Læsetid: 8 min.

'Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalende'

Handlingen kunne stamme fra en trivialroman, og hendes nye bog er nærmest pornografisk. Velkommen til den nye Kirsten Hammann, stadig rigtig meget hammannsk
Kirsten Hammanns bog, 'Se på mig', udkommer senere i denne måned, og forfatteren er godt klar over, at den nye roman, som hun kalder en kærlighedskomedie, kan få trofaste læsere til at stejle. Men hun mener, at det må være i orden at gå videre og lave noget andet, end det hun plejer — og som læserne forventer.

Kirsten Hammanns bog, 'Se på mig', udkommer senere i denne måned, og forfatteren er godt klar over, at den nye roman, som hun kalder en kærlighedskomedie, kan få trofaste læsere til at stejle. Men hun mener, at det må være i orden at gå videre og lave noget andet, end det hun plejer — og som læserne forventer.

Sofie Amalie Klougart

12. august 2011

Der bor uden tvivl en lille djævel i Kirsten Hammann.

Når man sidder over for hende lige i det sekund, hvor interviewet skal begynde, er det svært ikke at tænke på hendes forskellige hovedpersoner. Tænke på Vera Winkelvir, på Mette og Julie fra hendes nye roman. Er det de samme tanker, der kværner i hovedet på Hammann som i hovedet på hendes personer? Er hun selv også alt for meget og ligesom sine romanpersoner? Er det derfor, intervieweren nu sidder over for hende for at få udredt forholdet? Fordi han er nysgerrig? Fordi han vil vide, hvad der foregår inde i forfatteren Kirsten Hammanns hjerne?

»Det er det evige med mine personer, at jeg holder forfærdeligt meget af dem, men også at jeg gør dem værre, end de er, hænger dem ud. Der er mange, der bliver forfærdelig irriteret over mine personer. Især på Mette fra Fra smørhullet. Jeg kan ikke lade være med også at gøre mine personer utiltalende, for det er jeg også selv, og dem jeg kender. Der er ikke nogen, der ikke har en pinlig eller grim side. Det er en virus i mig, jeg vil have alt med, krænge det hele ud.«

Der bor altså en lille djævel i Kirsten Hammann. Hun tager imod den sidste sommerdag i sin lejlighed i Frederiksstaden, hvor de fleste af hendes romaner udspiller sig. Iført kort mørk nederdel og trøje uden ærmer. En smuk sort kæde smykker hendes hals. Selvbevidst og køn er hun.

Hun er lige vendt hjem fra Aarhus, fordi hun har fået renoveret lejligheden, som stadig står pakket sammen i kasser. Vi placeres i køkkenet med udsigt over den grønne gård, ved det bord, hvor hun skriver alle sine historier. Det er også her, hun sidder hver morgen fra kl. halv ni og et par timer frem. Længere tid kan hun ikke skrive ad gangen.

Hun er med sin nye bog afgjort på vej et nyt sted hen, men hun er ikke meget for at indrømme, at renovering af lejlighed på nogen måde skulle hænge sammen med en ny fase af livet. At hun skulle forberede sig på at indtage efteråret som den nye Kirsten Hammann, der skriver til et bredere publikum. Lettere og med mere handling.

»Jeg trængte til noget lettere. Jeg var efter den tematisk ret tunge seneste bog, En dråbe i havet, meget sulten efter mere historie. Det startede med, at jeg bare skulle have det sjovt og let og tænkte: Nu skriver jeg en amerikansk komedie, som ikke skal handle om noget som helst.«

Den nye roman, Se på mig, er tæt på at være triviallitteratur, men uden at være det. Dertil er den stadig alt for hammansk. Bogen handler om Julie på 35 år, der troede, hun skulle giftes og have børn med sit livs kærlighed, Casper, men en dag er han pludselig rejst til Indien og kommer måske ikke tilbage til hende. Og bogen handler ligeledes om den jævnaldrende Sune, der troede, han skulle blive en kendt forfatter, men er endt med fuldtidsarbejde på en tankstation. Julie lejer et værelse ud, mens hun venter på livstegn fra Casper.

Sune siger sit job op og lejer værelset hos Julie for at skrive den roman, der skal sikre ham det eftertragtede gennembrud. Julie og Sune, som på hver deres måde gerne vil ses, have opmærksomhed og have nærhed med et andet menneske, føres sammen i Julies lejlighed. Og så behøver man vist ikke sige så meget mere om handlingen, andet end at der er nogle biologiske ure, der tikker hos de to hovedpersoner, og at der som følge heraf nødvendigvis må ske noget fysisk.

»Der er meget fysik i den bog, de to er drevet af deres kroppe. Det er ikke nyt for mig at skrive meget om kroppen. Jeg bliver ved med at insistere på, at vi er nogle aber og pattedyr, der skal civiliseres om morgenen. Det gælder specielt dér i midten af 30'erne, hvor man ikke har fået nogle ting på plads. Det handler om sex og forplantning, og Julie går sindssygt meget op i forplantning.«

Det pornografiske

Der er også noget andet i den nye roman, som ikke har været der før. I hvert fald ikke i det omfang og med den grad af detaljer. Og det er sex. Bogen er fuld af sex. Det er ikke bare det, at hovedpersonerne har sex, men sexscenerne er beskrevet så direkte og ligefremt, at det tenderer det pornografiske.

»Ja, jeg synes, det er et meget interessant emne. Det startede i den forrige roman, hvor der var et par sexscener. Men det er blevet meget mere i den nye. Det faldt fuldstændigt naturligt. Jeg beskriver jo, hvad personerne går og laver. Alt skulle med, også hvor meget de spilder deres tid. De sover, spiser, arbejder og har sex. De er 35 år og må samtidig undvære en hel masse.«

Det var ikke svært for Hammann at skrive om sex. Det kom lige så stille.

»Det var meget underholdende. Jeg havde det sjovt med at skrive det, og så kan I læse det, men jeg går altså ikke ud og læser op af de afsnit fra bogen,« udbryder hun bestemt. Og tilføjer grinende: »Bogen kommer nok heller ikke ud at stå på skolebibliotekerne!«

I virkeligheden var det den norske forfatter Trude Marsteins bog Intet at fortryde,der satte hende i gang.

»Den bog handler hele tiden om sex. Det var ligesom at holde én i hånden, det falder så naturligt i hendes bog. Jeg synes også, det er en del af menneskers liv, som det var vigtig at få med.«

I virkeligheden går der ret lang tid og en del hundrede sider, inden hovedpersonerne har sex. Forinden er det bare fantasier og onani. På den måde driller Kirsten Hammann læseren ved hele tiden at forskyde det forventede kulminationspunkt.

»Jeg havde ikke planlagt, at bogen skulle være så lang, men Julie og Sune blev ved med at tale, nærme sig hinanden langsomt, og på et tidspunkt begynder der så også at komme sex. Jeg kan ikke styre det, de tager de skridt, de tager. Jeg havde ikke planlagt, at de på et tidspunkt skulle have en masse sex med hinanden, men det gav sig bare. Jeg blev fuldstændig bidt af, hvordan sådan nogle personer kommer til at leve af sig selv. Det er ligesom at lege med dukker, de gør deres egne ting. De snakker og snakker, og jeg tænkte: Kom nu op i tempo! Og så begyndte de altså også at have sex. I am sorry.Ja, der går enorm lang tid, men jeg vidste bare, at vi kommer ikke videre med historien, før de har været i seng med hinanden. Og så skulle de pludselig have enorm meget sex med hinanden, før jeg igen kunne komme videre.«

Kirsten Hammanns mandlige hovedperson, Sune, er skildret med lige så stor indlevelse, hvad angår seksualiteten som Julie. Men har det ikke været svært at skulle leve sig ind i andet køns seksualitet, at beskrive en mands fantasier og begær?

»Jeg har kendt mange mænd, så hører man jo meget. Det har rimelig meget hold i virkeligheden. Måske er det en smule klichépræget og præget af, hvad kvinder tror, at mænd tænker på, men på den anden side har mine mandlige læsere ikke løftet et øjenbryn og sagt, at det ikke var troværdigt.«

Kærlighedskomedien

Kirsten Hammann er godt klar over, at hun med sin nye bog vil få nogle af sine tidligere trofaste læsere til at stejle, men hun er forberedt på kritikken.

»Der er altid en risiko for, at der er nogle der synes, jeg har bevæget mig for langt i en bestemt retning, og som bare vil have, at det skal blive ved med at være på en bestemt måde. Sproget i min nye roman er ikke helt så fortættet, som det plejer at være, og det kan godt være, det generer nogle. Før gjorde jeg meget ud af at undersøge sproget, male med sproget, beskrive tilstande, folks liv, men man arbejder sig også gennem nogle metoder. Nu har jeg lov til at gå videre og lave noget andet, skrive plot, fordi jeg er sikker på, at det ikke bliver dårligere af det.«

Hun kalder selv sin roman en kærlighedskomedie. Og hun er heller ikke ked af at afsløre, at hun holder meget af romantiske komedier på film.

»Når jeg virkelig bare skal slappe af, så skal jeg se sådan en When Harry met Sally-film. De må ikke være for platte og skal være godt skruet sammen. Det er rent slik for mig. Flere af mine personer kunne komme fra en af de film, men jeg sætter bremsen i, behandler dem sprogligt og gør dem dybere. Det var også derfor, jeg turde kaste mig ud i et lad os lege amerikansk komedie-projekt, fordi der ikke er nogen fare for, at jeg ville falde i og bare komme til at skrive en og bare blive flad.«

Tilbage i 1990'erne gik Kirsten Hammann på Filmskolens manuskriptlinje, fordi hun håbede at kunne skifte hest indimellem og tjene nogle penge. Hun fuldførte, men tog ikke afgangseksamen. Det var ud fra den samme forestilling om at skrive på en anden måde. Men det var ikke noget for hende.

»Jeg vil skrive skønlitterært. Jeg vil bestemme, selv sætte reglerne, og det kan du ikke inden for den verden.«

Inspirationen

Som sagt har Hammann en forkærlighed for romantiske komedier. Øvrigt stof henter hun fra, hvad hun opsnapper omkring sig, i bussen, fra dårligt tv og ugeblade. Eksempelvis har Julie i den nye bog en indre monolog om, at hun skal sørge for at smile og få mindst én orgasme om dagen. Det er vigtigt for at bevare gløden og holde sig stram til hendes elskede er hjemme igen. Ligesom hun refererer en sexolog, der hævder at kunne se på en kvinde, om hun har haft orgasme inden for det seneste døgn. Det er noget med et spil i øjnene eller måden, man bevæger sig på, som det lyder i bogen.

»Det har jeg set på Kanal 4.«

- Skriver du sådan en episode ned?

»Jeg husker den bare. De havde en sexolog inde, der skulle udpege hvilke kvinder, der havde fået orgasme inden for det seneste døgn. Det tror jeg så ikke på. Men jeg henter masser af stof fra dameblade og tv, som jeg bare kommer i tanke om, når jeg skriver,« siger hun prompte, men tilføjer så: »Artiklen om at huske at smile hentede jeg forresten ud af et blad engang, men det var for min egen skyld og egentlig ikke til en bog.«

Kirsten Hammann er ikke i gang med en ny bog nu. Alt er ryddet og brugt. Men det rører hende faktisk ikke.

»Jeg er for første gang i mit liv ikke bange for, at jeg ikke kan skrive mere. Det er en optur for mig, jeg synes, jeg har så mange muligheder. Jeg glæder mig mere end nogensinde før. Jeg har set, at jeg kan være professionel. Den rette historie skal nok komme, når bare jeg sætter mig ned. Jeg er slet ikke vant til den tillid til mig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

"Nærmest pornografisk".
Det er meget interessant. I halvtredserne og tresserne fik Henry Millers "Sexus" og Agnar Mykle: "Sangen om den røde rubin" med deres meget udførligt skildrede elskovsscener dom for ikke at være pornografiske.
Her læser vi så, at Hammanns skildringer af det samme "nærmer sig" det pornografiske.
Det kan se ud, som om pornografisk her er synonymt med realistisk.
Eller skal det forstås sådan, at hvis en forfatter skriver, at to seksuelt vildt optændte mennesker "hæmningsløst hengiver sig til hinanden", så er det ikke pornografi; men hvis hun detaljeret skriver, HVAD det præcis er, de gør med hinanden og hinandens i en sådan situation, så er det pornografi?
Det ser ud, som om vi har at gøre med den gamle opdeling i åndeligt og legemligt. For ingen vil kalde en nok så detaljeret udpenslet skildring af de elskendes følelser for hinanden for pornografisk. Men gøres det samme for kroppenes aktivitets vedkommende, så er det.
Det er svært med definitioner. Men interessant.

Søren Kristensen

I modsætning til Sune og Kirsten Hammann har jeg altid vidst at jeg aldrig bliver til noget og det er sådan set lidt ærgerligt, når man har talent. Nej, spøg til side. Det lader til at Kirsten Hammann har kastet et par af de ingridienser bort, som jeg godt kunne lide ved hendes tidligere bøger: det knappe sprog, fraværet af sex og den overkommelige længde. Men pyt, for bogen er sikkert ikke møntet på mig alligevel (50+) og hvis der alligeve skulle være et Hammanns vandmærke et eller andet sted kan det jo være den kommer på film, på et eller andet tidspunkt, når historier om parforhold får en rivival, for det gør de jo altid.

Brian Pietersen

'Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalende'

Du har snart et helt Europa at tage af, ren realisme.