Kendte formidler klassisk opstigningshistorie

Vi har set Villy Søvndal købe ind i træsko og langtidsstege en lammekølle med kameraerne rullende i 4-Stjerners Middag og Grethe Sønck fjumre sig igennem Gæt og Grimasser. Men nu er det ikke nok at se dem skeje ud, nu vil vi se de kendte dygtiggøre sig. Og den tradition, som TV 2 indledte med Vild med dans, samler DR i den kommende uge op på.

Den 10. september tager DR kendisgenren en ny retning med programmet Maestro, hvor Sofie Lassen-Kahlke i et miskmask af lav- og finkultur sammen med fem andre deltagere skal konkurrere om, hvem der er bedst til at dirigere et symfoniorkester. Når de kendte igennem hårdt slid arbejder sig til dygtighed, får seerne nemlig det gode protestantiske budskab om hårdt arbejde tilsat lidt glitter og glamour i primetime: »Denne slags programmer er udviklingsprogrammer. Typiske vesterlandske fortællinger, om hvordan man arbejder sig op gennem rækkerne med sved og slid. Vi vidner i virkeligheden en klassisk opstigningshistorie i et setup med overflod af glamour. Samtidig får vi tilsat den mulighed, at de i konkurrenceprogrammet kan falde på halen og fejle for åben skærm,« siger professor Anne Jerslev, der forsker i populærkultur på tv på Københavns Universitet. Den anden kendissatsning på DR i denne måned er programmet Skjulte stjerner, hvor kendisser skal opdage ukendte sangtalenter. Programmet skal munde ud i duetter mellem de kendte og de ukendte.

Der er ikke noget nyt i at lade kendte mennesker lalle rundt og dumme sig på tv. Siden 1983 har de danske seere kunne følge Kai Løvring, Grethe Sønck, Erling Bundgaard og alle de andre rødder i Gæt og Grimasser og Fup og fakta. Siden dengang er koncepterne godt nok blevet multipliceret, men den grundlæggende idé er den samme. Vi skal til 4-Stjerners Middag, Til middag hos, se X Factor, Vild med dans, Hit med sangen, Fangerne på fortet, Showtime, Toppen af poppen, Stjernerne på slottet og All Stars for at drømme os væk. Og det kommer især til udtryk i programmer, hvor kendte mennesker gennemgår en kamp for at opnå en færdighed, som DR's Maestro.

Prinsessedrøm og skidt og kanel

»I eksempelvis Vild med dans kan seeren drømme sig ind i en prinsesseverden med dans og flotte kjoler. Det, der er særligt for Vild med Dans og andre programmer, hvor kendte skal dygtiggøre sig, er, at man får et indblik backstage. Gennem blikket i træningsrummet, kan vi seere konstatere, at deltagerne tager kampen om at nå målet seriøst, og vi føler os derfor også taget seriøst,« siger Anne Jerslev og understreger, at kendisprogrammerne er sejlivede, fordi de giver seerne mulighed for at skabe en identitet i forhold til, hvad vi mener om deltagerne: »Stil og smag er enormt vigtigt i et moderne samfund. Vi lever i en stilkultur, og dels kan man som seer smagsdømme i et program som X Factor med de kendte dommere vi kan også markere os i modsætning til programmerne. Det er jo meget let at hade kendisprogrammer, og dermed har det stilværdi, selv for dem, der distancerer sig fra dem,« siger Anne Jerslev.

Sociolog Christine Feldthaus har selv deltaget i adskillige programmer på tv, deriblandt Kender du typen på DR1, der i forrige uge lå nummer et på listen over mest sete programmer med en genudsendelse fra 2006. Hun mener , at Danmark ikke når sit mætningspunkt lige foreløbigt. For, som hun siger det, kendiscentrifugen snurrer gladeligt videre:

»I dag behøver vi ikke at tage til takke med Gæt og Grimmasser, som man hurtigt kan blive træt af. I dag skal der mange forskellige kendisser til at lukke munden på os, når vi er i 40'erne, kan vi se Vild med dans, og når vi er teenagere, kan vi se Paradise Hotel, der udklækker morgendagens kendisser. Men den konstante forøgelse fra realityshowscenen bliver der flere og flere pladser at fylde til Til middag hos og 4-Stjerners Middag,« siger Christine Feldthaus.

Det billede kommer også til udtryk i den trykte medieverden. I en undersøgelse fra 2008 slog to forskere fast, at antallet af artikler, der handler om kendte mennesker er tredoblet siden 1999. Kirsten Sparre var en af forskerne bag undersøgelsen, og hun mener programmet Maestro er et godt eksempel på, hvordan alle medier har taget tendensen til sig: »Det er en generel medieudvikling, og det er en del af tiden, at vi spejler os i kendte mennesker. Den brede kendisjournalistik handler oftest om de kendtes liv og alle dets hverdagsbanaliteter, men det lader til, at DR prøver at få det op på et andet niveau kulturelt set. Her vil man bruge de kendte som en katalysator for at bringe noget finere kultur i primetime. Det kan jo faktisk være, at man med de kendte kan skabe mere interesse om klassisk musik,« siger Kirsten Sparre.

DR iklæder det flot tøj

Ifølge tv-connosaisse Ane Cortzen, der er vært på programmet TV!TV!TV!, der anmelder dansk tv, er der stor forskel på kvaliteten af kendisprogrammerne, der ofte over en kam bliver dømt fladpandet. Hun mener generelt, at programmer, hvor de kendte skal tillære sig en evne, har mere at byde på:

»Det er meget nemt at skære det over en kam. Men jeg synes eksempelvis, at programmet Vild med dans fungerer rigtig godt, fordi man kan fornemme, at deltagerne forandrer sig under forløbet og bliver hårdt presset. Så fungerer det på et fundamentalt plan, hvor man bliver interesseret i deres kamp. Derimod kan madprogrammerne, hvor kendte i projektørlys skal hygge på kommando virke forstillede og unaturlige,« siger Ane Cortzen. Hvordan Maestro kommer til at fungere, er hun ikke sikker på, men det er en ny sammensætning inden for kendistv: »Det er en modig konstellation at tage noget der traditionelt er meget elitært og sætte det sammen med noget meget folkeligt.«

Dog mener Christine Feldthaus, at programmet Maestro kan have en snært af kejserens nye klæder, og at DR's satsninger måske mest af alt bærer præg af desperation:

»Hvis man spørger de højkulturelle i bunkeren derude i Ørestaden, skal der nok være nogen, der hellere ville være fri men hvis ikke du vinder seerne, så har du ikke længere nogen berettigelse. På DR har man skrevet under på en public service-aftale, men man kan jo ikke sidde og se til, mens alle andre kanaler stjæler seerne på sladder og kendis-tv, og derfor forsøger DR sig nu med denne her fisefornemme udgave, der udadtil adskiller sig bare lidt fra 'rejs og knep'-koncepterne, som DR ifølge egen selvforståelse er for fine til.«