Læsetid 4 min.

'Det er ligesom en højskole'

Mette Honoré har altid skrevet til skrivebordsskuffen. Nu sidder hun i Smedehuset på Hald og kan med rette kalde sig forfatter
For Mette Honoré er der noget rituelt forbundet med at vende tilbage til Hald. 'Jeg skal altid rundt i området blandt træerne og sidde på trappen og kigge ud over søen'.

For Mette Honoré er der noget rituelt forbundet med at vende tilbage til Hald. 'Jeg skal altid rundt i området blandt træerne og sidde på trappen og kigge ud over søen'.

Sofie Amalie Klougart
3. august 2011

Der ligger to vandpistoler uden for Smedehuset lidt længere nede ad vejen fra Hald Hovedgaards hovedbygning. Ikke fordi Mette Honoré er bange for ubudne gæster. Men hun har taget sin familie med herop, og mens hun arbejder ved vinduet i den lavloftede stue, leger de ude i naturen et sted.

Siden hun begyndte at få udgivet sine bøger, er hun kommet jævnligt på Hald. Man skal nemlig have udgivet et par bøger for at søge om ophold.

»Jeg har altid skrevet til skrivebordsskuffen. Dagbog, digte og alle mulige historier. Men jeg har aldrig nogensinde tænkt over, at jeg skulle bruge det til noget.«

Hun har været på Hald seks gange i alt, på kursus og som skrivende, og har både boet i Hovedbygningen, Kapellet og Smedehuset.

Åndsnærværelse

Mette Honoré skriver som regel sammen med en veninde og er vant til at skemalægge skriverierne, fordi de begge arbejder ved siden af deres fælles forfatterskab. Denne gang er hun her alene for at skrive på sit eget. Det har hun altid godt kunnet tænke sig.

»Lige nu arbejder jeg på en historie med humoristiske undertoner om en dreng, der prøver at finde sig selv, og kredser om filosofiske spørgsmål, som 'hvem er jeg', og 'hvem er gud?'. Jeg er lige blevet færdig med identitetdelen, og nu er jeg i gang med det religiøse. Jeg planlægger også en serie om køn og kærlighed til lidt større børn.«

Mette Honoré har lige haft orlov, fordi hun fik støtte til projektet af Statens Kunstfond. Alligevel er rytmen en anden på Hald, hvor arbejdsdagene er meget forskellige og mere fleksible end de vante, og hun kan tilrettelægge sin tid, som hun har lyst.

»Det er dét, der er så dejligt. Jeg kan være sammen med familien hele dagen og bruge hele aftenen og måske også noget af natten på at skrive. Men jeg kan også sagtens arbejde, når de er her. Jeg kan godt lide, at der er lidt liv, eller at sidde oppe i Hovedbygningen. Hald er det sted, jeg får skrevet mest. Meget mere end jeg får derhjemme.«

Hvordan kan det være?

»Det er omgivelserne og det, at du taler med nogle, som også skriver. Man får bare så godt gang i det hele, og det har jeg ikke oplevet andre steder. Der er et andet flow og en anden ånd her.«

Hun forsøger at indrette det, så hun i hvert fald kommer herop én gang om året for at klare tankerne og finde frem til de historier, hun bærer rundt på. Der er noget rituelt forbundet med at vende tilbage og tage indtrykkene ind.

»Jeg skal altid rundt i området blandt træerne og sidde på trappen og kigge ud over søen. Vi er meget ude at gå for at få luft.«

Hun ser ikke spøgelser over alt, men har alligevel været lidt betænkelig ved at sove alene, når hun har boet i Hovedbygningen.

»Jeg var her sammen med min veninde for nogle måneder siden, hvor vi havde hver vores værelse, og det gik fint. Men jeg havde også sagt til hende, at jeg ville hente hende, hvis der var noget. Så var det nemmere at falde til ro.«

Hun har ikke mødt nogen spøgelser eller ånder endnu, men hørt om flere, der har.

»Man kan forestille sig meget. Der er jo en sjæl her. Da vi boede i Kapellet, gik lyset ud nogle gange, men det er jo også noget gammelt noget. Vi har ikke fysisk set dem, men der er vist nogen, der har set et ansigt i væggen lige over hovedet, da de vågnede. Så tror jeg helst, jeg ville sove sammen med nogen.«

Besjælet slægtskab

Mette har egentlig en rimelig god arbejdsmoral, uanset hvor hun er, men bliver motiveret og inspireret af at høre, hvad de andre er i gang med.

»Bare det at gå ned i det der blå køkken. Jeg synes, det er så hyggeligt,« siger hun. »Det minder mig om Matador. Selv om folk arbejder hele dagen, kommer de jo ned og laver mad og sætter kaffe over. Og uanset om man bare møder hinanden i glimt, er det sociale alligevel en stor del af det at være her. Det er ligesom at være på højskole.«

Der er ikke noget håndgribeligt, hun gerne vil tage med herfra. Det er mere stemningen og roen.

»I mit eget hjem er der ikke på samme måde mulighed for bare at sætte sig ned, kigge ud af vinduet og blive fyldt op. Den ånd kunne jeg godt tænke mig at have med.«

Noget andet, hun sætter stor pris på, er personalet, på Hald. De er nemme at tale med og gode til at lave mad, som gæsterne indimellem bliver inviteret til at fortære over munter samtale.

»Det er altid dejligt at komme tilbage til. Man lærer hinanden bedre at kende for hver gang. Jeg forestiller mig, at jeg bliver ved med at komme her. Det kunne jeg godt tænke mig. At blive gammel med Hald.«

Forfattere på Hald

Information har besøgt Hald Hovedgaard og talt med nogle af de forfattere, der har taget ophold i skriverefugiet over sommeren

Seneste artikler

  • 'Man føler sig lidt mere som forfatter'

    8. august 2011
    Overgangen fra journalist til forfatter varslede et nyt skæbnefællesskab for Anette Vestergaard på værelse 7, der er lidt mere hjemme i sig selv, når hun er på Hald
  • 'Det er ligesom en drøm at være her'

    2. august 2011
    På værelse 12 i hovedbygningen på Hald Hovedgaard sidder færøske Arnbjørn Ólavsson Dalsgarð og kniber sig i armen, mens han skriver noveller i hånden. Dem samler han nemlig på
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu