Læsetid: 7 min.

Det sande limfjordssind

Folket ved Limfjorden finder sig ikke i hvad som helst. Derfor dræbte de Kong Knud i 1086, og siden har det øvrige Danmark haft en vis ringeagt for området. Dog ikke Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som sammen med fotografen Kirsten Klein har lavet et kæmpeværk om fjorden. Bogen er samtidig et testamente for Nørregård-Nielsen, som med egne ord 'har en alder'
I fem år har Hans Edvard Nørregård-Nielsen sammen med Kirsten Klein arbejdet på de to massive bind om Limfjorden. Der dvæles ikke ved Udkantsdanmark og de triste eksistenser omkring fjorden, men Cheminova har fået plads i værket, selv om det for forfatteren var at gå langt.

I fem år har Hans Edvard Nørregård-Nielsen sammen med Kirsten Klein arbejdet på de to massive bind om Limfjorden. Der dvæles ikke ved Udkantsdanmark og de triste eksistenser omkring fjorden, men Cheminova har fået plads i værket, selv om det for forfatteren var at gå langt.

fra bogen

19. august 2011

»Jeg følte, at jeg skyldte noget.« Sådan beskriver kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen sin motivation for at bruge fem år og en stor portion kræfter på at skrive det omfangsrige tobindsværk, Limfjorden stemmer og steder. I dag sidder han i det lyse mødelokale på Ny Carlsbergfondet, som han til daglig er formand for. Han har tændt en hvid Kings dem uden filter:

»Limfjorden er en levende strøm. Der løber fra i går, gennem i dag og frem mod i morgen. Det er det levende, vi vil fortælle,« siger han. Bogen er lavet sammen med fotografen Kirsten Klein. De to har sammen med skipper Jess gennem flere somre sejlet rundt på fjorden i skonnerten Mira og indsamlet materiale.

Erindring

For Hans Edvard Nørregård-Nielsens er værket også både fortid, nutid og fremtid: Ud over begejstringen for Limfjordens nutidige landskaber har Nørregård-Nielsen i sine tekster om hvert enkelt sted langs fjorden brug sin historiske viden og sin personlige erindring fra barndommen hans familie boede i flere år i Humlum i den vestlige del af Limfjorden. Derfor har det også været en hård proces at skrive bogen:

»Jeg har jo en alder. Da jeg fyldte 65 for nylig, holdt min kone en lille tale. Hun sagde: 'Det har ikke altid været sjovt i den tid, du har skrevet den her bog. Men det har heller aldrig været kedeligt. Og jeg ved jo godt, at det er et testamente, du skriver på'. Og det tænkte jeg, at det var nok meget rigtigt. Det er jo ikke et testamente i den forstand, at der står, hvem der arver mine får og mine køer. Men jeg har set meget. Jeg har stået for 60 år siden ved Limfjorden og set solen stå op. Jeg har set fiskene, der begyndte at forsvinde. Der er så meget, jeg har set, som jeg føler, jeg er forpligtet til at sige i testamenteform 'det har jeg set. Sådan var det'.«

Vil der ellers gå noget tabt?

»Ikke bare noget. Det hele vil gå tabt. Om lidt er der ingen, der ved noget om Limfjorden mere,« siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen og fisker endnu en hvid Kings ud af pakken i brystlommen.

»På den video, som følger med bogen, lader jeg mig rive lidt med, sådan som følsomme mennesker af og til gør. Men der siger jeg, at jeg håber, at jeg kan nå at gøre bogen færdig. Og at jeg har en god fornemmelse af det i forhold til den gode Gud. Altså, hvis man ligger med bar røv, så skal man også have lov til at blive færdig.«

Limfjorden blev færdig. Kort efter fik Hans Edvard Nørregård-Nielsen konstateret cancer og han har netop gennemgået en større operation: »Hvis de havde sagt, 'vi kan ikke gøre noget ved det', da jeg blev syg, så tror jeg, at jeg ville sige: 'Det var fandeme godt, at jeg nåede at blive færdig med Limfjorden'

Kong Knud

Bogen beskriver Limfjordens byer, natur og historie. Men også det særlige »limfjordssind.« Et sådant findes nemlig, og der spiller mordet på Kong Knud en afgørende rolle, mener Hans Edvad Nørregård-Nielsen. Knud den Hellige ville i 1085 generobre noget af det tabte i England, og Limfjorden var fyldt med sejlklare og bemandede skibe. Men kongen kom ikke.

»De var klar til at afgå til England. Men den flottenheimer kommer ikke. Så sagde man, den mand har vi sat kronen på hovedet af på nogle betingelser, som han ikke holder. Så nu tager vi kronen igen, og så kom man til at rage hovedet af ham ved samme lejlighed.«

Det blev aldrig glemt, at det var jyder fra Limfjorden, der i 1086 stod bag mordet på Kong Knud. Hverken af de øvrige danskere eller af limfjordsfolket selv:

»Det er ikke dét, at de huggede hovedet af den i og for sig åndssvage Kong Knud, der er vigtigt. Det handler om fortrydelse. Det væsentlige er, at de ikke ville fortryde det. Det kører op igennem Limfjordens historie.«

Skipper Clement, som Nørregård-Nielsen beskriver som »en kraftkarl«, og hans hær havde kampråbet »Thet war wos, der i hiel slogh koning Knuth«. Det er også nævnt i Hans Kirks Fiskerne en af de mange skønlitterære tekster, der optræder i Limfjorden. Det er ifølge Nørregård-Nielsen ægte »limfjordssind«:

»Det kan godt være, at man har gjort noget. Men man vil hellere flækkes, end man vil sige 'nå, nej, men det er vi da også kede af.'« Og det gjorde dem også mindre populære: »Når Saxo skriver om de jyder, der bor ved Limfjorden, så er det, som når vi andre holder en rotte i halen og smider den i skraldespanden. Det fortsætter op gennem tiden. Alt med Jylland er ufint.« Senere blev landet mere samlet, men stemningen er der stadig af og til:

»Der er stadig en vis ringeagt,« siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Udkantsdanmark

I dag taler man om Udkantsdanmark, og byerne omkring Limfjorden er da heller ikke altid lige spændende. På sine rejser er Hans Edvard Nørregård-Nielsen stødt på forfald og tristesse:

»Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen.«

I bogen behandler Hans Edvard Nørregård-Nielsen ikke den del af Limfjorden:

»Jeg kunne sætte mig ned og begræde tiderne, men jeg holder så meget af tilværelsen, at jeg ikke vil svine et smukt emne til ved konstant at beskrive, hvordan det er i dag. Jeg vil hellere skrive om det, der også understøtter Kirsten Kleins billeder. Bakkerne med hvide blomster. Noget, der har tilværelsen og livet i sig. Og bliver ved med at have livet i sig.«

På spørgsmålet om, hvorvidt det er udtryk for et romantiseret københavnersyn på Limfjorden, svarer han:

»Der er pæne solnedgange, vinden kommer farende, og blomsterne gror. Men det er jo bare konstateringer. Jeg har hugget et udtryk fra Johannes V. Jensen, nemlig 'glæden ved at gå her, mens man går her'. Det er for mig vigtigt. Man er nødt til at have den sidste dimension med. Jeg elsker kaprifolier. Jeg elsker de hvide blomster. Sådan har jeg det, og det vil jeg så skrive,« siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen og tilføjer:

»Jeg vil ikke kunne se nogen mening i, at vi beskriver og fotograferer alle husene med smadrede vinduer og hunde, der kommer farende ud i benene på én. En menneskelig ynkelighed. For mig ville være som at tage et billede af folk, der sad og sked i landevejsgrøften. Der ville komme noget ublu over det.«

Så kan man vel også beskylde jer for at tegne et romantisk billede af Limfjorden?

»Jo, men det er det gode ved at blive gammel. Man kan kritisere os for alt muligt og sige 'hvor er dét der henne'. Jamen, det er der ikke. Det er der bare ikke. Det var ikke vores ærinde,« siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Cheminova

Bogen er dog ikke idyl hele vejen igennem. Blandt andet nævnes Cheminova flere gange:

»Det at tage Cheminova med er at gå langt for mig. Men det er interessant, for Cheminova lå indtil 1954 i Ballerup og Måløv. Undergrunden var blevet forurenet, og så sagde man, 'vi kan ikke undvære Cheminova vi må lægge det ovre i Jylland'. Man ville aldrig have tilladt sig at lægge det et andet sted med den viden og erfaring, man havde. Man lod det gå, fordi man kendte den skikkelighed, der var.«

I første omgang betød Cheminova øget indtægt. Også i barndomshjemmet, hvor Hans Edvard Nørregård-Nielsens far i lange perioder var arbejdsløs:

»Cheminova betød en helt anden ugeløn end den, man havde været i nærheden af hos de der helvedes fornærede bønder. Det betød pæne parcelhuse, som man kunne få billigt og med træk og slip.«

Men pludselig begyndte fuglene og fiskene som bekendt at dø. Samtidig lukkede man giftstoffer fra landbruget ud i fjorden og i Aalborg, som tydeligvis ikke er Hans Edvard Nørregård-Nielsens foretrukne destination langs fjorden, sendte man sit »lort ud i Limfjorden, så det lå og sejlede side om side med kondomerne«. Og da man ville rengøre fjorden, var det »svært at få Aalborg med«, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen formulerer det. Men fjorden blev rengjort. I dag er Cheminova blevet væsentligt bedre til at rense vandet, og Kirsten Kleins billeder viser tydeligt, at Limfjorden igen er kommet sig. Hans Edvard Nørregård-Nielsen har boet det meste af sit liv i København. I afsnittet om Thyborøn drømmer han om at flytte tilbage til Limfjorden og åbne en fiskerestaurant. Men selv om Limfjorden betyder så meget for ham, så kommer han ikke til at slutte sit liv i et hus med udsigt over fjorden:

»Det skriver jeg også i bogen, at det ville min kone aldrig gå med til. Hun vil ikke væk fra Det Kongelige Bibliotek. Nej, nu snakker jeg udenom. Hvorfor ikke flytte derop? Jeg tror, det er fordi, man må indse, at man kan med lidt held én ting i livet. Så snart man prøver at gøre to ting, så mislykkes det.«

Limfjorden stemmer og steder I og II. Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Kirsten Klein. Gyldendal. 850 sider, 500 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Min far arbejdede nordenfjords i 50erne. Sammen med en bekendt fik han, der kom fra Hellerup, den glimrende idé at flere sogneråd skulle gå sammen om et - i øvrigt fornuftigt - projekt.

Så han inviterede nogle af sognerødderne til en fælles aften, hvor man skulle snakke om sagerne.

Så langt kom man aldrig. Dem fra det ene sogn var dårligt nok kommet ind i lokalet før de andre minde dem om, at deres forfædre havde stukket halen mellem benene, da det virkelig gjaldt.

Under grevens fejde!

Siden havde man ikke snakket sammen. (Og gør det heller ikke rigtig i dag - jeg har for nylig oplevet det igen).

Andreas Trägårdh

»Jeg følte, at jeg skyldte noget.«
Det gør du også

Carlsberg gik på opkøb ud i den danske industri, ansatte en årgang CBS'sere af slagsen, og huggede Danmarks industri og håndværkstradition til pindebrænde, for ussel mammon. Du kan bande på at Carlsberg skylder noget. Mens du Hans Edvard Nørregård-Nielsen, agerede røgslør.