Læsetid: 8 min.

Smølferne gik fra god smag til manisk landeplage

Da merchandisemaskinen i de sene 70'ere tog smølferne til sig, forvandledes en anerkendt belgisk tegneserie i et småfilosoferende univers til pophits med mussestemmer og regulær smølfemani. Siden er børnene fra smølfegenerationen blevet forældre, smølferne anklaget for stalinisme men om I kan lide det eller ej, er smølferne tilbage i en ny animationsfilm, der har premiere i dag
Gitte Henriksens hjem rummer omtrent 3.000 smølfer, og hun er stadig på jagt efter de smølfer, hun og sønnen Rasmus Henriksen mangler til samlingen. Interessen opstod, da i sin barndom så tyske reklamepauser med smølfer i. 'De gjorde mig så glad, de små fyre. Universet er så idyllisk og naivt, og legetøjet er så sorgløst,' siger hun.

Gitte Henriksens hjem rummer omtrent 3.000 smølfer, og hun er stadig på jagt efter de smølfer, hun og sønnen Rasmus Henriksen mangler til samlingen. Interessen opstod, da i sin barndom så tyske reklamepauser med smølfer i. 'De gjorde mig så glad, de små fyre. Universet er så idyllisk og naivt, og legetøjet er så sorgløst,' siger hun.

Jakob Dall

25. august 2011

Lad os starte i smølfernes gyldne dage. I de sene 70'ere hvor Johnny Reimars smølfesange fyldte de danske parcelhuse, plasticfigurernes salg boomede, og hvor selskabet Royal Gulf Oil indgik et lukrativt samarbejde med den blå industri. Ved hver åbning af den succesfulde kædes tankstationer stod Johnny Reimar parat med mikrofonen i hånden, omgivet af små, dansende, blå skovtrolde med pivestemmer og hvide nissehuer på. Sangstemmerne var indspillet og fiflet med i forvejen, og inde i smølfekostumerne svedte Johnny Reimars egne børn.

»Det satte skub i smølferne, at jeg med mine sange gav de små belgiere et dansk udtryk. Og smølfepladen er stadig mit mest solgte album. Den solgte platin i løbet af en måned 100.000 kopier, er det ikke utroligt? Der var rigtig mange, der købte de kassettebånd,« siger Johnny Reimar om tiden.

Smølferne gik på få år fra at være lovpriste belgiske tegneserier til at blive lig Johnny Reimars sprøde herrestemme og plasticfigurer som samleobjekter. Smølferne gik fra at begejstre de indviede tegneserielæsere til med fistelstemme at skrige ud over hele Danmark. Og de er her endnu. I dag har animationsfilmen Smølferne premiere i Danmark.

Storhedstiden

Smølferne debuterede i 1958 i tegneren Peyos album Den fortryllede fløjte om Henrik og Hagbart. Da bifigurerne på albummets sidste sider blev en stor succes, fulgte tegneren i 1963 op med et album, der kun handlede om de uskyldige smølfers liv i landsbyen og kampe mod fjenden, mennesket Gargamel, hvis eneste mål var at dræbe de små. Tegneserien ramte første gang Danmark i 1972, men der skulle gå endnu fire år, før Johnny Reimar øjnede en chance.

Sangeren Fader Abraham i Holland havde i mellemtiden opnået stor succes ved at synge sammen med smølferne, og rygterne gik, at han solgte millioner af albums. Ved den årlige musikmesse i Cannes, som Johnny Reimar årligt besøgte, stod der en stand med et lille hollandsk pladeselskab og lokkede med rettighederne til smølferne:

»Jeg tænkte straks, at hvis jeg var fader Abraham i Danmark, så ville jeg kunne lave nogle billige produktioner og sælge dem i en fart. Så jeg gik i gang med at lave melodierne, mens BR begyndte at købe figurerne ind. Der begyndte smølfefeberen for alvor i Danmark, og melodierne fik det hele til at eksplodere. Ja, selv udenrigsministeren havde en smølf på sit skrivebord,« siger Johnny Reimar.

Entertaineren besøgte i 80'erne Uffe Ellemann-Jensen på sit ministerkontor, fordi pressen i årevis havde muntret sig over de to meget forskellige danskeres tydelige fysiske ligheder. Der på udenrigsministerens kontor opdagede de to en fælles interesse: »Midt i vores snak på Uffes kontor viste han mig den lille drillesmølf, der blandt papirer og bøger stod drillende med hænderne ud fra ørerne og tungen ude på hans skrivebord. Så sagde han: 'Hver gang jeg er inde i nogle møgkedelige forhandlinger, så kigger jeg lige lidt på drillesmølfen'. Ja, selv han var også grebet af feberen,« siger Johnny Reimar.

Smølfernes stjernestatus var på mange måder Johnny Reimars imponerende bedrift, mener manden bag DR's Troldspejlet, Jakob Stegelmann:

»Johnny Reimar var den første i Danmark, der tænkte stort og kommercielt omkring tegnede figurer. Han så magien og forstod, at der var penge i det. Han var en pioner inden for arbejdet med de forskellige platforme, og det fik en stor kulturel indflydelse på børnene. Selv om de var hadet af forældrene, betød smølferne og den måde, de blev lanceret på meget for den børnegenerationen,« siger Jakob Stegelmann.

Succesen stod på i omtrent 10 år, hvor Johnny Reimar og børnene rejste landet rundt. Det blev til over 1.000 shows, inden manien ebbede ud, og i slutfirserne kunne Johnny Reimar ikke engang længere se pointen i at bevare rettighederne til sangene.

Op igennem 90'erne og 00'erne levede smølferne en mere stille tilværelse i Danmark, og med undtagelse af jævnlige optrædener i fjernsynet og de nye smølfehits, hvor kendte hits blev indspillet med smølfestemme, holdt smølferne pause. Her 53 år efter Peyo første gang skitserede den første smølf, er de dog tilbage med første film i en trilogi af smølfefilm, slået stort op og produceret af Disney. Og så kan Johnny Reimar nu godt ærgre sig lidt.

»Med smølferne kunne jeg lukke mine egne børn ind i mit univers, når de optrådte i kostumerne, og jeg sang til. Vi tjente ofte mere, end vi kunne bruge. Det var en god tid, og smølferne samlede os som familie, når vi sammen tog en flyver til Sønderborg for at optræde. Jeg får stadig daglige mails fra unge mennesker i 30'erne, som har været store smølfefans, der i dag efterlyser smølfesangene, så de kan spille dem for deres børn. Men de er ikke udgivet, og det bliver de heller ikke, fordi rettighederne ikke længere er mine. Det er jo en trist meddelelse at give sine fans,« siger Johnny Reimar.

Samleren

Der er dog nogen derude, der aldrig slap smølferne. I en villa i Lyngby sidder snart 16-årige Rasmus Henriksen og hans mor Gitte Henriksen i hver deres ende af sofaen. I mellem dem står en kasse fuld af smølfer. Bag på familiens bil er der klistret til med smølfestickers, og overalt i huset står der kasser med smølfer mast ind under kommoder og skabe. I alt rummer Gitte Henriksens hjem omtrent 3000 smølfer. Og når vandskaden i kælderen er blevet ordnet, drømmer de to om et helt kælderværelse til smølferne, så de små kan komme ud af kasserne og få lidt luft.

»Ja, vi har ikke hørt om nogen, der har flere end os i Danmark,« siger Gitte Henriksen. Da Gitte Henriksen med en halvt år gammel Rasmus på armen fandt en kongesmølf på et loppetorv i Charlottenlund, førte det tankerne tilbage til hendes egen barndom. På maven foran fjernsynet lå hun i hendes bedsteforældres sommerhus på Langeland, og mens de tyske kanaler bralrede derud af, lå Gitte Henriksen og ventede på reklamerne. For blandt de farverige reklamefilm dukkede smølferne af og til op, allerede inden de var kommet til Danmark.

»De gjorde mig glad, de små fyre. Universet er så idyllisk og naivt, og legetøjet er så sorgløst,« siger hun. Efter fundet af kongesmølfen på loppetorvet, tog samlermanien hurtigt over, og Gitte Henriksen skaffede sig hurtigt de første 100 smølfer. Først var de tænkt som legetøj til hendes to drenge, men da Rasmus Henriksen var seks år, kom smølferne i kasser og var ikke længere til leg.

Vanæren

I dag bruger både hun og Rasmus Henriksen timer foran computeren på at følge auktioner på de smølfer, de mangler.

»Jeg har 33 udgaver af min yndlings, månesmølfen, og jeg husker egentligt smølfen bedre, end jeg husker selve månelandingen, der var skyld i, at smølfen fik en glasklokke på hovedet,« siger Gitte Henriksen. Hver gang Gitte eller Rasmus Henriksen ser en legetøjsbutik, skal de lige et smut ind og tjekke, om der skulle være en smølf, der skilte sig ud fra deres samling. Rasmus Henriksen rækker ind over sofabordet og samler smølfebiblen op. Den har billeder af samtlige figurer og har fungeret som vejledning for familien. På siden med de sjældne smølfer, får han øje på Philipssmølfen, der holder en elpære med Philips' logo i armene.

»Denne her var den dyreste, ikke mor?,« spørger han og peger i bogen. Hun nikker: »Den fik jeg for 2.000 kroner,« siger hun og smiler.

Det var da heller ikke for ingenting, at smølferne gik under betegnelsen kiddie cocaine, for den generation af børn, der voksede op i 70'erne og 80'erne. Der var smølfer på anlægget, i tv'et, porcelænssmølfer på de voksnes hylder, og plasticsmølfer på gulvet. Kommercialiseringen af smølferne gjorde sit bedste, men formåede ikke at pille kernen ud af smølferne, lyder det fra Morten Søndergaard, der er tegneserieekspert og medarbejder i butikken Fantask i København.

»Historierne om smølferne har været stærke nok til at kunne tåle selv et så frontalt angreb, som der har været på dem i Danmark med alt fra dansktop og Mcdonalds. De er blevet hånet og vanæret med alt den markedsføring og merchandise men de er stærkere end det,« siger Morten Søndergaard. At smølferne for mange mest af alt er kendt som irriterende og plagende underholdning, er en skam, lyder det ligeledes fra Jakob Stegelmann.

»Det var musikken, der gav smølferne et dårligt ry. Selvom børnene elskede det, blev forældrene lettere trætte af det. Men jeg har fulgt dem, siden de kom frem på dansk i 70'erne, og den utvetydige træthed, der har omgæret smølferne, undrer mig egentligt. Det, der på overfladen ligner et goldt, kommercielt univers, hvor ens figurer summer rundt mellem hinanden uden den store betydning, er faktisk god, satirisk underholdning,« siger han.

Bag laget af plastic og pivestemmer gemmer der sig, ifølge Stegelmann, et småfilosofisk univers:

»Smølfehistorierne rummer alt fra tidsrejse til forskellige konfliktfortællinger. Det er fortællinger om menneskelig adfærd og kraften i serien er, at man altid kan hive en ny smølf frem, og man kan derfor fortælle et uendeligt antal historier. De har været eksperimenteret med mange slags fortællinger, nogle er decideret syrede, mens historien om Smølfine, der frister smølferne, har et lille bibelsk strejf.«

Ismerne

Hvad, der startede som karakterer i tilsyneladende uskyldige tegneserier og film, er dog siden blevet sammenlignet med nogle af verdenshistoriens største forbrydere. Smølferne er blevet kaldt alt fra stalinister, kommunister, racister, nazister og kvindehadere. Ifølge den australske forfatter J. Marc Schmidts artikel fra 1998 lever smølferne i Marx' Utopia. I et kollektiv, hvor hver smølf bidrager med det, han kan, uden officiel valuta, men derimod en kultur, hvor smølfer i bytte for arbejde får tøj, mad og paddehattetag over hovedet. I juni 2011 kom den franske sociolog Antoine Buéno med et noget andet bud. Ifølge hans kritiske læsning af tegneseriehæfterne, var smølferne fremmedhadende væsener i et totalitært, stalinistisk, nazistisk samfund. Smølferne er uden oprør ledt af Gammelsmølf, en autoritær og patriarkalsk leder, lød argumentet. Og de kæmper mod fjenden, mennesket Gargamel, der til forveksling ifølge Buéno ligner en jødekarikatur fra Goebbels' propaganda under Anden Verdenskrig. Ifølge den franske sociolog giver fremmedhadet sig for alvor til udtryk i hæftet Den sorte Smølf fra 1963. Her bliver en smølf stukket af en myg og dermed forvandlet til en ond, sort smølf, der ved at bide de andre smølfer i halen kan sprede den onde syge.

Begge anklager har prellet af på skaberen af smølferne, tegneren Peyo, og hans søn Thierry Culliuford, der har overtaget smølferne efter Peyos død i 1992.

»Nazister? Så kan man ikke nå højere,« siger Morten Søndergaard og griner.

»Hvis du har læst smølferne, ved du, at samfundet er uskyldigt og nærmere antifascistisk, end det er noget andet. Men smølferne skal bare være stolte af omtalen ligesom Anders And er de blevet beskyldt for alverdens ondskab, men det er blot med til at bevidne deres placering, hvor de med gode tegneserier, men også massiv markedsføring har placeret sig blandt de største.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo Elmsted Petersen

Én forside på Billeder med smølfer og denne artikel over to sider, men hvor er anmeldelsen af den film som netop har haft premiere og er årsag til alt dette?

Tom W. Petersen

Det kan tilføjes, at smølf var en betegnelse, de små blå fik, efter at de først var lanceret under betegnelsen snøvs. Men det hed allerede Benny Andersens lille etbenede fyr fra 1967, så de måtte skifte betegnelse.