Læsetid: 3 min.

Knausgård: Breivik er uden for det menneskelige

Den norske bestsellerforfatter Karl Ove Knausgård har været sommervært i svensk radio. Her forsøgte han at forstå den katastrofe, der ramte alle nordmænd med bombeattentatet og massakren på Utøya
19. august 2011

Karl Ove Knausgård holdt foredrag på Testrup Højskole, da bomben sprang i Oslos regeringskvarter, fortæller han indledningsvist, da han gæster svensk radio som sommervært. Han talte om forholdet mellem virkelighed og litteratur og diskuterede med reference til sit eget kæmpeværk, Min kamp, hvorfor man ikke kunne fremstille den skinbarlige virkelighed litterært. Bagefter, mens han ventede på taxaen, sad han og betragtede billederne af det bombede regeringskvarter i Oslo på tv, men de lignede det utal af ødelæggelsesbilleder, han havde set på hele sit liv. De blev ikke til virkelighed.

Som næsten alle gik Knausgård ud fra, at det var al-Qaedas værk. Og det var først, da han så massakren på Utøya, det gik op for ham, at der her ikke var tale om fremmede terrorister, men om en blond 'etnisk norsk' mand.

Fjenden er os selv

Karl Ove Knausgårds diskussion af, hvad virkelighed er, har pludselig fået en helt anden realitet.

»Virkelighed er det, vi kan tage og føle på. Der findes ingen menneskehed, kun mennesker, de nærmeste, kone, børn, dem man møder i sin hverdag, dem, hvor man kan se lyset i øjnene.«

»Når man ser en anden i øjnene, ser man ikke et menneske, man ser dette menneske med et navn, en familie, en verden. Dette menneske er en verden.«

Han ser tv: Statsminister Jens Stoltenberg med det norske flag i baggrunden.

Havde det nu været al-Qaeda, der stod bag, havde flaget som symbol været entydigt, men da angrebet kom fra Norge selv, var det pludselig ikke enkelt, det var ikke enten med os eller imod os, fjenden var ikke en fremmed, »fjenden var os selv«.

Men først dagen efter går katastrofens fulde omfang op for Karl Ove Knausgård »med pludselig og vild fortvivlelse. Alt forsvar mod verden forsvandt, 80 børn og unge dræbt, livet udslukt hos dem en efter en, Gud i himlen, lys efter lys i øjnene slukket,« som han siger.

Det var igen billederne af det kendte, »en lille norsk ø, en lille norsk lysende fjord, fyrretræer, og spredt omkring de døde kroppe,« der vakte indsigten, »politiet var vanligt norsk, ambulancerne var vanligt norske.

Og Breivik var vanligt norsk. Det var en national tragedie, men ikke som andre katastrofer, det var »en katastrofe i det menneskelige,« siger Karl Ove Knausgård.

Det menneskelige

Ved mindegudstjenesten i Oslo Domkirke lyder der et skrig, da Stoltenberg oplæser navnene på de omkomne.

»Et skrig som har lydt i verden, så længe der har eksisteret mennesker. Men skriget kom ikke, da navnene blev læst op, det kom, da dét bestemte navn blev læst op.«

Det menneskelige er konkret.

Hvordan husker vi navne, spørger Knausgård.

»Vi husker navnet på ugerningsmanden. Vi husker navnet på Oklahoma-bombemanden, på de ledende nazister, på morderne fra Srebenica, men ikke navnene på ofrene. Der har vi bare tallene, og det skaber afstand. Det var denne afstand, Stoltenberg ophævede, da han nævnte navnene i kirken.«

Og uden afstand, kan man ikke dræbe, ræsonnerer Knausgård.

»Ingen kan dræbe et menneske, man ser ind i øjnene, det unikke må ikke ophæves.«

Jøder, muslimer, kan man dræbe, ofre, der er blevet frataget deres identitet. Så er de bare kroppe og tal. Og så forstår vi ikke mere noget.

»Men for at vi skal forstå, hvad der skete, har I bare brug for et navn og et ansigt.«

Hitler og Breivik

Knausgård fortæller, at han i vinter har læst Mein Kampf. Det han hæfter sig ved, er, at Mein Kampf er en bog med 'jeg' og 'vi' og 'de', men uden et 'du'. Han har studeret Hitlers liv og noteret sig, at han allerede som ung mistede sine nærmeste, inklusive moren.

»Hitler var helt alene, han havde ikke nære forbindelser til nogen. Han var ingen, han befandt sig uden for samfundet. Han var død og så kan man gøre hvad som helst.«

Der er klare paralleller til Breivik. Da Knausgård læste Breiviks manifest, genfandt han det samme paranoide verdensbillede, og ligesom i Mein Kampf findes der ikke et 'du' i Breiviks manifest. Og ligesom Hitler var Breivik alene, udenfor.

»Breivik er ingen, han er død, og han har været i stand til hvad som helst for at blive noget.«

Men ikke alt stemmer overens.

»Breivik skriver på mit sprog, han skriver, at ideologier forhindrer folk i at tænke selv. Det har jeg også skrevet. Han kritiserer Foucault og Adorno. Det har jeg også gjort.«

Forskellen er, at den afgrund, Breivik overskred, var afgrunden mellem, hvad han mente, og hvad han gjorde, konkluderer Knausgård.

»Dermed satte han sig uden for det menneskelige.«

»Hvis han indså, hvad han havde gjort, ville han dø. Derfor lever han videre i verden uden for det menneskelige. I den verden, hvor den anden ikke findes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu