Læsetid 7 min.

'Det skal have lov at være svært'

På forfatterskolen Biskops-Arnö vest for Stockholm skal eleverne først og fremmest lære at læse sig selv og andres tekster, mens det på Litterär Gestaltning i Göteborg ikke er usædvanligt, at eleverne allerede har udgivet en bog, når de begynder her
Proces. 'De lærer at læse. Og det, tror jeg, er vigtigt. At lære at læse sig selv og tage andres tekster alvorligt,' siger forfatter Ida Linde, der leder grundkurset på Biskops-Arnö. Hun debuterede i 2006 med 'Maskinflickans testamente'.

Proces. 'De lærer at læse. Og det, tror jeg, er vigtigt. At lære at læse sig selv og tage andres tekster alvorligt,' siger forfatter Ida Linde, der leder grundkurset på Biskops-Arnö. Hun debuterede i 2006 med 'Maskinflickans testamente'.

Khashayar Naderehvandi
19. august 2011

Da Line Knutzons meget anmelderroste Håndværkerne blandt andet blev opført på Dramaten i Sverige, var det bestemt ikke nogen succes. Skuespillerne kunne ikke finde ud af at være sjove, og anmelderne var sure over, at Line den første kvinde i mange år, der fik opført noget på den scene havde leveret en komedie frem for et lødigt og alvorligt stykke; oven i købet med en historie, der tillader sig at gøre grin med arbejderklassen som, de svenske anmeldere altså i fuld alvor mener, håndværkere tilhører.

Over en fadøl på Testrup Højskoles skrivekursus 'Tag og skriv!' undrer Line sig over, at modtagelsen af Håndværkerne kunne falde så forskelligt ud i de to lande. Hun havde mødt den svenske alvor, og det var ikke noget lykkeligt møde.

Godt halvanden måned tidligere besøger jeg Nordens Folkhögskola Biskops-Arnö. Skolen ligger 65 km vest for Stockholm på en ø i en sø og er højskole i svensk udgave, dvs. et kludetæppe af kurser, gymnasiale kurser, kurser i billedjournalistik, naturmedicin mv. Og så er der Nordens Författarskola, som også har en aflægger for dramatikere, og som holder til i et anneks til den gamle hovedbygning fra 1700-tallet.

På Biskops-Arnö sænker alvoren sig tidligt. Klokken 16.45 serveres aftensmaden, som denne dag er ærtesuppe. Så sker der ikke mere. Øl kan ikke købes. Man kan pushe dem af eleverne, får jeg senere at vide, men da er det for sent.

Lærer at læse

Forfatterskolen blev etableret i 1978 og er den ældste i Skandinavien. Ingmar Lemhagen har været lærer gennem alle årene og er blevet synonym med stedet. Han har virket som ambassadør for det nordiske, læst og holdt sig ajour med dansk og norsk litteratur og har arrangeret nordiske seminarer, f.eks. det årlige debutantseminar, som desværre må stoppe nu, fordi man ikke kan få støtte mere.

Ingmar har trukket sig tilbage til Uppsala og dukker kun op engang i mellem.

De nye folk er yngre forfattere. Ida Linde leder grundkurset, som er det første år, og Athena Farrokhzad tager sig af overbygningsåret. Det første år foregår undervisningen bl.a. i små grupper med fem-seks elever. Alle skal sige noget til teksterne, som man har læst i forvejen, og læreren er den sidste, der siger noget.

For at komme videre på overbygningsåret skal man søge igen, og man søger på et projekt, et bogmanuskript.

Det er Ida Linde lidt skeptisk over for: »Der bliver skrevet gode bøger her, som ikke bliver udgivet. Hvis jeg ser på mit eget forfatterskab, har jeg sjældent arbejdet med ét manuskript, jeg har arbejdet lidt her og der, men her bestemmer man, at man skal arbejde med et manuskript. At skrive en bog på et år er mærkeligt,« siger hun.

Det er på andet år, ikke? Hvad lærer eleverne det første år?

»De lærer at læse. Og det, tror jeg, er vigtigt. At lære at læse sig selv og tage andres tekster alvorligt.«

I har kritik på små hold, og læreren har en tilbagetrukket rolle. Er I bange for at påvirke dem for meget?

»Nej, slet ikke. Man er den, man er, og man får stor betydning for dem. Jeg taler meget om Ann Carson for tiden, og om nogle år er jeg optaget af noget andet. Folkehøjskolen bygger på samtale. Alle kommer med deres viden. Men vi er selvfølgelig autoriteter. Vi har været i litteraturen meget længere. Jeg er ikke interesseret i at stå og fortælle, hvordan det er. Jeg ønsker, at vi skal diskutere det sammen. Men lærerne løfter selvfølgelig diskussionen.«

Kan lærerne på en forfatterskole også blive klogere?

»Ja, det er vores forhåbning. Jeg lærer noget hver dag.«

Bliver man en bedre eller en dårligere forfatter af at undervise?

»På det her niveau bedre. Eleverne rejser interessante litterære spørgsmål. Jeg har undervist på et andet niveau. Og der blev man tappet,« siger Ida Linde.

Tom William-Olsson er 22 år og har gået på forfatterskolen et år. Han søgte ikke ind på overbygningsåret i denne omgang, men vil læse filosofi i Stockholm.

Kan man lære at blive forfatter?

»Nej, det kan man ikke. Men forfatterskolerne er blevet det vigtigste rum for avancerede litterære samtaler. Tidligere kunne man også føre den slags samtaler om litteratur i aviser og andre fora. Det kan man ikke mere. Man kan ikke lære at blive forfatter. Men alle, ikke bare forfattere, har brug for indtryk udefra.«

Synes du, at en forfatterskole skal være med til at præge tendenserne i litteraturen?

»Biskops-Arnö har haft et ry for at være avantgarde. De forfattere, der kom ud herfra i 80'erne og 90'erne, var nærmest punk. I dag er det mere comme il faut at gå her. Man får tid til at skrive og så videre. Jeg ved ikke, om skolen har en agenda. Det er som en dans, man ved ikke, hvem der fører ... Men jeg tror, Biskops-Arnö har fået en anden rolle. I dag er det nærmest umuligt for unge at leve af at skrive. Derfor er det en mulighed for at fordybe sig og et tilbud om en samtale.«

Noget med gestaltning

I hjertet af Göteborg ligger en anden, nyere svensk forfatterskole. Litterär Gestaltning deler lokaler med Kunstakademiet, uddannelsen er også to-årig, men her skal man ikke søge igen. Ligesom Biskops-Arnö er skolen pro-nordisk, man optager også danskere og nordmænd. På sidste hold var der syv svenske, tre norske og to danske studerende.

Det er heller ikke usædvanligt, at eleverne har udgivet en bog, inden de kommer ind, og nogle har gået på andre skoler, f.eks Skrivekunstakademiet i Bergen eller Biskops-Arnö. Litterär Gestaltning fungerer altså som et slags udvidet kursus.

Skolen er under universitetet, så lærerne her er professorer.

To af dem er forfatterne Staffan Söderblom og Marie Silkeberg. Vi mødes i baren på Hotel Flora på Grönsaks-torget over for Kungsparken. Söderblom var med fra begyndelsen.

Hvad betyder Litterär Gestaltning?

»Det var digteren Gunnar D. Hansson, der sagde, at det skulle hedde det. Vi andre syntes ikke, det lød godt. Men okay. Nu hedder alt i Göteborg noget med gestaltning, Digital Gestaltning osv. Det er vel tanken, at det er det, vi arbejder med, litteratur og skrift. Det, som ikke behøver anden gestaltning, som ikke skal blive til en film f.eks. Når vi snakker om en tekst her, skal det ikke handle om, hvorvidt Robert de Niro skal have hovedrollen, Depardieu osv.«

Vi er på et universitet. Bruger I litteraturteoretiske begreber i undervisningen?

Marie Silkeberg: »Ind imellem, men ikke så meget. Man bærer så meget litteratur i sig, som aktiveres i forskellige situationer, og som er konsekvenser af det, man har læst, og det sætter vi i spil i stedet for.«

Staffan Söderblom: »Studenterne har mere styr på det, end jeg har. Men diskussioner og samtaler kan være på et ret avanceret teoretisk niveau uden teoretiske begreber. Det, som sker, er, at der opstår nye terminologier, men de er selvskabte og består delvist af gængse teoretiske begreber og en del andre begreber, vi selv har fundet på.«

Hvad kvalificerer en forfatter til at blive skrivelærer?

Söderblom: »Hvis man har stærke ubesvarede spørgsmål i sin egen praksis, kan man blive skrivelærer. Det skal være til at håndtere for en, at man er i tvivl, for så kan man bedre forstå andres tvivl.«

Hvad stiller I op med jeres smag og personlige præferencer?

»Min smag? Jeg har for fanden ingen smag. Jeg bliver utrolig interesseret, når jeg møder en tekst, jeg ikke forstår noget af. Og det sker også her. Og så kan det vise sig, at det, man ikke forstår noget af, forstår man ganske meget af. Jeg er interesseret i, hvad det er, læseren forstår og ikke forstår og samspillet mellem de sager. Jeg synes, det er interessant, hvordan man forsøger og kan tale om det, man egentlig ikke kan tale om. Det interesserer mig meget ...«

Skal skolen være med til at præge litteraturen og være kantet og ideologisk?

Marie Silkeberg: »Nej, jeg tror ikke, man skal være med til at bestemme litteraturen. Fra et Sverigesperspektiv lige nu: Den alvorlige samtale om litteratur, den findes ingen steder. Men den foregår her. Den er hele skolens nav. Ja. Den alvorlige samtale i sig selv. Det handler ikke om den store ideologi. Det handler om samtalens eksistens som sted og som mulighed.«

Stor alvor og følsomhed

En af de to danske elever fra sidste hold er Julie Sten-Knudsen. Hun er flyttet tilbage til København og har fået antaget det manuskript, hun arbejdede med de to år, hun gik på Litterär Gestalting i Göteborg, en digtsamling med titlen Hjem er en retning. Den udkommer på Gyldendal dette efterår. Hun har været glad for skolen, fortæller hun, da vi sidder bænket på Café Sommersko med vores kaffe.

»Noget, der slog mig helt fra begyndelsen, var, at der er sådan en utrolig stor alvor og følsomhed. Det skal have lov at være svært, og man må ikke grine ad noget. Eller man må ikke grine ad det, der er svært eller følsomt.«

Hvad vil det sige? Er der et hierarki mellem alvor og ironi?

»På en måde. Jeg kan ikke forestille mig, at man ville græde ligeså meget på Forfatterskolen her.«

Måske griner de mere?

»Ja, det er jo ikke fordi, vi ikke grinede, man er bare varsom med, at det skal have lov til at være meget alvorligt at snakke om tekst. Ironi er ikke mit hyppigste virkemiddel, så jeg syntes, det var dejligt, at man kunne få lov til at være alvorlig. Men helt i starten havde jeg en diskussion om ironi med en pige fra min klasse, altså en svensk pige, hvor hun mente, at det var noget negativt, hvis man sagde om en tekst, at den var ironisk. Så var det en kritik. Sådan var det bare ...«

En ting er kulturelle forskelle, noget andet de sproglige. Hvordan er det gået med dem?

»Jeg synes hurtigt, man kommer ind i det. Man lærer også de mennesker at kende og deres måde at tale og skrive på. Jeg har også tænkt på, om det har medført, at jeg har skrevet med færre indforståetheder ... om jeg har udraderet det. Jeg har brugt nogle linjer fra 'Solen er så rød, Mor' i et digt, og jeg vidste ikke, om jeg skulle sige det fra starten, da de skulle give kritik, men det endte med, at jeg var nødt til at sige det, fordi de ikke fattede ... fordi de syntes, at det var nogle meget underlige linjer.«

Er du blevet påvirket af svensk litteratur?

»Jeg har altid skrevet mere alvorlige tekster. Det er det, jeg bedst kan lide. Og så kom jeg derop, og så var det bare helt i orden. Det, tror jeg da, er noget af det, der har betydet mest at møde den svenske alvor.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu