Snart vil ingen lytte

Der er gået konservativ rust i flere af de store dagblades musikdækning. Centralistiske musikredaktører brokker sig over, at musikverdenen har forandret sig uden at anerkende de åbenbare fordele derved og risikerer dermed at miste en hel generation af nye læsere
Der er gået konservativ rust i flere af de store dagblades musikdækning. Centralistiske musikredaktører brokker sig over, at musikverdenen har forandret sig uden at anerkende de åbenbare fordele derved og risikerer dermed at miste en hel generation af nye læsere
17. august 2011

Et generationsopgør spirer i dansk musikkritik og -journalistik. En diskussion om smagsdommeri og bred smag, kritisk integritet og leflen for masserne er kommet i luften.

På den ene side anmeldere på nogle af de store dagblade og frokostaviser, på den anden Roskilde Festivalens ledelse, bloggere, musiksites og minsandten også vrede læsere af Politiken.

Diskussionerne er kommet i luften blandt Politikens læsere, mellem Roskilde og Politiken, bloggere og undertegnede ikke mindst på grund af Politikens musikredaktør og anmelder Erik Jensen og hans gentagne ikke synderligt velunderbyggede angreb på Roskilde Festivalen.

I onsdags fik angrebene tilføjet en endnu mere skinger tone, da Jensen leverede en lige så usaglig hyldest til den netop overståede Smukfest i Skanderborg.

Jeg var der ikke selv. Men Erik Jensen havde heller ikke selv overværet årets Smukfest, der bragede løs i weekenden, da han onsdag for en uge siden skrev følgende:

»I Skanderborg lægger man program efter, hvad publikum vil have, og hvad der virker, i stedet for hvad der er in lige nu på en perifer blog eller hos klubben af indieinspirerede anmeldere, sådan som tilfældet synes at være i Roskilde. Det er denne defensive tilgang til programlægningen at man er så bange for at skuffe de udvalgte få, at man ikke tør overraske, være folkelig eller bare lidt sjov der gør, at Roskilde Festival har mistet sin særstatus.«

Det synes at være en uantastelig kvalitet at give publikum, hvad festivalen og/eller Erik Jensen vel at mærke mener, at publikum vil have. Men prøv at erstatte 'I Skanderborg' med 'På Christiansborg', og ordet 'program' med 'politik' og 'publikum' med 'vælgerne' i sætningen 'I Skanderborg lægger man program efter, hvad publikum vil have' ...

Det er samtidig i Jensens optik diskvalificerende, at blogs er perifere. Men det er jo netop en ny generation af musikbloggeres styrke, at de tilsammen udgør et decentralt kor. At bruge deres perifere status som et argument for ubetydelighed er at misforstå en moderne brugerkultur og at gå magtkoncentrationens ærinde vel at mærke fra en centralistisk position lunt i indlejret højt i hierarkiet.

Folkelighed

Og hverken folkelig eller overraskende? Come on, Roskilde anno 2011 havde da en del blockbustere deres kvaliteter eller mangel på samme ufortalt såsom Kings of Leon, Deadmau5, L.O.C. og på de mindre scener Status & Chase, Magnetic Man, Janelle Monáe og De Eneste To. I nogle tilfælde er det bare en anden form for folkelighed.

Og enhver, der betrådte det mørklagte Arena-telt under Chris Cunninghams video- og lydbombardement, kan tale med om decideret overrumpling.

Erik Jensens magtposition og konservatisme er symptomatisk for et behov for enten et generationsskifte eller en erkendelsesproces på flere musikredaktioner i Danmark. Ja, at kritisere Roskilde Festivalens musikprogram for at være »defensivt« virker i bedste fald unødvendigt polemiserende, i værste fald uoplyst.

Og det samme gælder, når Berlingske Tidendes Thomas Søie Hansen skriver, at festivalen »leflede langt hen ad vejen for det tomme ingenting«.

Morgendagens stjerner

Der var ellers tro på både fremtid og mangfoldighed. Der var flere af morgendagens stjerner at finde James Blake, OFWGKTA og Janelle Monáe og overflødighedshorn af især afrikansk musik, f.eks. et historisk møde mellem det politiske ikon Fela Kutis to sønner Seun og Femi.

Årets program gik i høj grad offensivt til sit publikums musikalske vanetænkning og horisont. Men det er åbenbart en populistisk offensiv, som i hvert fald Erik Jensen efterlyser.

»Man savner nogle navne, der vil kunne få Danmarks bedste scene, den Orange, til at lyse i mørket som samlingspunkt for festlighederne,« skrev Jensen i juli om Roskilde.

Men hvad der synes at undslippe musikredaktøren, er, at enorme samlende begivenheder også kan være repressive. Og at få spredt festen ud på mange scener og i mangfoldige varianter er en åbning ud til flere former for fællesskaber ud af den monokulturelle osteklokke.

Musik kan være så meget mere end underholdning. Og multikulturelle og flerdimensionelle musikfestivaler kan nedlægge ligusterhække i vores hoveder. Vande eftertanken, eksplodere horisonterne, gøde nye fællesskaber, føde tolerance og nå, ja, banke helt uventede former for fest op.

Det er anmelderens hverv at spille temperament såvel som faglighed op mod alle musikkens muligheder. Det er hendes eller hans hverv at prioritere i en vekselvirkning mellem personligt engagement og kulturel relevans.

Flere skribenters skriverier har ikke længere karakter af saglige angreb på en festival i Roskilde, men af forsvar for egen konservatisme. Og så forekommer det denne signatur, at aviserne svigter deres forpligtelse som fora for åben, saglig kulturel diskussion.

Måske vil nogen indvende, at Jensen & co. i det mindste er debatskabende. Men som vi ved fra klimadebatten er alle ekstreme synspunkter ikke nødvendigvis værd at bringe til torvs. De kan ofte bare generere støj, skabe forvirring og unødvendige kampe. Forhindre os og dagbladene i at komme videre. Hvilket skader debatniveauet, som i forvejen har svært ved at finde fodfæste mellem kommentarfelter, avisspalter og blogposts. Her hjælper skingre yderpositioner ikke.

Imens både Erik Jensen og overtegnede er blevet ældre, er der kommet en ny generation til. De ser musik på en anden måde, navigerer med stor nydelse i en ny fragmenteret kultur. Og de må vende sig hovedrystende væk fra Politikens musikredaktør, som synes at væmmes ved det faktum, at fordums magtstrukturer i musiklivet er brudt ned.

Topstyrede tider

Det bekymrer mig, at Jensen kolporterer sin romantiske længsel efter en bestemt form for idyl, en bestemt form for kollektive oplevelser (M.I.A.'s succes på Orange Scene duede ikke), sågar i en bestemt skala (udblokkede koncerter i det 6.000 mennesker store Cosmopol-telt duede heller ikke). Og det bekymrer mig yderligere, at det foregår i en avis, der signalerer og dyrker tolerance, åbenhed og saglighed.

Længselen mod den udblokkede Orange-koncert er også en længsel mod den gamle pladeselskabsstruktur fra før mp3-filer, download, pirater, Napster og andre grimme forekomster. Fra dengang nogle få multinationale selskaber styrede markedet og distributionen, i høj grad prægede radiokanalerne og musikpressen og i øvrigt krævede ågerpriser for deres cd'er, som ofte kun indeholdt tre gode numre. Det var topstyrede tider. Men også trygge tider i rockkulturen, for anmelderne vidste, hvad de skulle skrive om. Og det var meget nemmere at få folket samlet omkring en enkelt begivenhed, fordi man gennem årtier var blevet vænnet til at konsumere langt mere monokulturelt end i dag man vidste ganske enkelt ikke bedre.

Dermed ikke sagt at vi er landet i et pluralistisk post-Napster paradis, men vi oplever immervæk langt fladere hierarkier et kulturelt skred, en eksploderet diversitet i udbud og efterspørgsel, distribution og ikke mindst formidling af musik. Det sprøjter ud med nye pladeselskaber, selvudgivende bands og unge mennesker, der formulerer deres meninger om og kærlighed til musikken. I nye skyer af meningsdannelser.

Et generationsopgør har ladet vente på sig i dansk musikkritik. Måske kommer det fra neden?

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Erik Jensen

’Roskilde Festival er presset udefra som aldrig før – af store koncertarrangører, dyrere bands, af små, veldefinerede festivaler, af sprælske oprørs­tendenser og finanskrisen. Men først og fremmest synes arrangementet presset indefra – af sin egen mangel på nyskabelse, reel skævhed og det anarkistiske frikvarter fra en presset, stresset og styret hverdag.’
- ibyen.dk, den 4. juli 2011

’Et defensivt musikprogram, hvis ambition kun rakte til at stille kernepublikummet tilfreds uden at tilføje nytænkning, viste os ikke, hvad målet eventuelt er. Dertil var der for få satsninger på eksempelvis tematisering, mere af den popmusik, der sætter tidens musikalske trends, humor og den danske musik, Roskilde Festival med de internationale ambitioner åbenbart har en sær berøringsangst over for.’ 
- ibyen.dk, DEN 4. JULI 2011

Thomas Søie Hansen

’... Senest i løbet af 90’erne, hvor Roskilde var stedet at tage hen, hvis man ville opleve de kommende verdensstjerner før alle andre. Men som musikgenrer er muteret, lagt i graven, genopstået i nye retninger og myriader, er festivalen blevet en mere og mere rodet affære. Ingen bands kan længere samle folket og skabe en stemning af det sagnom­spundne fællesskab, der traditionen tro rimer på både festivalen, dens Orange Scene og rockmusik.
- AOK.DK, DEN 4. Juli

’…det er år og dag siden, at Roskilde Festival har haft en profil.’
- aok.dk, den 4. juli

’2011-udgaven ændrede ikke en disse. Den bekræftede – og leflede langt hen ad vejen for det tomme ingenting. Kan man andet end glæde sig til 2012?’
- aok.dk, den 4. juli 2011

Forsiden lige nu

  • Akademikere advarer mod norske SU-tilstande

    At omlægge SU’en til lån kan gå ud over den sociale mobilitet og føre til højere frafald. Det viser erfaringerne fra Norge ifølge paraplyorganisationen Akademikerne
  • Det har været diskuteret, at regeringen overvejer at hæve pensionsalderen fra 67 år til 68 år som led i 2025-planen. Og hvorfor egentlig ikke, spørger professor James Vaupel, en af verdens førende aldringsforskere. Mere end 50 procent af vores små børn bliver over 100 år, raske, rørige og mentalt friske højt op i alderdommen

    Vi står over for en helt ny alderdom

  • Staten som tyveknægt

    Omsorgsopkald, kalder Danske Spil sit nye initiativ, hvor man ringer til dem, der er godt i gang med at spille tilværelsen i smadder. Det svarer lidt til at sparke en mand i nosserne og derefter spørge, om han vil have en blød pude at sidde på

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Caspar Christiansen

Mindes dog at Simon Lund fra selvsamme Politikken forsøgte at sige festen var blevet mere decentral allerede inden årets udgave af Roskilde, så han virker da til at have en bedre forståelse for den moderne musikverden.

Kunne i øvrigt været sjovt med en sammenligning af hvad Erik Jensen brokker sig over før og efter Roskilde Festival et givent år. Det forekommer mig at han er ret inkonsekvent, især sidste år (2010), ud at jeg dog har lavet øvelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emil A.

Det er længe siden jeg har gidet lytte til musikanmeldere, specielt når det kommer til Roskilde. De har alle sammen hovedet så langt oppe i røven på sig selv at de ikke lægger mærke til glæden og festen der er på Roskilde, hvor end man kigger hen. Festival handler ikke om lange analyser. Festival er der hvor man finder glæde i de simple ting. Der er musik for enhver smag, både det nyskabende og veteranerne - og de skal begge være der!
Anmelderne skulle tage at hoppe ned fra deres piedestal og joine festen nede i mudderet sammen med os andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen

Mens denne debat er foregået er en lille uhøjtidelig festival i Göteborg formået at lande præcis dét sted, som vist både Erik Jensen og R Christensen plæderer for. Way Out West havde i år Prince, Kanye West, James Blake, Janelle Monae, Thåström. De var måske også på Roskilde; forskellen er blot at Way Out West slet ikke har samme budget og bare stille og roligt er blevet en fed festival med musikken i centrum - minus gejl og opskruede forventninger. Det samme med Oya i Norge. Fede festivaler, der både samler og holder en stærk profil.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Ja, det er nærmest blevet en folkesport at bekræfte sig selv og hinanden i det kendte og forudsigelige. Det gælder i musik, politik og det gælder i forholdet til andre mennesker - desværre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for uffe bryld

@caspar. Ja, sidste år gav Erik Jensen Roskilde programmet 3 stjerner da det blev offentliggjort. Da festivalen var overstået fik den 6. Hvordan den så i år er blevet så ringe som EJ hævder, får stå ubesvaret hen.

anbefalede denne kommentar