Læsetid: 5 min.

Vejen ud af vredens spiral

Denis Villeneuve har med 'Nawals hemmelighed' begået et råt, dristigt og multikulturelt familiedrama. Vi mødte den risikovillige og kritikerroste, men beskedne canadiske instruktør, der også er glødende Lars von Trier-fan
Drama. Mange anmeldere har omtalt 'Nawals hemmelighed' som en græsk tragedie, og instruktøren ser den da også som en tidløs fortælling, hvis emne egner sig glimrende til det, han kalder 'en slags græsk drama revisited'.

Drama. Mange anmeldere har omtalt 'Nawals hemmelighed' som en græsk tragedie, og instruktøren ser den da også som en tidløs fortælling, hvis emne egner sig glimrende til det, han kalder 'en slags græsk drama revisited'.

11. august 2011

Hvis Denis Villeneuve har et horn i siden på Danmark, skjuler han det godt. Tidligere på året tabte hans ambitiøse familiedrama Nawals hemmelighed kampen om en Oscar for bedste udenlandske film til Susanne Biers Hævnen, som den har visse ligheder med tematisk.

43-årige Villeneuve, der er fra Quebec, fremstår nu heller ikke ligefrem som en dominerende og egocentreret mandlig filminstruktørstereotyp. Skulle man ud fra hans udseende og væremåde gråsprængt, men drenget, yderst imødekommende og ivrig efter at fremhæve andres bidrag til den kreative skabelsesproces gætte på, hvilken type film, netop Villeneuve laver, ville man højst sandsynligt gætte helt galt.

Men det er barske sager, det drejer sig om: Polytechniquefra 2009 tog afsæt i en faktisk skudmassakre på et universitet i Montreal, og Nawals hemmeligheder et brandbart familiedrama, hvori to voksne tvillinger fra Canada følger i deres just afdøde mors fodspor i et urohærget land i Mellemøsten. Rejsens formål er at finde de brikker, der kan give dem det fulde billede af deres familieforhold, og blandet andet via flashbacks spejler Villeneuve de to generationer i hinanden.

Stærkt stykke

Nawals hemmeligheder baseret på et stykke af libanesisk-canadiske Wadji Mouawad med titlen Incendies. Et stykke, som gjorde et stærkt indtryk på instruktøren, da han så det for nogle år siden.

»Jeg var virkelig imponeret af den måde, hvorpå det griber fat om, hvordan vrede kan vandre videre fra en generation til en anden. Om, hvordan man først bliver voksen, og verden først giver mening, når man slipper af med vreden. Slipper man ikke af med den, sidder man fast i en spiral.«

»Det er en historie, hvor det er afgørende for de to unge hovedpersoner at kende sandheden selv om den er grum. De bliver nødt til at finde ud af, hvorfor deres mor var så kold og fjern. For det er sandheden, der sætter dem i stand til at blive selvstændige individer.«

Lyttende stortalent

Mange anmeldere har omtalt Nawals hemmelighedsom en græsk tragedie, og instruktøren ser den da også som en tidløs fortælling, hvis emne egner sig glimrende til det, han kalder »en slags græsk drama revisited«.

Villeneuve siger, at han har forsøgt at dreje stykkets følelsesmæssigt eksplosive karakter over mod det, han beskriver som noget implosivt og intimt med figurernes indre rum i centrum. Denne tilgang får i interviewerens øjne sit stærkeste udtryk gennem den unge kvindelige hovedrolleindehaver, Mélissa Désormeaux-Poulin, som i nådesløse nærbilleder tegner sig for nogle ekstremt intense, men samtidig subtile øjeblikke. Skuespil, der brænder sig fast. Ikke at dette i nævneværdig grad er Villeneuves fortjeneste.

»Hun er nem at instruere og virkelig talentfuld, og derudover en usædvanlig type skuespiller, fordi hun hverken har ego eller forfængelighed. Og så er hun en fantastisk lytter, hvilket man heller ikke kan sige om alle skuespillere. Hendes holdspiller-ånd reddede faktisk min røv i nogle af de scener, hvor der medvirker amatører, som af gode grunde ikke leverer lige så stabile præstationer som professionelle skuespillere.«

Løgn lagt åbent frem

Nawals hemmeligheder dog et græsk drama, som er tilsat nogle nærmest demonstrativt nutidige fortællegreb. Det er i høj grad en film med potentiale til at gribe tilskueren om hjertet, men bemærkelsesværdigt nok vælger Villeneuve fra start at gøre opmærksom på filmen som konstruktion.

Det sker blandt andet via spektakulære skift i filmens fortælletone, fra et næsten dokumentarisk udtryk til højtsvungne og stiliserede passager til tonerne af det majestætisk-melankolske Radiohead-nummer »You and Whose Army?«

»Det var vigtigt for mig fra start at gøre tilskueren opmærksom på, at her har vi et stykke fiktion uden historisk værdi. En løgn, om du vil. Jeg ønskede at signalere, at vi har at gøre med et vestligt perspektiv på regionen. Som i stykket gøres det jo heller aldrig klart, hvilket mellemøstligt land det er, hovedparten af filmen udspiller sig i.«

Men med stykkets forfatters herkomst in mente har man selvfølgelig lov at gætte på, at der er en eller anden form for forbindelse til Libanon. Instruktøren bemærker da også, at libanesisk politik er en ekstremt kompliceret affære, »et sammenstød mellem 17 synspunkter og perspektiver. Jo mere, man lærer om det, jo mere lost er man«.

Har det, at Villeneuve er fra Quebec, og dermed tilhører et mindretal, betydet noget i hans arbejde med temaer som multikultur og kultursammenstød?

»Det er et ganske interessant spørgsmål. Jeg har i al fald fået reaktioner fra libanesiske journalister, som siger, at jeg har fået øje på nogle ting som konsekvens af, at jeg havde distance til regionen. Men det er meget komplekst, det med, om det er en fordel af have distance eller ej. Da jeg lavede Polytechnique, var der nogle, der mente, at jeg var 'inhabil' fordi jeg er fra det sted, hvor tragedien skete. Så jeg tror, at også det er noget, der hersker mange meninger om.«

Villeneuve virker altså som en meget risikovillig instruktør både stilistisk og tematisk, hvilket er svært at få til at passe med det milde væsen på den anden side af bordet. Men han har en form for forklaring: »At lave film er på en måde vildt prætentiøst. Man bliver nødt til at bilde sig ind, at man er 'den første mand, der sætter fod på månen', at her laver man noget, ingen nogensinde har lavet før. Også selvom man ved, at det er selvbedrag.«

Første mand på månen

»Jeg synes, at det er ren lykke at befinde sig i farezonen, og det er en eneste måde, jeg kan skabe noget på. Jeg er stor fan at instruktører, der satser stort. Lars von Trier er en af mine helte. Faktisk blev jeg helt rørt, da flyet landede i går, fordi det er første gang, jeg besøger det land, han kommer fra.«

»Men jeg lægger ikke skjul på, at min selvtillid af og til svigter. Efter at have set min egen film hundrede gange har jeg lyst til at begrave den ude i en skov et sted og starte helt forfra. Jeg ser kun det, der kunne have været bedre.«

Nawals hemmelighed er blevet en stor succes blandt kritikerne, men Villeneuve virker ikke overraskende beklemt ved spørgsmålet om, hvordan han har det med, at det amerikanske brancheblad Variety for nylig kaldte ham en af verdens mest lovende instruktører.

»Der er kun ét præstationspres, der tæller, og det er det, man lægger på sig selv. Og jeg vil sige, at jeg med Nawals hemmeligheder meget bevidst om, at jeg havde et mesterværk som udgangspunkt i form af Mouawads stykke. Jeg kan bestemt ikke tage hele æren.«

På det lidt drilske afslutningsspørgsmål, om han for en stor pose Hollywood-penge ville sadle radikalt om og lave en romantisk komedie, svarer Villeneuve prompte benægtende: »Jeg er ikke snobbet, men der er tonsvis af mennesker, der kan lave de film bedre, end jeg kan.«

Han afslører, at Hollywood faktisk har henvendt sig. Det blev altså et 'nej tak' fra Denis Villeneuve, men utvivlsomt et pænt et af slagsen.

 

Nawals hemmelighed har premiere på torsdag og anmeldes her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu