I krisetider kalder Norge på sine digtere

De har sunget den til samtlige demonstrationer, gudstjenester og mindehøjtideligheder siden terrorangrebene 22. juli. Nordahl Griegs pacifistiske hymne »Til ungdommen« bedre kendt som »Kringsatt av fiender« er om noget blevet symbolet på et sorgramt Norge, der græder over de døde, men som nægter at hævne dem. Sangen er med sin opfordring til at standse 'død' med 'ånd' blevet det musikalske bagtæppe til statsminister Jens Stoltenbergs doktrin om at »møde angreb med mere demokrati og åbenhed.«

Ifølge Jørgen Haugan, dr. phil og pensioneret universitetslektor i nordisk litteratur, er det langt fra første gang, nordmændene søger trøst hos deres kulturikoner.

»Når nationen er i krise, kalder Norge på digterne og digterne føler sig også selv kaldet. De har en helt særlig position i Norge,« siger han.

I bogen 400 Årsnatten Norsk Selvforståelse Ved En Korsvei (1991) viser Jørgen Haugan, hvordan digterne i Norge historisk har indtaget en privilegeret position i opbygningen af landets nationale selvbevidsthed. Da Norges 400 år lange union med Danmark ophørte i 1814, og den unge nation skulle til at etablere sig selv, var det digterne, man tyede til.

»Henrik Wergeland og Bjørnstjerne Bjørnson var bannerførerne. Senere skulle Knut Hamsun have overtaget rollen, men han faldt i unåde, da han sprang ud som nazist, og så trådte Nordahl Grieg i stedet til. Særligt under Besættelsen blev han et nationalt samlingssymbol, der i en krisesituation kunne formulere sig stærkt omkring det norske,« siger Jørgen Haugan.

Efter bomben i Oslo og massakren på Utøya er det igen Nordahl Grieg, nordmændene vender sig mod. »Til ungdommen«, der er fra 1936, blev skrevet på opfordring fra Arbeiderpartiets Trond Hegna som et lejlighedsdigt til Det Norske Studentersamfund. Et mere velvalgt digt findes næppe, når der skal sættes ord på udåden mod Arbejderpartiets Ungdom. Alligevel er det ikke alle nordmænd, der er lige begejstrede for den højstemte sang. Jørgen Haugan var selv i Oslo, da bomben i regeringskvarteret sprang og græd foran fjernsynsskærmen sammen med resten af nordmændene.

»Alligevel har jeg et noget ambivalent forhold til den sang, for jeg synes, den er for patetisk,« siger Jørgen Haugan.

»Men den går forbi det rationelle niveau og lige ind i følelserne, så selv om jeg med mit intellekt kan sige, at jeg ikke bryder mig om den, bliver jeg alligevel grebet af den.«

En ung nation

De seneste uger har Jørgen Haugan, der selv er dansk gift og bor i Gentofte, spekuleret over, hvordan reaktionen ville have været, hvis tragedien havde fundet sted på dansk grund. Han er ikke i tvivl om, at den ville have været mere afmålt.

»Vi har i Norge en sentimental tradition, der gør, at vi ofte bliver ret patetiske, når vi formulerer os, og det hænger sammen med, at Norge er en meget ung nation. Vi føler os hele tiden usikre på vores identitet og på vores nationale selvbillede vi føler, at vi er 'kringsatt av fiender' og vi bruger digterne til at støtte os til,« siger han. Og når Norge har brug for sine digtere, så kommer de. Ved søndagens mindehøjtidelighed blev en nyskrevet tekst af Lars Saabye Christensen og et digt af den afdøde Halldis Moren Vesaas læst højt.

»Det var voldsomt sentimentalt,« siger Jørgen Haugan.

»Begge tekster flød over af store følelser og ord, og det har Norge en svaghed for. Klaus Rifbjerg havde også skrevet et digt, og det var typisk for Danmark mere nøgternt: 'Et broderkys og et håndtryk sender vi'. Men i Norge er vi langt mere højstemte.«

Og Nordahl Grieg er ingen undtagelse?

»Nej tværtimod, han er den største patetiker af dem alle.«

Fra pacifist til krigsdigter

Nordahl Grieg udgør et selvstændigt kapitel i historien om norsk identitet. I sine unge år var han pacifistisk kommunist, men med årene tabte han selv troen på fredelige løsninger og blev krigsdigter. »Kringsatt av fiender« er fra hans pacifistiske periode, inden Den Spanske Borgerkrig brød ud i 1936, og han indså, at man blev nødt til at bekæmpe fascismen med våben, fortæller litteraturprofessor på Københavns Universitet Hans Hertel.

»Indtil da havde han troet på, at den europæiske fredsbevægelse, som havde bredt sig efter Første Verdenskrig, kunne bære igennem. Det holdt han op med i 1936, og siden gik han voldsomt ind for væbnet modstandskamp ikke mindst under Anden Verdenskrig, hvor han selv trak i uniform for at deltage i kampene mod tyskerne,« siger Hans Hertel.

Når »Kringsatt av Fiender« i dag nærmest er blevet en uofficiel norsk nationalsang, hænger det netop sammen med den særlige status, Nordahl Grieg fik under Anden Verdenskrig.

»Han blev den væbnede modstands digter. På nationaldagen 17. maj 1940 læste han et meget vigtigt digt op i radioen fra radiostationen i Tromsø i Nordnorge, der endnu ikke var besat. Digtet hedder »I dag står flagstangen nøgen«, og her agiterer han brændende for at fortsætte den væbnede modstand mod tyskerne,« siger Hans Hertel.

Men i juni bliver den tyske overmagt for stor, og Nordahl Grieg flygter sammen med resterne af den norske hær til London, hvor han melder sig til den norske del af det engelske flyvevåben. Frem til 1943 fungerer han som krigskorrespondent og rapporterer hjem til den illegale presse i Norge og den norske afdeling af BBC, indtil han i december bliver skudt ned på et flytogt over Berlin: »Når nordmændene synger »Kringsatt av Fiender« har de Nordahl Griegs skæbne i baghovedet. Selve sangen er fra hans pacifistiske periode, men de ved, at han var modstandsdigter og en mand, der satte sig til modværge.«

Det stiller vel sangen i et lidt tvetydigt lys en sang om at møde vold med ånd skrevet af en mand, der selv tabte troen på fredelige løsninger?

»Jeg ved ikke, om man kan sige, han tabte troen på det. Han har vel hele tiden ment, at man kunne bekæmpe uretten med fredeligt våben, men i det øjeblik fascismen gik i aktiv kamp mod demokratiet, mente han, det var nødvendigt at bruge andre midler.«

Så det er stadig en velvalgt sang, mener du?

»Jeg synes, den er meget velvalgt, for den er ikke udflydende, som fædrelandssange kan være. Angrebet på Utøya var et angreb på ungdommen. Det var et angreb på den næste generation af politikere. Og dét had, synes jeg, sangen er et vældig godt svar på.«