Læsetid: 6 min.

Et Ryan Gosling-efterår

Se ham strippe for Emma Stone i en romantisk komedie, eller se ham træde en gangsters fjæs fladt som en kødpizza i 'Drive'. Nicolas Winding Refns nye filmmakker, Ryan Gosling, er Hollywoods mest interessante skuespiltalent, der drømmer om at gøre en eksperimenterende film som mesterlige 'Blue Valentine' til den nye Avatar
Se ham strippe for Emma Stone i en romantisk komedie, eller se ham træde en gangsters fjæs fladt som en kødpizza i 'Drive'. Nicolas Winding Refns nye filmmakker, Ryan Gosling, er Hollywoods mest interessante skuespiltalent, der drømmer om at gøre en eksperimenterende film som mesterlige 'Blue Valentine' til den nye Avatar
1. september 2011

Det var lidt, som om at Nicolas Winding Refn havde taget en rigtig sød ven med hjem fra skole, sådan som de sad der i god stemning i maj, Refn og Ryan Gosling, til pressekonferencen på Drive i Cannes. Refn, der tit virker akavet og krukket under interview, var i Goslings behage­lige selskab nærmest gået i charmeoffensiv: smile og sludre. De to fortalte historier: Gosling om deres første ’date’ hvordan han i sin tid havde taget Hossein Aminis filmmanuskript til Drive hen til sin yndlings-(volds)instruktør, Refn. Den danske instruktør var dopet af amerikansk influenzamedicin og stenet og umedgørlig. Men da Gosling kørte Refn hjem (som en pige efter en dårlig date, sagde han), sprækkede isen pludseligt: Det var noget med en sang i radioen. Så stod tårerne ud af Refns øjne, og så skulle filmen alligevel laves. Refn var inviteret ind i de stores skolegård, Hollywood, og med Goslings fik han lov til at lave den film, han havde lyst til at lave. En kreativ bromance var født.

Gosling er her og der og alle vegne: Om to uger får Drive premiere i de danske biografer. Fra næste torsdag kan man se ham som stilfuld pick up-artist i den letbenede romantiske komedie Crazy Stupid Love. Forelskelses- og skilsmissedramaet Blue Valentine udkom på dvd sidste måned. Og han har allerede sagt ja til at medvirke i Refns kommende danske Bangkok-gangsterfilm Only God Forgives med Kristin Scott Thomas. Senere skal han jage rundt i kitchet sci-fi-dragt i Refns remake af kultfilmen Flugten fra Fremtiden (Logan’s Run, 1976). Det er et Ryan Gosling-efterår. Det er en god ting.

Fra Disney til crackhoved

Ryan Gosling er 30 år og canadisk. Hans fortid er lige så nuttet og på grænsen til for meget, som han selv er: Som 12-årig var han mouseketeer i Disneys talentfabrik, The All New Mickey Mouse Club. Sammen med lille Britney Spears, lille Christina Aguilera og lillebitte Justin Timberlake, iført piratbukser og kæmpe-T-shirts, sang de små blegfise R’n’B’-inspirerede ballader, lavede sketches om at rydde op på værelset (øv!) og om at installere ’forældrealarm’.

»De fandt ret hurtigt ud af, at jeg hverken kunne synge eller danse,« indrømmede Gosling siden til David Letterman. Så efter to sæsoner på Disneyfabrikken blev Gosling i stedet stjerne i Fox Kids’s ungdoms-tv-serie Young Hercules. Med halvlange lyse lokker, indsmurt i bruncreme og iklædt lædertøj og brynje sprang han kækt rundt i dårlig animation og kæmpede mod sine lumske fjender og faderkomplekser.

Siden har Gosling foldet sig ud som et uomgængeligt talent og en næsten demonstrativt divers skuespiller, der kaster sig over alskens independent- og eksperimenterende filmprojekter: Han vandt ægte respekt som 20-årig i rollen som indestængt jødisk nynazist i The Believer. Senere blev han Oscar-nomineret for rollen som charmerende crack-hoved og skolelærer i Half Nelson (2006), og så charmerede han i Lars and the Real Girl (2007) som sociofobisk outsider, der forelsker sig i en menneskestor påklædnings- og sexdukke, en real doll.

Det er altid svære roller, ekstreme, splittede og særlige typer, han spiller. Siden mouseketeer-dagene har han lært at synge i indiebandet Dead Man’s Bones, som udgiver andet album i år. Det er et Gosling-efterår, som sagt, for manden der lidt kan alt: »Ryan er en af de klogeste fyre, jeg har mødt,« fortalte Blue Valentines instruktør, Derek Cianfrances, til den canadiske avis The Globe and Mail.

»Han er enormt god til at regne problemer ud. Hvis han nu skulle finde ud af, hvordan det var at være skateboarder, så ville han studere det hele natten, lære bevægelserne, og klokken fire næste eftermiddag ville han ligne en mester.«

Tics og andre tricks

Gosling er en ’method man’.

I Cannes fortalte han The Guardian, at dukken Bianca fra Lars and the Real Girl stadig sidder i en stol i hans lejlighed og læser, vistnok, Murakami. Han transformerer sig selv til de roller, han spiller. I sin anmeldelse af Lars and the Real Girl kritiserede The Guardians Joe Queenan Gosling for »igen« at give den som »prinsen af tics«. Men mens sociofoben Lars i filmen rigtigtnok tic’er derudad i al sin akavethed, så er det imponerende ved Goslings evner faktisk netop, at han bruger nye tricks i alle roller. Han er aldrig den samme. I Drive er hans mund notorisk lukket, medmindre han har noget alvorligt presserende at få sagt (»rejs fra byen nu og kom aldrig tilbage« og ting i den dur). I den overstiliserede psykothriller Stay (Henry Letham, 2005) lader han i rollen som suicidalteenager sit blege ansigt hænge slapt nedad, men øjnene blafrer mystisk. I Half Nelson ligner han et lækkert lig: selv med bleggrå misbrugerhud kan han charmere. Og måske er det netop det gennemgående for Gosling. Han er ikke prinsen af tics, men han er, med en floskel, prinsen af charme. I enkelte tilfælde kan der nærmest gå floskel i denne charme, for eksempel i det romantiske drama The Notebook (2004). Men i Blue Valentine bliver den derimod både brugt til karakterens fordel og ulempe.

’Method man’

Blue Valentine er en rigtig metodefilm i Gosling, ånd: Improvisationsbaseret og krydsfortalt gennem to tidsspor: Da flyttemanden Dean (Gosling) og den medicinstuderende Cindy (Michelle Williams) først bliver flyvende forelsket i New York, og da deres forhold, en datter og fire år senere, er ved at gå i opløsning. Mellem optagelsen af de to perioder i filmen boede Gosling og Williams sammen i en måned, holdt jul sammen, købte ind på parrets budget sammen, gjorde rent og skændtes, indtil irritationen var så sitrende, at det brændte sig ind i kameraet. Rollen som først glade, så flade Dean er måske Gosling bedste overhovedet. Her er hans naturlige, altid på kanten til det overdrevne drengerøvcharme både Deans bedste og værste side. Han er sådan en, man forelsker sig i, når livet er ungt og man dyrker baglæns-kapløb og kærlighedssange på ukulele. Senere bliver det praktisk. Cindy snører sig sammen, han giver hende ikke muligheden for at få luft. Hun er ved at gå til over, at han ikke gør noget. At han bare dasker rundt med sine malerpletter og tonede solbriller og smøg i kæften og morgenøl. I den mest triste parforholdsscene, man kan forestille sig, er de to taget på sexmotel i The Future Room i et desperat forsøg på genforening. Natten her bliver et klaustrofobisk science fiction-mareridt: en kampplads for et forhold, der er tømt for ømhed. Dean kysser Cindy mellem benene i badet. Hun kæmper sammenbrudsramt for blot at udholde hans berøring. De to skuespillere er begge sublime i denne intime brutalitet.

»Jeg har bare denne her fantasi om, at en film som Blue Valentine kan blive lige så stor som Avatar … Det er ikke sket endnu. Men jeg synes, at jeg kommer tættere på,« har Gosling sagt.

Det er dét, der er så interessant ved ham. At her er en kunstnerisk ambitiøs, af alle elsket lækkermås og stortalent. Han er sådan én, der kan tage Refn under armen og bygge bro til de store drenge. Og selv er han sådan en bro. Kontrasternes mand. Det er indgraveret i hans karakterer og i de rollevalg, han træffer. Han er ren honningkrop med jakkesæt i Crazy, Stupid, Love: »Tag trøjen af! Tag nu bare trøjen af ... Ej, seriøst? Det ligner jo, at du er photo-shoppet!,« sukker Emma Stone til ham.

I Drive, derimod, kysser han nuttede Carey Mulligan inderligt i en elevator for så i næste sekund at knalde sin fod mod en gangsters hoved, igen, igen, igen, indtil det er splattet fladt som en kødpizza.

Refn fik en instruktørpris i Cannes for blandt andet iscenesættelsen af den præstation. Måske udlever de en dag sammen Goslings drøm om en kunstnerisk topambitiøs blockbuster af Avatarske dimensioner?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer