Læsetid: 4 min.

En seriøst alvorlig mand

Hvad blev tilbage, da ironien faldt til jorden? Den amerikanske journalist og forfatter Lee Sigel tegner i en ny bog et rids af seriøsitetens historie og opfordrer os helt seriøst til at være mere seriøse
Hvad blev tilbage, da ironien faldt til jorden? Den amerikanske journalist og forfatter Lee Sigel tegner i en ny bog et rids af seriøsitetens historie og opfordrer os helt seriøst til at være mere seriøse
19. august 2011

Der var en tid, hvor alvorsmænd var til grin, holdninger var af mode og ironien den dominerende udtryksform. Det var i 1990'erne. Tidens mest populære tv-show var en komedieserie, som gjorde en dyd ud af ikke at handle om noget, mene noget eller betyde noget. Vi talte med tungen i kinden, satte gåseøjne om det, vi skrev, og lagde afstand til alle dem, der mente, de vidste noget eller som vidste, de mente noget.

Så fløj to fly ind i World Trade Center. Tårnene styrtede i grus, og med dem faldt også ironien til jorden. Det var igen blevet tid til at tage stilling: »Enten er du med os eller også er du imod os,« dikterede Bush.

Tiden var ikke til at punktere sandheder og bryde betydning ned, men til at lappe sammen og bygge op. I artikler formet som dødsannoncer lagde aviserne den ironiske retorik i graven uden at fælde en tåre. Man sagde farvel til citationstegnenes årti med et forløsende suk, som var der tale om en kulturel befrielse.

Men hvad fik vi i stedet? Det er det spørgsmål, den amerikanske journalist og forfatter Lee Siegel stiller i sin nye bog, Are you serious? How to Be True and Get Real in the Age of Silly.

Siegel begynder i hverdagssproget med at vise, hvordan 'det seriøse' er blevet en kulturel værdi, vi i stigende grad efterspørger og forbinder med noget positivt. 'Det er en seriøs burger!', siger vi og mener dermed, at netop denne burger adskiller sig væsentligt fra de mange tarvelige udgaver, fødevareindustrien ellers serverer for os. 'Hun er seriøst sjov', siger vi og mener dermed, at hendes humor adskiller sig væsentligt fra alle de ligegyldige metervarer, underholdningsindustrien ellers præsenterer for os.

Når vi spørger ind til en venindes nye kæresteforhold, spørger vi hende ikke kun, om det er godt eller dejligt, men også om det er seriøst: 'Er det seriøst imellem jer?', siger vi i forståelsen: Mener I det sådan virkelig?

»Så meget af livet omkring os er blevet kapret af reklamer og Hollywood, så mange af vores oplevelser er blevet karikeret og brandet, at vi bruger ordet 'seriøs' i et forsøg på at generobre vores egne erfaringer. Det er en måde, hvorpå vi forsøger at adskille originalen fra de mange imitationer og kopier,« skriver Siegel.

Det, der ligner

Vi bruger også ordet 'seriøst', når vi ønsker at understrege oprigtigheden af vores udsagn: 'Seriøst, jeg har ikke lyst', siger vi. Eller: 'Jeg aner seriøst ikke, hvem han er!' Som om man ikke kan tage for givet, at vi mener, hvad vi siger, før vi har understreget, at vi altså mener det seriøst. Som om ironien stadig udgør bagtæppet for vores samtaler med hinanden.

Og det er netop Lee Siegels pointe at vi så gerne vil leve i en seriøs tid, men at vi ikke gør det. At vi taler så meget om seriøsitet, fordi der er så lidt af den. Han siger ikke, at alt det, der foregår rundt om os, er useriøst, men at den måde, vi reagerer på alt det, der foregår rundt om os, er useriøs.

Siegels pointe er denne: De seriøse mennesker, som engang udgjorde fundamentet i samfundet, har mistet deres autoritet, og ind i tomrummet er flyttet en hær af professionelle, opblæste medieklovne, der imiterer en højstemt seriøsitet, de reelt ikke besidder.

I en amerikansk sammenhæng er det folk som den kulturkonservative Glenn Beck fra Fox News og den socialliberale Keith Olbermann fra MSNBC, der begge iklæder sig seriøsitetens gevandter uden reelt at have noget tøj på. Det er erhvervslederen Donald Trump, forfatteren Salman Rushdie, instruktøren James Cameron, politikeren Michelle Bachmann, journalisten Anderson Cooper og »alle skuespillere under 35 år.«

Men Siegels forfaldsmyte har også sine helte: Komikere som Jon Stewart og Stephen Colbert forsøger begge at bære seriøsitetens fakkel videre ikke i form af en klassisk, højstemt alvor, men i form af en »ironisk anti-alvorlig alvor«, der mest af alt forsøger at udstille manglen på alvor. Som da Hillary Clinton besøgte The Daily Showaftenen inden det demokratiske primærvalg i Texas og Ohio i 2008.

Kampen om balancen

Jon Stewart: »I morgen er måske en af de vigtigste dage i dit liv, og alligevel har du valgt at tilbringe aftenen med at tale med mig. Senator, som vært er jeg beæret. Som borger, skræmt,« lød Jon Stewarts moralske dom. Hillary Clintons svar var resignerende, men befriende ærligt: »Det er ret patetisk,« indrømmede hun.

Gennem sin idiosynkratiske gennemgang af seriøsitetens historie viser Lee Siegel, hvordan det seriøse altid har penduleret mellem for meget og for lidt, og som eksempel citerer han fra et brev, Abraham Lincoln engang skrev til en kvindelig udkåren:

»Jeg har påbegyndt to breve før dette, men jeg var lige misfornøjet med dem begge, så jeg rev dem i stykker, før de var halvt færdige. Det førstemente jeg ikke var seriøst nok, og det andet var på den anden yderlighed.«

Det er samme balance, den kulturelle offentlighed i USA kæmper med at finde, og som vi ifølge Lee Siegel alle må prøve at finde ved konstant at søge svar på tre spørgsmål. De samme som indleder og afslutter hans bog:

»Er du seriøs? Er du sikker? Hvordan kan du vide det?«

 

'Are you serious? How to Be True and Get Real in the Age of Silly'. Lee Siegel. Harper/HarperCollins Publishers. 212 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu