Læsetid: 5 min.

KGB's helte og den omvendte verden

Vi er vant til spionfilm, hvor kommunisterne er de onde – men også østblokken havde sine hemmelige agenthelte på film, og skurkene var naturligvis englændere og amerikanere
I det glitrende melodrama 'Skvorets i Lira' (Stæren og lyren, red.) fra 1974 skildres Sovjetunionen som en vordende fredsstifter blandt nationer, der er under belejring af en hemmelig klike af vestlige kapitalister kendt som Gudernes Råd.

I det glitrende melodrama 'Skvorets i Lira' (Stæren og lyren, red.) fra 1974 skildres Sovjetunionen som en vordende fredsstifter blandt nationer, der er under belejring af en hemmelig klike af vestlige kapitalister kendt som Gudernes Råd.

Fra filmen

25. august 2011

En hemmelig agent deltager i en fest i en elegant lejlighed. Smukke unge mennesker klædt i tidens hippe mode nipper til Martinis eller kissemisser i hjørnerne. En spion glider pludselig ind i et baglokale og går i gang med at bryde ind i et pengeskab. Det hele ligner en scene fra en James Bond-film. Med én væsentlig forskel: Dette er det kommunistiske Ungarn, og heltene er, hvad vestlige politiske beslutningstagere under Den Kolde Krig ville have kaldt 'dem' snarere end 'os'. Filmen er Fotó Háber, en elegant spionthriller, hvis handling er henlagt til Budapest i 1963. Og som mange andre af de film, der blev indspillet på den anden side af det hedengangne jerntæppe, blæser den det dystre blygrå billede, vi har af livet østblokken i stumper og stykker.

At Fotó Háber nu pludselig dukker op fra glemslens gemmer, skyldes The Celluloid Curtain, en spionfilmfestival hos Riverside Studios i London, der markerer 50-året for opførelsen af Berlinmuren. Og vel er epokens vestlige film seværdige. Men det sande scoop ligger i at have fremskaffet de langt sjældnere film fra Warszawapagt-landene, frem for alt Rumænien, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen, Østtyskland og Sovjetunionen.

Under Den Kolde Krig udviklede spionfilmgenren sig til en besættelse på begge sider af skillelinjen og med de samme gennemgående temaer på hver sin side af jerntæppet: Den Kolde Krigs hemmeligheder og intriger; den futuristiske rumalder-stil; de uanede nye muligheder i den fremspirende højteknologi og de endnu mere spændende muligheder i den seksuelle revolution.

Alle forudfattede meninger om, at Sovjet-blokken var et stramtandet sted fuld af sure bønder i tørklæder, der stod i kø for at købe rådne majroer, kan man godt pakke væk ved mødet med disse film. I stedet skildrer de en verden, der på samme måde som James Bond-universet er fuld af vilde aspirationer: Også disse film byder på hurtige biler, skarpe jakkesæt, stærke drinks og en tilsyneladende endeløs forsyning af unge kvinder med højt opsat hår og tung eyeliner, der hele tiden smider tøjet.

En knaldende lussing

I begyndelsen af Smyk, et tjekkoslovakisk drama fra 1960, ser man en tjekkisk agent i det glitrende Vestberlin lange en stripper fra Prag en knaldende lussing i en scene i en bar. Dette slag, forklarer han, »får du i navnet på de tusindvis af dine landsmænd, som arbejder for friheden i deres land, mens du opfører dig som en prostitueret!« Han nævner så, at der for resten også findes andre måder, hvorpå hun kunne tjene sine penge. For eksempel spionage«. Men stripperen skyder igen med denne replik: »Jeg tror, det vil være mere ærligt, hvis jeg bliver ved med at opføre mig som en prostitueret.«

1960'erne, hvor de fleste af disse film blev lavet, var en spionagens guldalder. I virkeligheden som i fiktionens verden. Nok havde krigsteknologien gjort fremskridt i alarmerende hurtigt tempo, men kommunikationsteknologien haltede endnu bagefter.

Et bluffnummer

Op igennem 1950'erne hældte både amerikanerne og russerne enorme ressourcer i det nukleare våbenkapløb. Den sovjetiske premierminister Nikita Khrusjtjov hævdede fejlagtigt at Sovjetunionens produktionsapparat var i stand til at udspy interkontinentale ballistiske missiler så hurtigt, som var de pølser fra en maskine. Forfærdet over dette udsagn satte amerikanerne sig omgående for at matche den prætenderede præstation. Netop det forhold, at Khrusjtjov kunne slippe af sted med et sådant bluffnummer, viser, at strømmen af informationer mellem øst og vest havde afgørende betydning, hvorfor det blev så afgørende for regeringerne at kontrollere denne. Det yderligere forhold, at den amerikanske efterretningstjeneste udmærket vidste, at han bluffede, men alligevel lod offentligheden og en stor del af regeringen forblive i troen på en 'missilkløft', bekræfter dette.

I en så farlig verden, hvor oplysninger flød så langsomt, fik spioner på jorden enorm betydning. Det samme gjorde naturligvis de kontraspionageagenter, hvis opgave var at modarbejde dem. Dette spion versus spion-tema er centralt i den polske thriller Spotkanie ze Szpiegiem (Rendezvous med en spion, 1964). En mystisk vest-allieret agent, iklædt eksotisk nålestribet jakkesæt, ternet skjorte og flad kasket, lander med faldskærm i en polsk skov. Hans mission: at indsamle oplysninger om missilbaseanlæg ved Østersøkysten. Han bliver imidlertid omgående kigget ud af den allestedsnærværende, hi-tech-udstyrede polske militære efterretningstjeneste, og tre smukke kontraspionageagenter indsættes for at lokke ham i en fælde. Der følger en tempofyldt katten efter musen-leg, hvor de tre heltinder benytter alle de mest moderne overvågningsteknikker til at få ram på spionen og hans netværk uden at afsløre sig selv. Der er sågar en finale med indlagt biljagt, og når den ikke helt lever op til adrenalinsuset i Goldfinger, skyldes det måske, at forfølgerbilen ikke er en Aston Martin, men en simpel Skoda.

Ikke alle er tunge

I Skvorets i Lira (Stæren og lyren, red.), et glitrende melodrama fra Sovjetunionen i 1974, skildres Sovjetunionen som en vordende fredsstifter blandt nationer, der er under belejring af en hemmelig klike af vestlige kapitalister, kendt som Gudernes Råd. »Fred med kommunister er absurd,« siger et rådsmedlem, der er klædt på klassisk kapitalistisk klichévis i kjole og hvidt. »For at starte en krig må vi først skabe et anti-kommunistisk Europa.«

Gumpetunge konspirationsteorier om det militærindustrielle kompleks veksler i filmens med lejlighedsvis sukkersød romantik, men budskabet er skarpt nok: Den kapitalistiske propaganda fra vest vil rive Østeuropa væk fra sin naturlige allierede, Sovjetunionen. I bakspejlet synes filmen for kitschet til at udgøre en trussel imod andet end den gode smag, men den giver alligevel et pudsigt indblik i, hvordan Sovjetunionen så sig selv.

Ikke alle sovjetblokfilm var så tunge i det. I den rumænske Sa Furat O Bomba (En bombe blev stjålet, 1961) møder vi en mand, der under blomsterplukning kommer i besiddelse af en taske indeholdende en stjålet atombombe. I den gakkede farce, der følger, bliver han uafvidende genstand for en kamp mellem luskede gangstere og skumle soldater gjort lidt mindre skumle ved deres lavbudgetuniformer med blikspande på hovedet. Her er der både formationsdans, udklædningskomedie, en romance med en smuk sporvognskonduktør og lagkagekast.

Kommunister eller kapitalist en lagkage i ansigtet er på en eller anden måde universel. Forskellen mellem 'dem' og 'os' var nok ikke helt så stor, som begge sider troede.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

For et lille halvt år siden var der fokus på de sovjetiske ”western” film, og nu spionfilmene. Det er en god tendens, fordi sovjetisk kultur, er ligeså europæisk som vores egen, og det er virkeligt dumt, at afsnøre os selv fra den rigdom i: film, musik, digtning, teater, ballet, litteratur, sang som den sovjetiske kulturskat rummer.

de fleste biograffilm og tv-serier i vesten 1950-1980, var næppe heller forventet at blive tage så(!)
alvorligt som socialrealisme, og især næppe som dokumentarisme,

og nogle ddr-film, og sovjet-film
vel næppe heller.

rygterne om at:

communister eller (smug)communister,

og altså næppe astrologer, allerede nu

år 1968, og frem, har infilteret og kuppet

det meste af alverdens:

sex-industrier, film-industrier, teater-industrier,

it-industrier,

er formodentlig lidt overdrevne, desværre

p.t. offentliggøres der i øvrigt ikke forholdsvist så

meget optimistisk sci-fi, science-fiktion eller fantasy

som i tredserne eller halvfjerdserne, selv om især

communister har gode årsager til optimisme;

især fordi captalismen,

kan nemlig næppe holde længe nu

formodentlig skyldes de mange meldinger i 1980’erne og 1990’erne om at de fleste kommunister gav op,
at de kommunister blev forvekslede med astrologerne.

film, også porno, de s.k. naturfilm, pornofilm, kan vel bruges som undervisningsmaterialer til at få dialektisk materialisme til at fylde mere og mere og væsentligere, også så godt som overalt i det offentlige rum, det fælles rum

Mange af østfilmene fra den kolde krig minder en del om Erik Ballings film. De er meget visuelle, og selv uden at forstå dialogen, kan de være både charmerende og morsomme. Den nævnte Sa Furat O Bomba fungerer nærmest som en stumfilm, og kan ses på nettet.

For øvrigt en fin påmindelse om at meget af Den Kolde Krig var et dobbelt bluffnummer. Sovjets første interkontinentale missil var umuligt at holde startklart i længere tid, og dermed ubrugeligt - men USA var selv interesseret i at deres befolkning troede på truslen.

Den samme bevidste fejlinformering lyser ud af de nutidige WikiLeaks ambassade-telegrammer, hvor vi alle fortsat lader som om, at oplysningerne ikke var velkendte i de arabiske regeringer. Det blir først et problem for regeringerne, når også befolkningerne ved, at de bliver holdt for nar.