Læsetid: 3 min.

Man kan ikke bare kopiere Dirch Passer

'Det er lidt som at lege med arvesølvet,' siger Nikolaj Lie Kaas om rollen som Danmarks mest folkekære komiker gennem tiderne i filmen 'Dirch'. Mandag havde den forpremiere i et stopfyldt Grand Teater i København, hvor filmholdet fortalte om filmens tilblivelse
'Det er lidt som at lege med arvesølvet,' siger Nikolaj Lie Kaas om rollen som Danmarks mest folkekære komiker gennem tiderne i filmen 'Dirch'. Mandag havde den  forpremiere i et stopfyldt Grand Teater  i København, hvor filmholdet fortalte om filmens tilblivelse
17. august 2011

Efter rulleteksterne, da musikken dør ud, snurrer et sidste billede på lærredet. Det er et sort-hvid billede og viser Nikolaj Lie Kaas, der sidder i favnen på en storgrinende Dirch Passer. Det er fra 1975.

36 år senere har de to taget endnu dybere favntag med hinanden. Nikolaj Lie Kaas skulle have Dirch Passer helt ind under huden i rollen som den elskede komiker. Revystjernen, der på scenen kunne holde publikum fanget fra første sekund, men som uden for havde besvær nok med bare at holde sammen på sig selv.

»Det er en rolle, der fortjener, at man gør absolut alt, hvad man kan,« siger Nikolaj Lie Kaas.

Han og resten af holdet bag filmen har taget plads i træstole foran lærredet i Grand Teatrets stemningsfulde biografsal, mens publikum sidder bekvemt i de klassiske røde, bløde veloursæder.

Det er mandag aften, stemningen er afslappet, lattermild og varm. Klapsalverne hænger stadig i luften, men bliver nu afløst af iver efter at diskutere filmen.

»Når jeg ser et sjovt klip med Dirch, er han fuldstændig gasblå i hovedet og sveder som en græker, fordi han har givet den gas den sidste halve time. Derfor kunne jeg ikke bare tage et par armbøjninger og så hoppe ind i klippet,« siger Nikolaj Lie Kaas.

»Det ville være amputeret. Man ville ikke kunne fornemme stemningen. Men vi skulle kunne tømmerflåde-sketchen fuldstændig.«

Romantik blandt venner

En ting var den fysiske del, når Nikolaj Lie Kaas skulle imitere Dirch Passers mimik og komik, der høstede sine grin blandt publikum på Stig Lommers farverige ABC-scene på Frederiksberg Allé. En anden side var den Dirch, som sad og hang på værtshuset bedøvet af alkohol, den Dirch, som mistede sin bedste ven og makker, Kjeld Petersen, og den Dirch, som gennemlevede to skilsmisser og en lang række af forliste forhold.

»Jeg ved alting og ingenting om manden,« siger Nikolaj Lie Kaas. »Men det er en del af magien«.

Han uddyber:

»Han var hele Danmarks Dirch, men måske på bekostning af sig selv.«

Den side var sværere at finde frem til som skuespiller, fortæller Lie Kaas:

»Hvem var Dirch Passer egentlig, når han ikke optrådte? Var han et menneske, der gav udtryk for sine følelser over for omverdenen? Hvordan talte Dirch på et værtshus?«

Da Nikolaj Lie Kaas ikke har haft mulighed for at tage på værtshus med Dirch Passer, har han forhørt sig hos Judy Gringer. Hun kendte Dirch Passer og var med på scenen og var med på turene. Dem i byen, og dem, der gik op og ned.

Venskabet mellem Kjeld Petersen og Dirch Passer er filmens omdrejningspunkt. »Det, som virkelig fangede mig, var den lille historie. Venskabet mellem Kjeld og Dirch. Det var her, vi ledte for at finde det bedste portræt. Vi ville holde fast i nærværet og kærligheden, selv om det lyder banalt,« siger Nikolaj Lie Kaas.

Lars Ranthe, der spiller Kjeld Petersen, tager tråden op.

»Det gjaldt om at finde mennesket bag de klip, vi kender. Vi øvede os på de kendte sketcher, til vi kendte dem ud og ind, og til at vi følte, vi kunne skimte igennem dem. Vi måtte finde ind til tonen af, hvordan de lød som mennesker.«

Det er tydeligt, at noget af den gnist, de ønskede at skabe mellem Kjeld og Dirch i filmen, er smittet af på Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas' forhold i virkeligheden. De blinker til hinanden, mundhugges lystigt og laver grimasser til salens begejstring. Lars Ranthe lader, som om han falder i søvn og snorker ned i mikrofonen. De medgiver, at der er tale om en slags dansk bromance. Romantik på venskabsplan i portrætteringen af de to folkekære komikere.

»Det er lidt som at lege med arvesølvet,« siger Nikolaj Lie Kaas.

»Man vil helst ikke smadre det, men det er en del af vores allesammens identitet. Ligesom landsholdet og Grand Prix. Man tager det meget nært. Okay, måske ikke landsholdet,« tilføjer Nikolaj Lie Kaas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu