Læsetid: 8 min.

'Man lærer at distancere sig fra sit eget stof'

Skriveri. Mange gæsteundervisere skal bidrage til, at de studerende får så mange forskellige impulser som muligt for at give dem mulighed for at finde ud af, hvordan de selv skal skrive. Det er en del af den formular, man benytter i skriveundervisningen i Norge. I en ny serie ser vi nærmere på de nordiske forfatterskoler
Plenum. Det kan være en nervepirrende affære at lade andre læse de ord og den historie, man har brugt lang tid på at forme, men man må vænne sig til kritik — både at give og modtage — når man går på forfatterskolerne.

Plenum. Det kan være en nervepirrende affære at lade andre læse de ord og den historie, man har brugt lang tid på at forme, men man må vænne sig til kritik — både at give og modtage — når man går på forfatterskolerne.

Christian Dorph

12. august 2011

Engang i 70'erne anmeldte Poul Borum, Forfatterskolens stifter, samtlige norske digtsamlinger nogle sæsoner i træk i tidsskriftet Basar, og han var ret hård i sin bedømmelse af dem. Det har Tormod Haugland, tidligere leder af og nu lærer på Skrivekunstakademiet i Bergen, ikke glemt! Han kan også tydeligt huske, da Borum kom og gæstede akademiet i begyndelsen af 90'erne med hele den punkede krigsmaling, nitter og piercinger og North State i flaben og var meget nedladende over for norsk litteratur og de lokale værter.

Da jeg ankommer til Skrivekunstakademiet, har de lige igen haft besøg af Den Danske Forfatterskole, og igen var det lidt et kultursammenstød. Holdet havde tekstkritik med danskerne, og lærerne fra Forfatterskolen, Pablo Llambías og Lars Skinnebach, brugte mere tid på de enkelte tekster, end man gør her normalt. De norske elever synes nok, danskernes kritik var på et højere niveau der blev sagt interessante ting om betydninger og betydningsmuligheder i teksterne men niveauet var især højere i den forstand, at læsningen var over tekstens niveau. Kritikken flyttede et par etager op og blev litterær og principiel og mere ordrig, end de er vant til her.

Meget ufærdige

Skriveeleverne fra Danmark virkede også mere homogene og skolede, synes nordmændene.

Men også lidt som nogle kloge eftersnakkere!

Tormod Haugland: »Det er jo en kritik, man har hørt af Den Danske Forfatterskole, at de studerende bliver formet meget af lærerne. Mens vi har et koncept her, der er præget af udskiftning. I løbet af et år er der 20 gæstelærerbesøg udefra. Og så er vi tre faste, som er her og holder det sammen.«

I er altså mere pragmatiske og pluralistiske her?

»Ja, og det har noget med tiden at gøre. Vi har måttet åbne os lidt mere. I dag har vi f.eks. besøg af krimiforfatteren Gunnar Staalesen. Men vi inviterer også forfattere som Thure Erik Lund, som er noget helt andet. Han er for ekstrem til at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. De studerende er meget ufærdige, og det vigtigste er, at de får mange forskellige impulser, så de kan finde ud af, hvordan de selv skal skrive. Det ville være en fejl at tvinge alle ind i en avantgardistisk retning ... avantgardebegrebet er jo også gået i opløsning.«

Skrivekunstakademiet er en etårig uddannelse og stiftet i 1985 af forfatteren Rolf Sagen. Skolen holder til i kulturhuset Verftet, nogle gamle, rå lokaler med en smuk udsigt over vandet og fjeldene. Karl Ove Knausgård gik her i slutningen af 80'erne, han var 19 år, og det har han skrevet om i bind 5 af Min kamp.Skolen har årligt ca. 300 ansøgere, og man optager godt 12. I løbet af første semester skal eleverne igennem hele møllen af skønlitterære genrer, lyrik, prosa, essayistik, dramatik mv. Det er et krav og et princip, at man skal skrive i alle genrerne, ligesom det er et princip, at man har mange gæstelærere. Der er også faste lærere, men de er på halv tid, så de kan passe deres forfatterskaber ved siden af.

Kirstine Reffstrup er 32 år, dansk og elev på Skrivekunstakademiet. For hende har det betydet alt at få lov at gå her.

»Rent konkret at sidde på skolen rundt om et langt, ovalt bord med udsigt til vand og til bjergene er, ja, næsten en åbenbaring. Emily Dickinson har sagt, at kunsten er et hus, der forsøger at blive hjemsøgt. Man kan sige, på samme måde gælder det for Skrivekunstakademiet, at det er et sted, som sætter rammerne for, at alt kan ske.«

Norsk alvor

Hvordan foregår undervis-ningen?

»Den allerførste uge blev vi sat til at skrive, så meget vi kunne, så vi fik et grundmateriale for overhovedet at kunne at tale om tekst. Og det, har jeg tænkt på bagefter, var en god idé ... men vi blev hurtigt pillet ned, for så fik vi besøg af en gæstelærer, som sagde, at det alt sammen var trivialiteter. Det plejer at være sådan, at gæstelæreren kommer i slutningen af forløbet. Vi har to uger med digtning f.eks., og så kommer gæstelæreren de sidste to dage af forløbet og læser vores tekster.«

Fungerer det godt med alle de gæstelærere og alle de genrer, I skal skrive i?

»Først havde jeg en modstand mod det med genrerne, fordi jeg selv vidste, hvad jeg var god til, hvad jeg kunne. Men det har vist sig at være frugtbart at blive tvunget ud i forskellige måder at skrive på. Der hersker en form for kreativ anarkisme på skolen i virkelig positiv forstand. Vi havde f.eks. Tomas Espedal, der netop opfordrede os til at skrive grimt, fordi han så en fare for, at skriveskolelitteraturen var blevet for nydelig.«

Hvad synes du om den norske litteratur versus den danske?

»Jeg havde læst norsk litteratur, inden jeg rejste til Bergen. Tomas Espedal har jeg været meget optaget af. Han skriver selvbiografisk, men det er ikke så meget det, jeg synes, er interessant. Det er mere den måde, han formulerer det selvbiografiske på og genbruger marginale litterære former som dagbogen, brevet og notatet. Og så er der en alvor, jeg ikke har fundet på samme måde i dansk litteratur.«

Alvor, hvordan?

»Ja, men det er svært at sige. En alvor, som næsten er grænsende til det sentimentale. Men jeg har oplevet det som en befrielse, at han tør skrive skrive om døden og kærligheden og kalde det død og kærlighed uden at kamuflere det med ironi. Og så oplever jeg også den her form for beskedenhed, næsten mindreværd, samtidig med at forfatterne har sådan en stormandsgalskab.«

Som hos Knausgård?

»Ja, netop.«

Hvordan foregår kritikken?

»Vi har cirka tre kvarter til hver tekst. Som regel er det en af de studerende, der begynder med at udtale sig, og senere griber læreren ind ...«

Så læreren holder sig tilbage?

»Nogle gange kan der gå ret lang tid, før nogen siger noget. Men det er ikke nødvendigvis, fordi vi ikke har noget at sige. Der er en form for langsomhed i undervisningen, som jeg godt kan lide.«

Så der kan være stille stunder?

»Ja. Men det er i varierende grad. Vi har også diskussioner ... men der er i hvert fald en eller anden form for eftertænksomhed eller faglighed bag det, der bliver sagt.«

Distance i Tromsø

1.207 km længere nordpå, nord for polarcirklen, i omtrent samme kulisse med vand og fjelde, ligger en anden norsk forfatterskole, som er knyttet til universitetet. Forfatterstudiet i Tromsø er startet af forfatteren Liv Lundberg i 1993 og holder til i Kunstakademiets lokaler. Det er en etårig uddannelse med mulighed for et års overbygning, men man skal søge igen, så det er ikke alle fra første år, der går videre på andet, og det er heller ikke alle, der søger.

De studerende kommer fra hele Norge, så langt væk som Oslo og Finnmark, og det er organiseret på den måde, at man har samlinger. Man mødes ni gange i alt, syv weekender og to hele uger.

Bjørn Are-Vollstad er elev her. Han er uddannet arkitekt, og i modsætning til de andre elever er han flyttet til Tromsø for at gå på skolen, men der var også en kæreste, der trak.

»Jeg har fået udforsket lidt mere i mit eget grundlag for at skrive. Tidligere skrev jeg på egen hånd uden at vise det til nogen. Jeg sendte det til to forlag, og jeg fik nogle kammerater til at læse det, og så gjorde jeg arkitektuddannelsen færdig og arbejdede et par år, og så begyndte jeg her.«

Hvad lærer man på forfatterstudiet?

»Man lærer at distancere sig fra sit eget stof og fra sig selv. Man lærer at tage imod andres kritik. Det er en måde at slippe teksten lidt løs på, vise den frem, skyde den fra sig, den vil under alle omstændigheder hænge fast i dig, men det er godt at distancere sig lidt fra den. Jeg tror, det er læsning, samtale, skrivning i den cirkel der. Det er en proces på en måde, selv om det er et slidt begreb.«

Hvordan foregår undervisningen?

»Vi får udsendt et kompendium med alle teksterne cirka 10 dage før samlingen, og så læser vi, og under samlingen sidder vi tre og tre og læser tre andres tekster og diskuterer dem. Vi introducerer de andres tekster, fremlægger, og så tager gæstelæreren over. Til sidst supplerer Liv. Hun sidder på sidelinjen, så hun bliver bindeleddet på en måde, en slags neksus. Og når tiden er ved at være gået, bliver der åben diskussion i plenum.«

Kan man lære noget af at høre andre få kritik?

»Ja, man kan lære en masse. Men jeg har ørerne lidt mere på stilke, når det handler om problemstillinger, som jeg selv er klar over, er relevante for mig.«

Selvironiske Karl Ove

Bjørn Arre Vollstad er en af de ni elever, der skal fortsætte på overbygningen, af de i alt 15, der bliver udklækket fra studiet denne sommer. De studerende er meget forskellige. Aldersspredningen er stor, den yngste er 19, den ældste over 40, og de har vidt forskellige præferencer.

Der er f.eks. en på holdet, der skriver historisk fantasy.

Savner man ikke et mere entydigt litterært fællesskab?

»Du mener Zeitgeist osv. Jeg er lidt usikker på, hvor meget man har brug for et fællesskab. Men man må have en eller anden form for forståelse, ikke? En eller anden form for dynamik, som fungerer. Nogle af dem, der gik her for et par år siden, har lavet et skrivefællesskab her i byen, et litterært tidsskrift, Kuiper.«

Tilbage i klasselokalet på Skrivekunstakademiet giver eleverne deres lærer ret i, at skolen nok er mere pluralistisk end Den Danske Forfatterskole, og at den ikke ligefrem sætter helt nye dagsordner for norsk litteratur eller udpeger de nye tendenser. Det handler om diversitet og om at få præsenteret så meget forskellig litteratur som muligt på det år, forskellige syn på litteraturen og som sagt prøve kræfter med genrerne. Og det er de egentlig godt tilfredse med her.

Men hvad er tendensen i norsk litteratur for tiden?

Det er den ny alvor, er der en, der siger. Det er slut med ironi. Hvem står for 'den nye alvor'? Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. Men Knausgård er da meget sjov, forsøger jeg. Ja, men han er selvironisk, og det er noget andet.

Nåh ja.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frederik Bakkerud
Frederik Bakkerud anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu