Læsetid: 4 min.

Klein var Danmarks største legebarn

Jesper Klein forsvarede nørdens verdensfjernhed og nysgerrighed med sine sårbare rollefortolkninger af troskyldige mænd
Jesper Klein forsvarede nørdens verdensfjernhed og nysgerrighed med sine sårbare rollefortolkninger af troskyldige mænd
24. august 2011

Så lukkede Klyden sit elskede næb for sidste gang Jesper Klein døde mandag aften, 66 år gammel. Han har set svag ud længe. Alligevel er han smilende dukket op til striben af teaterpremierer, tydeligvis med en insisterende lyst til at følge med. Han kæmpede mod en cancer og tabte ligesom hustruen, skuespilleren Lykke Nielsen, der døde for fem år siden, men som nåede at blive en vigtig frontfigur i kampen mod kræften, fordi hun så modigt talte om sygdommen.

Siden fortalte Jesper Klein igen og igen om sit savn af sin personlige lykke. Men altid med et mildt smil. For netop mildheden har været en af de forunderligste egenskaber hos denne multikunstner, der både har boltret sig som barpianist, som skuespiller, som instruktør og som forfatter.

Jesper Klein pirkede til den troskyldige glæde. Han insisterede på naivitetens ret og uskyldens våben. Ukueligt skabte han roller, der troede på det gode i mennesket og som afviste vold og krig som nogen mulighed; han var da også formand for Kunstnere for Fred de sidste otte år. I et skønt klip fra Kaptajn Klydes Flimmercirkus sammen med Jess Ingerslev og Tom McEwan i trioen Klyderne står han tålmodigt og fyrer op i en kanon. Men da skuddet så fyres af, bliver han selv så forskrækket, at han løber væk med hænderne for ørerne og benene i chokdans: Jesper Klein var kun en klejn soldat.

For Jesper Klein lignede ingen anden i dansk showbiz. Hans blege gummiansigt og Tintin-øjne kunne antage de mest vanvittige former; han kunne både vippe med ørerne og flytte næsetippen på samme tid. Og hans spinkle krop med den lille topmave kunne se mere distræt ud end nogen andens.

Egentlig fik han typecastet sig selv som nørd, længe inden det udtryk overhovedet kom frem. Han forsvarede den verdensfjerne mand med den uaggressive passion. Han forstod den autistiske trang til at fordybe sig i detaljer og trangen til at undgå den effektivitetsfikserede, virkelige verden.

Hans rolle som rigsarkivaren Bertramsen i julekalenderen Pyrus er et lykkeligt og anakronistisk portræt af en forsker, der lever for sine arkivalier. Han ved aldrig, hvad han skal stille op med den barmfagre sekretær, og det føles kolossalt trygt for ungerne og ovenud komisk for de voksne.

Typecastede sig selv

Som komiker var Jesper Klein med i den legendariske lattersucces Svend, Knud og Valdemar på Riddersalen i 1970. Men det var ikke mindst hans indsats på tv og på film, der gjorde ham elsket af både børn og voksne. Hædersbevisninger fik han også, ikke mindst en Bodil-pris for bedste mandlige hovedrolle i Balladen om Carl-Henning i 1969 og senere en Robert-pris for bedste mandlige hovedrolle i Skønheden og Udyret i 1984.

Filmkritikeren Morten Piil har i en sjældent uforbeholden ros kaldt Carl-Henning-figuren for »en af dansk films uforglemmelige skikkelser«. Egentlig kom Carl-Henning-skikkelsen til at følge Jesper Klein livet igennem drengen, der aldrig blev voksen som alle andre. Samtidig gav hans egen typecasting ham frirum til at skabe både teaterroller og tv-stunt, der netop legede på barnets præmisser. Ikke alene var han instruktør på den legendariske opsætning af Folk og Røvere i Kardemommeby på Bellevue Teatret. Men han skabte også tv, der udsprang af barnets ubesværede logik.

Mogens Vemmer, den tidligere programchef for Børne- og Ungdomsafdelingen i Danmarks Radio, sagde i går til TV 2 News:

»I virkeligheden var han med til at opfinde tv. Han kunne alle de tricks, der overhovedet fandtes, fordi han var så belæst og samtidig fantasifuld.«

Og jo. Jesper Klein var såmænd også cand.phil. i teaterhistorie fra 1964.

Som far, så søn

Måske derfor gik det mindre fantastisk for ham som teaterdirektør, trods sæsoner som direktør på Lorry fra 1979 og igen i 1983 sammen med Per Pallesen. Til gengæld fik han senere også udfoldet sine evner som forfatter med mere end 25 bøger. Hans stemme genkendes desuden i dag af de fleste danskere, for han har lagt stemme til tegnefilm fra Bennys Badekar til Jungledyret og til julekalendere fra Vinterbyøster til Nissernes Ø.

Hans søn, Sebastian Klein, har arvet hans oprigtige nysgerrighed. Hvis Klein Senior var en klyde, så er Klein Junior en Doktor Pjuskebusk af ædleste nørdebyrd. Rørende har det været at opleve far og søn sammen i tv-programmer begge lidenskabeligt drevet af en trang til at undersøge og forklare verden for hinanden og for seerne: Naturvidenskabeligt korrekte og kunstnerisk følsomme i mest charmerende performerblanding.

På Facebook begyndte folk i går spontant at skrive deres hilsner til Jesper Klein. Disse sorgmuntre linjer er endnu et bevis på mandens folkelige gennemslagskraft. Men også på den følsomhed, som han selv i så høj en grad eksponerede og den følsomhed, som han fremkaldte hos sine tilskuere. For hvad skal man gøre, når man savner?

Så hjælper det at tænke tilbage på glimt fra en af barndommens frizoner på tv. Tilbage til dengang en lille mand med rare, små øjne helt alvorligt viste, at han kunne vippe med ørerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Hvor god Jesper Klein var, ser man bedst i Balladen om Carl Henning, der efter min mening er Danmarks bedste film, takket være netop Jesper Klein. Genser man den, forstår man også, at Jesper Klein på en måde var for stort et talent til Pyrusgenren, hvilket igen beviser Kristen Poulsgaards ord om, at Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet. Desværre et både klogt og dybt udsagn.

Jesper Klein var en god mand for freden, altid rede til at lade sit navn og sine evner bruge til en fornuftig sag. Og så naturligvis en fabelagtig komiker og skuespiller. Han fik flot ros af Erhard Jacobsen, der i en dundertale mod Klein i Radiorådet undrede sig: Hvem var dog alle de andre deltagere i Kleis satiriske radioprogrammer mon? Øh, de var jo også Klein!

På det tidspunkt, hvor Monty Python skulle i gang sidst i 60erne, samarbejdede BBC og DR en del. BBC havde set Peberkværnen og nogle lignende ting fra Kleins side, og bad derfor den unge skuespiller om at komme til England, hvor han var med til at forberede Monty Pythons første show - har jeg hørt :).