Læsetid: 3 min.

Tradition er blevet en fritidsbeskæftigelse

I dag er tradition løsrevet fra sit oprindelige indhold. Den dyrkes som pyntegenstand i familien eller i kajakklubben, mens samfundet dyrker innovation og fleksibilitet, siger forfatteren Knud Wentzel
Skifte. Tradition er i dag et negativt ladet begreb, og den er blevet en pyntegenstand, siger Knud Wentzel.

Skifte. Tradition er i dag et negativt ladet begreb, og den er blevet en pyntegenstand, siger Knud Wentzel.

Sofie Amalie Klougart.

26. august 2011

»Lars Kolind er fremtidens menneske«. Ordene kommer fra Knud Wentzel, der er dr.phil. og tidligere universitetslektor i dansk litteratur. Han taler om, hvordan vi negligerer fortidens tilbud om rådgivning og retning, mens vi stirrer mod fremtiden.

Knud Wentzel taler kort sagt om tradition. Han har lige udgivet bogen Rend mig ..., som er et langt, reflekterende essay over vores forhold til tradition. Her udgør Lars Kolind et kerneeksempel. Kolind er nemlig manden bag to ting: en karriere som virksomhedsdirektør for Oticon, der fremstiller høreapparater, fra 1988-1998, hvor han gjorde en stagneret forretning til en overrumplende succes. Desuden har han udgivet bogen Kolind Kuren, der giver opskriften på succesen, der hedder innovation og fleksibilitet, hvor kreativiteten er uden hierarki.

Oticon og Løndal

»Her optræder tradition kun sjældent og kun som det, der skal bekæmpes,« bemærker Knud Wentzel. Men hvis dette var hele historien om Lars Kolind, ville han ikke være så interessant, som han faktisk er. For ved siden af Kolind Kuren, hvor tradition er bandlyst, driver Lars Kolind herregården Løndal, hvor tradition i bogstaveligste forstand er i højsædet. Bygningsarkitekturen er inspireret af 1700-tallet, og hvert rum har sit særpræg og sin historiske tid. Renæssance, barok og rokoko flettes her sammen.

»Det er et pragteksempel på traditionsdyrkelse,« siger Knud Wentzel. »Det er denne dobbelthed, der gør ham interessant.«

Ligesom Lars Kolind vil fremtidens menneske stå mellem Oticon på den ene side og Løndal på den anden, mener Wentzel.

»Vi står over for en ny tid, en epokegørende samfundsomdannelse. Vi ved ikke, hvad den kommer til at indeholde, men den er ligeså dybtgående som oplysningstidens rystelse, hvad angår menneskets opfattelse af sig selv.«

De kulturelle og rituelle traditioner, som før har givet fællesskabet retning, har ikke længere styrende kraft over for os. Det er i stedet os, der sætter betingelserne, i det omfang vi dyrker tradition.

»Tradition er det kulturelle redskab, hvormed et fællesskab bestræber sig på at forbinde fortid, nutid og fremtid. Men tradition er i dag blevet et negativt ladet begreb. Den optræder kun positivt i spredte atomiserede sammenhænge. I familien. I kajakklubben. I arbejderbevægelsen. Men den har ingen kollektiv styrende kraft. Den bruges som pyntegenstand, som stemningsgiver på vores betingelser,« siger Knud Wentzel.

Han understreger, at tradition som fænomen ikke er væk, blot forskudt til andre, mindre rum og til mindre dynamiske sammenhænge end tidligere. Vi dyrker den stadig. Ganske som Lars Kolind på sin herregård.

Ikke tid til forargelse

Som kollektivt eksempel mener Knud Wentzel, at man kan betragte vores holdning til fænomenet 'søndag'. Dens skandering af ugen udgår fra en kristen tradition, den syvende dag. I dag er søndag bare en fridag, den har mistet roden i sin tradition, og så kan lukkeloven gnave sig ind på den uden at møde modstand fra traditionen. Den virker ikke længere som helligdag, og den virker knap nok som fælles fridag. Innovationen på samfundsplan søges modgået af, hvad Knud Wentzel kalder »kulturelle feberredninger« fra politishold. Den museale dyrkelse af fortiden og de kulturelle kanonprojekter.

»Jeg kalder dem feberredninger, fordi de bliver dekreteret oppefra, fra politisk hold. De har ikke noget traditionsfodfæste i de lag i befolkningen, der hidtil har båret dem. Den litterære kanon, som jeg har bedst kendskab til, kan der ikke undervises meningsfuldt i, fordi den ikke modsvarer et ønske om tradition i undervisningens virkelighed,« siger han.

»Projektet er håbløst. Man har ikke en jordisk chance for at formidle kanonen meningsfuldt til elever, der er intenst orienteret mod nutiden og fremtiden.«

Knud Wentzel mener, det er vigtigt ikke at istemme med koret, der begræder, at tradition er på retur.

»Det er så stort, og det indgår i så stor en samfundsomdannelse, at det er mere interessant end sørge- ligt. Der er grund til at holde øjnene åbne for traditionens svindende rolle og ikke gå fremtiden bevidstløst i møde på dette område. For når tradition sættes ud af spillet som retningsgiver og identitetsgiver i vores fællesskaber, hvad kommer der så i stedet for? Jeg opfordrer til nøgternhed, ikke til forargelse. Selv om det er et følelsesladet emne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu