Læsetid: 9 min.

Powerkvinder til stregen

Serien om stewardessen Natacha er udkommet i samlerudgave, og snart fås tredje antologi om sci-fi-heltinden Linda og hendes sidekick Valentin – og detektiven Franka har svært ved at følge med efterspørgslen. Tegneserieheltinderne, der fulgte med kvindeoprøret i 1970'erne, er stadig populære, men hvilken rolle spiller de handlekraftige babes i dag?
Kultur
11. august 2011
Serien om stewardessen Natacha er udkommet i samlerudgave, og snart fås tredje antologi om  sci-fi-heltinden Linda og hendes sidekick Valentin – og detektiven Franka har svært ved at følge med efterspørgslen. Tegneserieheltinderne, der fulgte med kvindeoprøret i 1970'erne, er stadig populære, men hvilken rolle spiller de handlekraftige babes i dag?

»Pour chere Ida,« står der skrevet med sort tusch over en tegning af stewardessen Natacha, der blinker medsammensvorent med det ene øje. Illustrationen, der fuldendes af tegneserietegneren François Walthérys signatur, fylder en af de første sider i tegneseriealbummet Farlig Mission, der nu er Ida Holsts mest værdifulde ejendel.

Hun kom i forrige uge hjem fra tegneseriemesse i Bruxelles, hvor hun fik opfyldt sit ønske om at møde Walthéry og få det, der i seriesamleres univers er lige så dyrebart som en fodbold personligt signeret af Messi er for en FC Barcelona-fan, en original illustration.

Derfor ligger tegneserien og troner på sofabordet i Ida Holsts lejlighed i Valby. Her er væggene dekorerede med stregtegninger af især kendte danske karakterer, og flere indrammede originalsider fra Sussi Bechs serie om Nofret. I soveværelset fylder samlingen på 500 nøje udvalgte titler, flere af dem læderindbundne, en hel væg.

»Jeg har samlet på tegneserier, siden jeg var otte,« siger Ida Holst, der fik sit første album om den japanske elektroingeniør Yoko Tsuno af sin far i 1984. Yoko opklarer mysterier og løser konflikter i et teknologisk set detaljeret beskrevet fremtidsscenarium, og hun blev hurtigt en favorit sammen med stewardessen Natacha: »Jeg var ret kikset i skolen. Måske fordi jeg var et år yngre end mine klassekammerater, var jeg lidt af en enspænder. Jeg sad derhjemme og læste mine tegneserier. Jeg var simpelthen Yoko, jeg var Natacha. Sådan var det for de fleste af mine tegneserievenner. Vi er bare nørdede.«

Klassikernes comeback

Mens Ida Holst er fyldt 35 år, har taget en bachelor i levnedsmiddelteknologi og boet i Australien, er Natacha forblevet et sted i starten af 20'erne. Hun har dog ingen problemer med fortsat at identificere sig med stewardessen, der altid bliver rodet ind i farlige actionprægede eventyr på sine rejser.

»Jeg synes jo ikke, at det er børnetegneserier. Man synes, at disse kvinder er smukke og seje, når man er lille, men som voksen kan man værdsætte historierne, humoren og referencerne i dem på et andet niveau,« siger Ida Holst, der dog indimellem bliver irriteret over Yoko Tsuno på grund af japanerindens platoniske forhold til sin ven:

»Det eneste, hun gør, er at lægge en hånd på skulderen af Vic, og så tænker man jo, så knep ham dog, det er jo det, du gerne har villet i gennem de sidste 20 bind,« siger hun og himler med øjnene.

»Natacha er til gengæld stadig helt vildt sej, men hun er meget kvindelig. Selv om hun er sexet og smuk, så har hun former og lidt tykke lår som en rigtig kvinde. Det kan jeg identificere mig med.«

Ida Holst er tilsyneladende ikke den eneste, der stadig finder en charme ved de kvindelige tegneseriehelte, der for alvor gjorde deres indtog med kvindefrigørelsen efter 1968.

For nylig udkom Panik om bord! med fire bind om Natacha, anført af Hovedjægernes land, den første, der udkom på fransk i 1970. I oktober er tredje del af de samlede værker om sci-fi-parret Linda og Valentin klar. Samtidig er det 20. album i serien om den frisindede rødhårede hollandske privatdetektiv Franka udsolgt fra Forlaget Cobolt, og redaktør Carsten Søndergaard modtager jævnligt mails fra kvinder, der efterspørger en ny Franka.

»Tendensen er udtryk for nøjagtigt det samme, som når The Beatles' samlede hits udgives på en opsamlings-cd, eller en populær tv-serie udkommer på dvd. Man genoptrykker klassikerne,« siger Carsten Søndergaard, hvis lille forlag har overraskende stor succes med at udgive førnævnte samlede værker.

»Nogle af de første generationer, der er vokset op med populærkultur, har penge og lyst til at købe de tegneserier, de læste, da de var børn eller unge, men som måske er slidt op eller blevet væk med tiden. De synes, det er rart og hyggeligt at have dem stående i en ordentlig udgave, og så er der jo ekstramateriale med. Nu er vi nået til Natacha. Det er ikke alle serier, der holder til en genlæsning, men det gør Natacha, for der er masser af dynamik, humor og fortælleglæde, og så er det interessant, at det er en kvinde i hovedrollen. Det var banebrydende i 1970, fordi der praktisk talt ikke var nogen kvindelige helte på det tidspunkt.«

Banebrydende kvinder

Kvinder har der ellers været masser af i tegneserierne, siden de første titler kom på gaden i magasiner og ugeblade. Hvem husker ikke Jane i Tarzan? Aleta, Prins Valiants modebevidste hustru i Hal Forsters serie, der indledtes i 1937? Og Madame Castafiore og hendes famøse smykker, der konstant er i fare for tyveknægte i Tintins univers?

Men selv om kvinderne har optrådt flittigt, har de måttet nøjes med biroller som nødstedte frøkener, fruentimmere og femme fatales, sidstnævnte med hemmelige dagsordener af yderst farlig karakter for helten. De har ofte været bevidst afseksualiserede og primært haft som formål at legitimere heltens position. Glem ikke, at Aleta i praksis opgav at regere over Tågeøerne, som hun var dronning af.

Den amerikanske tegneserietradition har inkluderet kvindelige superhelte som Wonder Woman, men som sine mandlige fæller optrådte hun i et karikeret superhelteunivers. Superheltenes styrker handlede mere om røntgensyn og flyveteknikker end om evnen til at skildre en samfundsorienteret kontekst. Men billedet af den kvindelige tegneseriehelt skulle snart forandres én gang for alle, og det bidrog Walthéry til.

Hans stewardesse Natacha var en sexet, handlekraftig kvinde, en selvstændig single, hvis ven, den distræte steward Walther har overtaget den kvindelige birolles position som det søde, charmerende sidekick. Sædvanligvis må Natacha redde Walther, når hans temperament giver problemer. Natacha er indbegrebet af kvindelig intuition. Hun er pacifist. Hun reflekterer, og hun løser konflikter gennem samtale. Selv om hun naturligvis kan blive nødt til at slå en gangster i gulvet med et samuraisværd i albummet Diamanter til Marty, der i stil og stemning er inspireret af Wiliam Friedkins samtidige toneangivende thriller French Connection. Et andet af hendes fortrin er, at hendes mandlige modstandere undervurderer hende igen og igen.

Med til at brande Natacha som en fræk og frisindet kvinde var en tegning, hvor hun viser sine bryster frem, som udgiveren måske, måske ikke, ved et uheld lækkede til ugebladet Ciné Revue. Det vakte røre, fordi Natacha-serien udkom i børnebladet Spirou.

En forløber for Natacha var Linda i Linda og Valentin. Første gang seriens to helte mødes, har Valentin ladet sig overfalde i en fortryllet skov under en tidsrejse tilbage til Middelalderen på Jorden, og Linda må redde ham.

For fræk til katolikkerne

Som noget nyt var Linda og Valentin, de såkaldte agenter i tid og rum, optaget af kønspolitik, miljø og spørgsmål om magthaveres manipulation af befolkningen, som i det ofte fremhævede album Herskerens fugle. Linda var en ligeværdig spiller og gik på få album til at blive skildret som indflydelsesrig fremtidsambassadør. Hun har i øvrigt inspireret Star Wars' Prinsesse Leia.

Heltinderne fordrejede hovedet på de store forlæggere, med det var stadig mænd, der tegnede dem. Alligevel var der en tendens til, at de fik deres eget liv og gjorde oprør mod de biroller, de ellers traditionelt havde fået tildelt. For eksempel Franka.

»Hun var oprindelig en sekretær, jeg tegnede. Jeg lavede en historie om nogle folk, der arbejdede på et krimimuseum. Franka var egentlig bare deres sekretær, og hun var kun med på 14 ud af 48 sider i mit første album,« fortæller Henk Kuijpers, der i forgårs begyndte at rentegne sit album nr. 22 om den rødhårede privatdetektiv i sit studie i det nordlige Holland.

»Men de fleste, der læste det, sagde, at pigen var den mest interessante karakter,« siger Kuijpers, der i 1975 gjorde Franka til hovedperson: »Jeg synes, det var fint med en kvindelig hovedperson, og jeg tog konsekvensen af det og gjorde de fleste af mine skurke til kvinder. Det gjorde det mere nuanceret.«

Franka blev inspireret af 1960'ernes og 1970'ernes idealkvinder med lange ben og masser af hår, men mest fremtrædende var hendes uafhængighed. Da hun i et tidligt album kommer til penge, etablerer hun et detektivbureau, og som en ældre og stadig mere seksualiseret hollandsk udgave af Pippi Langstrømpe sætter hun forbrydere på plads.

»Der er kommet mere sex i Franka, fordi hendes læsere er blevet ældre med tiden, og hun skal følge med dem. Da jeg begynde at tegne hende, publicerede jeg i et magasin for 12-13-årige drenge,« siger han.

Siden blev tegneserier i højere grad også for voksne, forklarer han, og dermed mistede de deres uskyld. For Kuijpers er Frankas uafhængighed så vigtig, at han for nylig traf den kontroversielle beslutning at lade Frankas kæreste dræbe i overraskende brutale billeder:

»Jeg var nødt til at slå Hugo ihjel. Han var en god karakter, da han først var hendes modstander, men da alt blev idyl, mistede hun sit bid.«

Frankas frie sexliv og selvstændighed har dog haft omkostninger for hende rent økonomisk, idet hun ikke har været salgbar i sydeuropæiske lande. Hun er for fræk og fri til katolikkerne. Til gengæld nyder hun en enorm popularitet i Nordeuropa og er en af de få kvindelige tegneserieheltinder hvis man ikke medregner deciderede kvindegenrer indenfor japanske manga-striber som stort set kun læses af kvinder.

Det fortæller Henry Sørensen i tegneseriebutikken Faraos Cigarer, hvor Franka nr. 20 er udsolgt, også fra forlaget, og hvor nr. 21 sælger »rigtigt godt«, som han siger:

»Det er kvinder i 30'erne og 40'erne, der køber Franka. Det er mest mænd, der køber Natacha.«

Fra feminisme til selvportrætter

Symptomatisk er det dog, at de kønspolitiske og politisk orienterede klassikerne fra 1970'erne og 1980'erne i tegneseriens storhedstid ikke tiltrækker nye læsere. Og når Faraos Cigarer for et års tid siden kunne skifte deres kælderbutik ud med et stort, lyst forretningslokale, der breder sig over et helt hjørne i Skindergade, er det takket været nyere trends i tegneserieverdenen, nemlig japansk manga, der har et stort ungt publikum, og den såkaldte graphic novel, en krydsning mellem roman og tegneserier der er på vej til at nyde status af litteratur, som appellerer relativt bredt.

»Natacha og Linda fra Linda og Valentin var produkt af en tidsånd i 1970'erne, men i dag har kvinderollen i tegneserierne ændret sig meget. Der er blevet en højere grad af mangfoldighed, og i den forstand kan man sige, at medier afspejler resten af verden, når det gælder kvinders position i samfundet. I Sverige har der været en bølge af tegneserier med en feministisk dagsorden,« siger Rikke Platz Cortzen, der er ph.d. og forsker i tegneserier ved Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og som mener, at tiden er løbet fra den mere stereotypiske tegneserieheltinde.

»Klassikerne tilbyder måske en form for eskapisme og nostalgi, mens de nye serier fokuserer på realisme og det hverdagslige,« siger hun. Iransk-franske Marjane Satrapis Persepolis er et eksempel på en selvbiografisk tendens hos kvindelige tegnere. Et dansk eksempel er Rikke Bakmans kritikerroste såkaldt 'tegnede roman' Glimt.

»Der er jo en stor forskel på de kvindelige helte i dag og dem, der kom frem i 1970'erne, som byder på et vist mål af eskapisme. Jeg tror ikke, at det er de samme, der læser Natacha, som læser Persepolis

Hvad det angår, får hun dog ikke opbakning fra en af Natachas største fans: »Der er ingen eskapisme forbundet ved at læse tegneserier for mig i dag,« siger Ida Holst, der med entusiasme dyrker både Smølferne og italienske Milo Manaras pornografiske serier.

Hun mener på ingen måde, at tiden er løbet fra den frisindede, handlekraftige tegneserieheltinde. Til gengæld er den løbet fra den kvindelige stereotyp i det hele taget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Heigren

"Men selv om kvinderne har optrådt flittigt, har de måttet nøjes med biroller som nødstedte frøkener, fruentimmere --"
En enkelt undtagelse var der dog (og så kan man selvfølgelig sige hun bekræftede reglen) "Modesty Blaise", var i høj grad en hårdtslående kvinde, single med et eget og frit sexliv, og som Natacha, med en mand som "side kick", selvom han var ret så effen udi forbryderbekæmpelsen. Modesty Blaise ligner så iøvrigt i sin stil de andre "avisstribeorienterede" serier med mandlige hovedpersoner.