Baggrund
Læsetid: 4 min.

En mester får sit fundament til at skælve

I forgårs fyldte eletronica-legenden Richard D. James alias Aphex Twin 40 år. Lørdag spiller han i København. Informations musikredaktør tegner en skitse af en bedroom-pioner, der har forandret musikhistorien
Kultur
20. august 2011
Aphex Twin har formet, inspireret og informeret den elektroniske musik gennem   de seneste 20 år. I aften spiller han ved   Strøm Festivalen i København.

Aphex Twin har formet, inspireret og informeret den elektroniske musik gennem de seneste 20 år. I aften spiller han ved Strøm Festivalen i København.

Camera Press

Det er et fjæs og et grin, der har brændt sig fast. Som det griner diabolsk fra pladecovers. Eller ondt computermanipuleret ud over ansigter på børn, der terroriserer en pensionist i videoen til »Come To Daddy«. Eller lummert øverst på en række pornografiske kvindekroppe i musikvideoen til »Windowlicker«. Med fuldskæg og det hele. En slags pervers forvrængning af Mona Lisas uudgrundelighed. Brændt fast på de nethinder, der fulgte MTV, dengang kanalen havde magt.

Fjæset er blevet brandet. Det tilhører Richard David James alias Aphex Twin (og et væld af andre pseudonymer). Men det er i musikken, at magien gemmer sig. Alt, hvad mytologi og branding har bygget op omkring Aphex Twins navn, har han både før og efter bekræftet og transcenderet i sin musik. Både i undergrund, nørdkamre og finkultur har han i dag betydning.

Technoens Mozart er han blevet kaldt, hvilket han intet har tilovers for. Han befinder sig tættere på Erik Satie, mener han selv, mens andre har foreslået Beethoven. »Af og til laver han noget, der lyder som klassisk musik for det næste årtusinde«, har den britiske musikjournalist Simon Reynolds skrevet.

Byggede langsomt op

Der var nu ikke så mange af de melodiske dyder selv om de da viste sig undervejs da Aphex Twin gav koncert på Øya Festivalen i Oslo forrige torsdag. I en langsomt opbygget koncert, der dog snart lod publikum løbe vild i forræderisk enkle strukturer, byggede hr. James op mod sine apoplektiske klimakser trækkende både dubstep og den drum'n'bass, han var med til at pervertere i 90'erne, ind i sin kreative malstrøm.

Det var en opvisning i håndprogrammeret, -filtreret og -samplet tilbageholdenhed fra en mand, der kunne have smidt os af i første kurve, men her tog os med ind i det flimrende forkammer til hans genialitet, mens han selv tronede ubevægelig bag sit udstyr.

Aphex Twin svarede helt tilbage i 1993 på kritikken af sin ubevægelige figur i maskinparken: »Jeg valser ikke rundt på scenen som en eller anden pikhoved-rockstjerne. Den slags overlader jeg til Moby.«

Svaret bragede også musikalsk fra scenen i den milde Oslo-nat, hvor granitskråninger og byggepladser i gyldne belysninger agerede kulisse for det stadigt mere forcerede sæt, hvor der blev opereret direkte i det elektroniske danse-dna. Uden bedøvelse. Og mens en vild arkitektur af laserlys sitrede gennem tørisen over publikum blev trademark-fjæset klistret ind på liveoptagelser af publikum og en række norske helligdomme såsom kongepar, skisportsstjerner og allerbedst og mest beslægtet: Edvard Munchs Skriget.

Aphex Twin har formet, inspireret og informeret den elektroniske musik de seneste 20 år, og i modsætning til så mange andre ikoner har han ikke sin baggrund i blues og rock, men i Karlheinz Stockhausen, Kraftwerk, Brian Eno og techno fra 80'ernes Detroit. Et barn af den elektroniske æra. Eller som han har beskrevet sig selv til The Guardian: »En irriterende, løgnagtig, rødhåret knægt fra Cornwall, der skulle have været låst væk på en eller anden ungdomsanstalt. Jeg formåede at flygte og få det ind i musikken.«

Hans bagkatalog er en så provokerende righoldig, rablende humoristisk, dårende melankolsk og genrehoppende opvisning i kvantespring, at det er svært ikke at blive rundtosset. Fra hans tidlige ekskursioner i techno og acid over hans smukke minimalistiske ambient-udviklinger til han blev en eksplosiv genre i sig selv, udkrystalliseret på de to albums I Care Because You Do og Richard D. James Album.

Mellem disse albums skifter han også fra analogt udstyr til computerprogrammering, hvilket katapulterer musikken på sidstnævnte ud i krøllede maskingeværsalver af beats og vilde kompleksiteter. Men med store melankolske understrømme og melodisk brillante overlejringer, hvilket er et lige så vigtigt særkende som hans evne til at detonere grænserne for maskinel udforskning. Ja, han taler selv om det emotionelle indhold som langt vigtigere end det cerebrale eller blærede.

Nostalgi

Der er sågar en fornemmelse af nostalgi og længsel i hans musik, ikke mindst efter han midt i 00'erne igen begyndte at arbejde med sit gamle analoge udstyr. Men man finder det også i track-titler med stednavne fra Cornwall eller kommandoer fra hjemmecomputere fra hans drengeår. Og i samplinger af hans forældre.

Hans musik nåede offentligheden i '91, mens krudt- røgen fra de store rave-somre '88 og '89 i England stadig lå i luften. Techno-kulturen var ved at blive sluset ind i nydelsesindustrien og dermed ved at miste sit oprørspotentiale. Det nye elektroniske daggry som Richard D. James selv havde dj'et under var ved at blive tabt udadtil. Det var tid til at vinde det indad.

Og med sine singulære visioner inkarnerede Richard D. James det, der siden blev døbt bedroom scientist eller bedroom bore, som han selv har kaldt det. Den enevældige, autodidakte nørd accelereret og bekræftet af maskinerne alene i sit kongerige. Ikke orienteret mod dansekulturens fællesskab, men indad, alene hjemme, på impressionistisk rejse i kreds- løbene.

I mindre værdige hænder kan udforskningen blive en kedeligt overkompleks monolog, men hos Aphex Twin har det resulteret i dadaistiske amokløb, sofistikeret dundertale, perverterede febervisioner, temperamentsfulde kortslutninger fra privatsfæren

Og han har inspireret, benovet, rørt flere generationer af elektroniske musikere, som han viste, hvad maskiner kan uden for menneskelig fysisk rækkevidde. Alene herhjemme er helt afgørende folk som Thomas Knak, Goodiepal og Bjørn Svin og dermed de efterfølgende generationer farvet af Aphex Twin. Og hans inspiration rager langt ud over electronicaen, ud til ikoner som Radiohead, Björk og Sufjan Stevens.

Richard D. James fyldte 40 i forgårs, og i aften spiller han i København. Stafetten er givet videre til nye generationer, men hans optræden i Oslo viste at han stadig forstår at overrumple at få dét fundament, han selv byggede, til at skælve.

Aphex Twin Øya Festival, Oslo Torsdag 11. august.

Aphex Twin spiller i aften i TAP1, Kbh. under Strøm Festivalen.

Rejsen til Oslo var sponseret af Strøm Festivalen/Volcano Management/Hansen Løffler Rasmussen.

Kilder: David Toop: Ocean of Sound (Serpent's Tail), The Guardian, The Face, Village Voice og Wikipedia

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg skyder på Ralf var ung i 90'erne :-)

Det var vi flere der var og sikke en musikalsk fornøjelse ;-)

Biletterne til Aphex Twin blev købt for mange måneder siden, da det er fjorten år siden jeg sidst så ham. Det bliver spændende at se ham igen.