodrama om en 14-årig drengs livtag med en mor, der konstant svigter ham.

Tendensen er tilsyneladende, at filmskaberne har haft held med at fokusere deres talenter på psykologiske studier af karakterer og nære relationer. Under alle omstændigheder ligner den 68. Mostra Internazionale di Cinema di Venezia en filmfestival, der kommet ud på den anden side efter vellykket kriseterapi. Og skulle man være i tvivl, er de tilbagevendende stjerner et næsten sikkert tegn.

Uden for hovedkonkurrencen præsenterer Madonna sin instruktørdebut W.E. om Edward VII og Wallis Simpson. Steven Soderbergh inviterer til premiere på sin nye politiske thriller med Matt Damon og Gwyneth Paltrow. Og Al Pacino debuterer som instruktør med en filmatisering af Oscar Wildes Salome, Wilde Salome.

Uden de store Hollywood-navne, ingen internationale journalister, for de fleste af disse festivalverdenens ambassadører er freelancere, der lever af at sælge interview til alverdens medier.

Derfor er det endnu et udtryk for, at Marco Müller og hans festival er tilbage på toppen. Om det også gælder den kunstneriske kvalitet, vil de kommende 11 dage vise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer