Der er ikke nogen, der er snobbede – der er bare nogle som får alt hvad de peger på

Der flyder et stykke pølse i havet ved Hellerup Strandpark. Pølsen er bundet fast til en hvid snor, som holdes af en barnehånd. På broen ligger barnet, ligesom moderen og storesøsteren, med benene trukket op under sig.

De venter på at en krabbe skal bide på. Deres blikke og fulde opmærksomhed er rettet mod pølsen.

»Pas på min neglelak,« siger femårige Maya Nielsen og kigger forskrækket på sine fingre. Neglene er malet lyserøde ligesom hendes tånegle.

»Hvorfor griner du, mor,« spørger hendes storesøster.

»Jeg griner, fordi Maya er så forfængelig«.

Børnene kigger uforstående på moderen og fisker videre.

Denne historie fortæller mindst to væsentlige ting foruden dét, at krabber kan lide pølse: At børnene er opmærksomme på deres udseende i en tidlig alder, og dét at moderen er ærlig og har et sundt, nærmest ironisk forhold til børnenes ydre blik på sig selv.

Fra Amager til 2900

»Man er mere sig selv inde i byen. På Strandvejen har man en pligt til hele tiden være perfekt. Lige så snart jeg ikke er hjemme, skal jeg være perfekt. Og hvis man ikke passer ind, bliver man holdt udenfor,« fortæller 11-årige Olina Asbæk.

I 2008 flyttede hun med sin mor og lillebror fra Amager til Strandvejen i Charlottenlund.

»Jeg tænker meget på mit udseende, og jeg synes, det bliver hårdere jo ældre, du bliver. Man skal helst have tøj fra Abercrombie og undertøj fra Björn Borg eller Calvin Klein for, at du er sej. Der er piger i min klasse, som har Marc Jacobs taske som skoletaske. Og det er jo også helt sindssygt, ikk?«

Efter sommerferien begynder Olina Asbæk i 7. klasse. Hun sidder på sit værelse sammen med sin veninde, Silke Bringstrup, som hun kender fra skolen.

»Jeg har alt det, man skal have for at være med på moden, men der er andre, som ikke har råd til det, og det lægger man mærke til. Hvis man ikke har det rigtige tøj, så er man ikke sej nok til at være i den og den gruppe,« supplerer Silke Bringstrup.

Udleve '2900 Happiness'

Olina Asbæks yndlingsprogram er 2900 Happiness. Hun så det allerede, dengang hun stadig boede på Amager, men viste, at hun skulle flytte til Strandvejen.

Hun gjorde sig i den tid mange tanker om stedet og om de mennesker, hun ville møde.

»Jeg forestillede mig, at de gik i kæmpehøje hæle og havde rigtig meget sminke på. Måske legede børnene ikke fangeleg. Så talte de måske mere om tøj. Jeg forestillede mig, at de opførte sig ældre, end de egentlig var. Men folk er helt vildt søde. Der er ikke nogen, der er snobbede, men der er bare nogle, som får alt, hvad de peger på.«

Når Olina Asbæk er på spejderlejer, bliver hendes negle sorte. Jorden sætter sig om hendes neglebånd, og det er svært at rense dem ordentligt.

Olina Asbæk tager en neglelak frem og skjuler på den måde skidtet, så der ikke er nogen fra hendes klasse, som bemærker det. »Nu skal vi i 7. klasse, og mange er kommet i bumsealderen. Så der er mange, der er begyndt at gå med sminke. De går meget op i hår og negle, og hvis jeg lige har glemt at rense dem, så siger de: 'Arrd, hvorfor har du ikke renset dine negle?'«

Tilbage og tæt på byen

Strandvejen er så godt som renset for unge mennesker i 20'erne, da de typisk hverken har råd eller lyst til at blive boende. Når de er færdige med gymnasiet, rejser de væk for at få en uddannelse og kommer først tilbage, når de har penge nok til at bosætte sig her igen. Men det er de færreste, som kan skaffe pengene.

Internt kalder de to unge fyre deres lejlighed The Shore efter den amerikanske realityserie Jersey Shore. Christian Cordius, 20, og Jesper Svarre Rasmussen, 21 år, adskiller sig væsentligt fra deres jævnaldrende ved at være flyttet tilbage til Gentofte, hvor de gik i gymnasiet. De flyttede sammen med deres tre bedste venner i en 180 kvadratmeter stor lejlighed på Frederikkevej, en sidegade til Strandvejen.

»Grunden til at vi flyttede hertil er, at det er svært at finde noget godt alternativ inde i byen. Vi har det virkelig hyggeligt her sammen med alle pensionisterne, og så tager det jo ikke mere end 15 minutter at cykle ind til byen,« fortæller Jesper Svarre Rasmussen.

De ligger på plænen i bar overkrop ved Hellerup Strandpark og plejer deres tømmermænd. For to år siden blev de færdige på Gammel Hellerup Gymnasium, som ifølge dem selv er et mere alsidigt gymnasium, da der ikke kun er unge fra Gentofte, men også mange fra Østerbro og Nørrebro går der.

»Hvert gymnasium har sin egen stil og sit eget ry. Øregård har blandt andet ry for at smadre busserne ved deres årlige skitur. Jeg har en veninde, som var guide, og da smadrede de bussen for 25.000 kr. på vej derned. De lavede 'skub til taget', så hele taget gik i stykker,« siger Jesper Svarre Rasmussen.

Rundt omkring i deres store lejlighed ligger Christian Cordius' og Jesper Svarre Rasmussens venner og sover. Aftenen forinden, har de alle sammen været til fest i Indre By. I aften skal de af sted og feste igen.