Læsetid 2.3085714285714 min.

Et refugium for skriften

Mange forfattere har brug for et tilflugtssted, hvor de kan få arbejdsro fra den hverdag, der ofte er mere prosaisk end poetisk. Det er vigtigt for identiteten som forfatter at erfare, at skrivekundskaberne ikke er lige så opdigtede som historierne, og Hald Hovedgaard har sin helt egen plads i litteraturen
2. august 2011

Man mærker den, med det samme man træder ud i sommerluften ved skriverefugiet Hald Hovedgaard. Stilheden. Det er den, mange tager hertil for at opleve igen og igen. Roen indfinder sig allerede, når man nærmer sig den pittoreske matrikel, omkranset af gamle egetræer.

»Når man kommer første gang, ved man ikke, at det er det, man har brug for. Det finder man ud af, når man har været her en gang eller to,« siger Anette Vestergaard, der skrev sin første skønlitteratur på Hald.

Hun har følt sig hjemme på stedet lige siden.

Et refugium er netop et hjem, hvor mennesker der søger hvile eller åndelig hjælp kan opholde sig en tid. Hvor man ved, man er velkommen og har en plads. For forfattere kan der i hverdagen være langt til tastaturet, men på skriverefugiet er der et frirum fra dagligdagens snærende bånd, og man kan derfor koncentrere sig helt og holdent om den bog, man er ved at skrive, oversætte eller illustrere.

»Der er ikke alle de praktiske ting, man ellers går rundt og tænker på derhjemme,« fortæller Arnbjørn Ólavsson Dalsgar, der er kommet fra Færøerne for at arbejde på Hald.

En litterær institution

Bogproducenter har ofte svært ved at gøre en levevej ud af deres metier. Derfor kan det være berigende midlertidig at tage bolig et sted, hvor lønarbejde, pligter og familie er sekundært, og man primært er forfatter.

»De fleste af os er jo bare ganske almindelige arbejdende mennesker, som har en hobby med at skrive,« siger LG Jensen, der kun er fuldtidsforfatter, når han er på Hald.

Det kan være en udfordring i de vante omgivelser, men på et skriverefugium er der ingen forventninger andre end dem, man har til sig selv, og det arbejde, man er eller skal i gang med.

Her til lands har vi en række refugier, som forfattere kan drage til, når de trænger til et litterært afbræk. Klitgården i Skagen, Ørslev Kloster og Gammel Have på Fyn er blot nogle af dem. Men også San Cataldo i Italien, Skandinavisk Kunstnerkollegium i Rom og Det Danske Institut i Athen er yndede destinationer for forfattere med skrivetrang.

På Hald Hovedgaard i Hald Ege uden for Viborg er det forfattere, oversættere og illustratorer, der huserer.

Hald har for længst indskrevet sig i den danske litteraturhistorie, og St.St. Blicher, der kom på herregården som barn, har med novellerne Jøderne på Hald og Eneste Barn bidraget til eftermælet. Men litteraturen tog for alvor bolig her, da Arena-forlæggeren K.E. Hermann og forfatteren Peter Seeberg i 1975 etablerede Den Selvejende Institution Hald, der blev hjemsted for Arena Forfatternes Forlag og Arkiv for Ny Litteratur samt en tiltagende kursusvirksomhed.

I 1983 opstod Den Litterære Institution uss (under stadig skælven, red.), som fik stor betydning for de litterære aktiviteter på stedet og gav liv til Det Danske Forfatter- og Oversættercenter som regionalt, nationalt og internationalt samlingssted for litteratur og kultur. I 1998 blev Peter Q. Rannes leder med ansvar for udvikling og daglig drift, to år senere flyttede forfatter- og oversætteraktiviteterne ind i Hovedbygningen, og siden har der i stadig længerevarende perioder været åbent for gæster om sommeren, i efteråret og i højtiderne.

Under stadig skælven

Forfatterne får logi, men er på egen kost, der tilberedes i husets hjerte: det atmosfærefulde gamle køkken. Man kan ikke leve af åndelig føde alene, og derfor samles de ofte om det blåmalede langbord, hvor betegnelsen samtalekøkken faktisk har betydning, og der diskuteres alt fra levebrød til livsanskuelse og selvfølgelig litteratur.

Frem for alt bliver de logerende bekræftet i deres egen identitet og faglighed. Som forfatter kan man godt føle sig lidt hjemløs og savne anerkendelse. Nogle kæmper til daglig for deres eksistensberettigelse og føler, at de skal forsvare deres valg for omverdenen. Derhjemme er mange deltidsforfattere, men på Hald er alle fuldtidsforfattere.

»Man springer den forklaring over, som man er nødt til at give dem, der ikke skriver,« siger Inge-Helene Fly, en anden af denne sommers forfattere på Hald.

Der er noget rituelt forbundet med det at være på Hald, men for at det hele ikke skal blive for apollinsk, holder man af og til nogle berusende fester på stedet, når dagen er gået på hæld. Faktisk er det lidt af en tradition, at man efter endt ophold tager afsked i muntert lag, fortættet af bogsnak og nærværet af de forgængere, der har været, levet og skrevet på stedet.

Forfatteraftenerne er nemlig ikke det eneste, der går igen på Hald. Rygtet vil vide, at det spøger, og Hald har altid været genstand for en vis overtro. Både når det kommer til forfatternes egen præstation og de overnaturlige kræfter, der siges at være på spil.

Man får fred i sjælen, men ikke nødvendigvis fred for de sjæle, der flyver frit omkring blandt tankerne. Det siger man i hvert fald.

Som forfatter er der meget, man aldrig bliver færdig med, og på herregården har de hver især deres egen version af fortællingen om Hald. Fælles for dem er dog, at de altid vender tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu