Læsetid: 4 min.

Japans urealistiske drømmere

Ved Fukushima-katastrofen var japanerne både ofre og gerningsmænd, skriver en af nationens bedst kendte forfattere, Haruki Murakami, i denne pristale, som han holdt, da han for nylig modtog Catalunya International Prize 2011
Opfordring. Det japanske folks ånd kan blive stærkere og dybere i den overvindelses-proces, der følger med naturkatastrofer, mener forfatteren Haruki Marakami.

Opfordring. Det japanske folks ånd kan blive stærkere og dybere i den overvindelses-proces, der følger med naturkatastrofer, mener forfatteren Haruki Marakami.

Jordi Bedmar

19. august 2011

To år er gået, siden jeg sidst var i Barcelona. Dengang skrev jeg autografer og blev overrasket over mange læsere, der havde stillet sig i kø. Det tog halvanden time at skrive i alle bøger, da mange af mine kvindelige læsere også ville kysse mig. Det gik der en del tid med.

I dag må jeg tale om noget mere alvorligt end kys. 11. marts blev Japan ramt af et kæmpe jordskælv. Så kraftigt var det, at Jorden roterede en anelse hurtigere om sin akse, således at dagen blev 1,8 milliontedel sekund kortere.

Skaderne var store, men den tsunami, skælvet udløste, skabte større ravage. Kystboere kunne ikke nå at komme væk. 24.000 mistede livet, og 9.000 savnes stadig.

At leve med naturkatastrofer hører med til at være japaner. Fra sommer til efterår passerer tyfoner gennem nationen. Vi har talrige aktive vulkaner. Og mange jordskælv, selvfølgelig. Eksperterne forventer, at et jordskælv i størrelsesordenen 8 på richterskalaen vil ramme Tokyo inden for de næste 20-30 år. Det kan ske i morgen eller om et minut.

Alligevel lever 13 millioner mennesker 'almindelige' liv, tager overfyldte pendlertog på vej til kontoret og arbejder i skyskrabere.

Hvordan holder japanerne deres frygt i ave?

På japansk har vi ordet mujo (無常) - forgængelighed. Alt, som fødes ind i verden, vil forsvinde. Intet er evigt eller uforanderligt. Mujo stammer fra buddhismen, men har revet sig løs fra sin religiøse sammenhæng og ætset sig ind i japanernes sind. Det japanske folk finder positive udtryk for skønhed i resignation over dette uafvendelige vilkår. I naturen udtrykker vi rituel påskønnelse af forårets kirsebærtræer i blomst, sommerens ildfluer og efterårets røde blade. Hvorfor? Fordi kirsebærblomster, ildfluer og røde blade alle mister deres skønhed på uhyre kort tid.

Jeg ved ikke, om de mange naturkatastrofer har skabt denne mentalitet. Men den har gjort det lettere for os at overvinde dem. Måske har de voldsomme erfaringer af skrøbelighed også formet vores æstetik. Sådan har vi overlevet i vores lange historie. Derfor vil vi også denne gang overleve chokket. Ødelagte huse og veje kan genopbygges.

Vores etik og værdier 

Men der findes noget, som er sværere at genopbygge end huse og veje: etik og værdier. Er de først brudt ned, lader de sig vanskeligt genoprette. Her nytter maskiner, arbejdskraft og materialer intet.

Jeg taler om atomkraftværket Fukushima.

Tre ud af dette værks seks reaktorer er stadig ude af drift og lækker stråling. Højradioaktivt vand er ledt ud i det omgivende hav. Vinden fører strålingen til fjernere egne.

De, som byggede vore a-kraft-værker, forestillede sig ikke, at så voldsom en tsunami kunne ramme dem. Nogle påpegede, at regionen før har oplevet lignende tsunamier. Men som kommercielle foretagender ønskede disse selskaber ikke at investere massivt på at forberede sig på en tsunami, som måske først kommer om flere hundrede år.

Af en eller anden grund bliver japanere sjældent vrede. Vi er gode til at udvise tålmodighed, men elendige til at vise vrede. Denne gang er japanerne for alvor vrede blevet.

Men samtidig må vi også være kritiske over for os selv, fordi vi har tolereret og tilladt disse korrumperede systemer at eksistere. Denne tragedie kan ikke skilles fra vores etik og værdier.

Følgende ord er indgraveret på mindesmærket for atombombens ofre i Hiroshima: »Lad alle sjæle her hvile i fred, for vi vil ikke gentage det onde.«

I sandhed højtidelige ord, som anerkender, at vi på én gang var ofre og gerningsmænd. Sådan er det også med a-kraft. I den udstrækning den truer os, er vi alle ofre. Men da vi selv slap kraften løs og ikke kunne afholde os fra at bruge den, er vi også alle gerningsmænd. Vi, det japanske folk, banede selv vej for tragedien.

Vi kan gøre det igen

Elselskaberne insisterede på, at a-værker ville være et effektivt energiforsyningssystem. Japans regering stolede ikke på olieleverancerne, især ikke efter oliekrisen, og favnede a-kraft som national strategi. Elselskaberne bestak medierne til at indoktrinere det japanske folk med den illusion, at a-kraft var sikkert.

Før vi vidste af det, blev 30 procent af vores el leveret af a-kraft. Nu var der ingen vej tilbage. De, som tvivlede, blev spurgt: »Foretrækker I strømsvigt?«. At leve uden aircondition i en varm og fugtig japansk sommer er tortur. Følgelig blev de, som rejste tvivl om a-kraft, kaldt for 'urealistiske drømmere'. Katastrofen markerede sammenbruddet for myten om Japans teknologiske snilde vort folks store stolthed. Men denne forvrængede logik repræsenterer samtidig et nederlag for Japans eksisterende etik og værdier. Vi anklager nu elselskaberne og regeringen, hvilket er berettiget. Men vi må også rette anklagen imod os selv. Vi er både ofre og gerningsmænd. Det må vi se i øjnene, hvis vi ikke skal begå lignende fatale fejl.

»Lad alle sjæle hvile her i fred, for vi vil ikke gentage det onde.«

Vi, det japanske folk, skulle kategorisk have sagt nej til a-kraft. Vi skulle have arbejdet for at udvikle alternative energikilder ved at trække på det bedste fra al eksisterende viden og teknologi. Vi skulle have bevaret den aversion imod a-kraft, vi først blev indgivet med vore erfaringer med atomvåben.

Som jeg nævnte, kan vi overvinde de skader, naturkatastrofer påfører os, uanset hvor frygtelige og kostbare de måtte være. Og undertiden kan vores ånd blive stærkere og dybere i overvindelsesprocessen. Det er eksperternes job at genopføre veje og bygninger, men en pligt for hver enkelt af os at genoprette vores beskadigede etik og værdier.

Vi, der lever af at formulere os, kan levere et positivt bidrag til denne omfattende nye mission. Vi må forbinde denne nye etik og værdier med ord og skabe nye pulserende historier, vi kan dele med hinanden. De vil få en rytme, der kan anspore andre mennesker på samme måde, som når landsbyboere synger, mens de sår frø.

Vi genopbyggede Japan, da det lå i ruiner efter krigen. Vi må nu vende tilbage til et lignende udgangspunkt og gøre det igen.

 

© Haruki Murakami og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu