Det skal ses, uden at det kan ses

Vibeke Knuth-Winterfeldt på 60 har lige spillet tennis med sin veninde Jannie. De mødte hinanden gennem deres børn, tilbage i 1980'erne.

»I vennekredsen var der ikke ret mange, der lavede noget dengang. Højst hver tredje. I dag er det anderledes. Jeg tror, at næsten alle arbejder, men hvis du skal finde nogle, som ikke bestiller noget, så er det i det her distrikt,« siger Vibeke Knuth-Winterfeldt. Hun anslår, at hver tiende kvinde i Gentofte er hjemmegående i dag.

»Jeg har altid arbejdet fuld tid som jordemoder. Jeg ansatte bare en aupair-pige, så jeg kunne arbejde,« fortæller hun, mens Jannie fortsætter:

»Selvom jeg var uddannet fodterapeut, brugte jeg aldrig min uddannelse, da jeg var gift. Jeg rejste meget med min mand, da der var en del repræsentativt arbejde, og så fik vi tre børn lige i rap,« siger hun.

Veluddannede kvinder

Siden blev Jannie skilt fra sin mand, og selv om hun økonomisk klarede sig fint, ønskede hun at arbejde.

»Jeg arbejdede i ti år på et privathospital, som desværre gik konkurs. Nu er jeg i venteposition og håber, de åbner igen, men jeg er heldig, for jeg har været godt gift.«

Et simpelt opslag i Danmarks Statistik kan afkræfte mindst én af de gængse forestillinger om Strandvejens kvinder: At de er veluddannede og arbejder i forlængelse af deres uddannelse. Hvis de ikke kan følge med derhjemme, går de ned på deltid, ansætter en aupair-pige eller sætter et par bedsteforældre i sving.

»Der er et generationsskifte i gang, men dem, der kommer hertil, bliver nødt til at have to indkomster for at kunne finansiere de her boliger og denne her levemåde,« siger sociolog Mai Heide Ottesen, der har lavet sammenlignende studier af arbejderklassen i henholdsvis Herlev og overklassen i Hellerup.

Ifølge Danmarks Statistik er gruppen af uddannede kvinder i Gentofte stødt stigende og ligger nu med en årlig vækst på 2,63 procent. Samtidig er gennemsnittet af beskæftigede kvinder i alderen 34 og opefter højere end landsgennemsnittet.

Lidt unaturlig

Niels Bukh, 64 år, er læge og medejer af Laserklinikken Helios på Strandvejen, hvor han også har boet i 40 år. Han forsøger at efterkomme mænd og kvinders kosmetiske ønsker og lægger dagligt mærke til, hvordan deres skønhedsideal udvikler sig. For det har udviklet sig.

»Jeg kommer gående og ser et ansigt. Jeg spørger mig selv, hvad fanden var det, jeg lige så? Jeg må kigge en gang til. Det er, som om min underbevidsthed siger: 'hey, der er noget, der ikke passer, det her er snyd',« fortæller han om en tidligere oplevelse fra Strandvejen. Men de kvinder, som kommer til ham på Helios, vil ikke have store kosmetiske operationer.

»Al udvikling går i retning af det naturlige. Det skal ses, uden at det kan ses,« siger Niels, der ejer klinikken med sin kone, som står bag disken. Hun holder en fyldt dagkalender i hånden med navne på de kunder, som skal behandles.

»Det er well-off, veluddannede typer, som kommer her. Mest kvinder. De kommer stort set i to bølger: først når de er unge og ikke har fundet en mand, og senere når de er blevet skilt eller forladt og står tilbage på markedet,« siger Niels Bukh.