Klumme
Læsetid: 4 min.

En absurd forestilling

De i valgkampen så populære tv-dueller mellem partilederne kan være svære at forholde sig til. Måske fordi de mest af alt sender tankerne tilbage til et tv-spil af Beckett, hvor virkningen er dels komisk, dels urovækkende
De i valgkampen så populære tv-dueller mellem partilederne kan være svære at forholde sig til. Måske  fordi de mest af alt sender tankerne tilbage til et tv-spil af Beckett, hvor virkningen er dels komisk, dels urovækkende
Kultur
2. september 2011

Beckett skrev engang et lille tv-spil, hvor tre eller fire skikkelser, formummet i kutter, vandrer rundt i et uigennemskueligt, koreografisk mønster. De vandrer rundt i cirkler, pludselig krydser de hinanden, standser op og går videre. Man forstår, at der er en mening i mønsteret, men ikke hvilken. Virkningen er dels komisk, dels urovækkende. Jeg havde samme fornemmelse, da jeg så 'duellen' mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt om aftenen den dag, hvor Løkke Rasmussen udskrev valget. Faktisk havde jeg allerede på det tidspunkt, om formiddagen, en fornemmelse af at overvære optakten til et drama i den let bedagede, absurde teatertradition. Statsministeren, den lille mand med det store ansvar, stillede sig bag en transportabel talerstol, der lignede en sardindåse på højkant, foran Marienborg og afleverede sin fem minutter lange replik. Derefter gik han bare, han ville ikke svare på spørgsmål. Man så ham bagfra, man kunne se, at han er blevet noget tynd i toppen. Men hvad, de sidste to et halvt år, hvor han har været statsminister, har han vel også haft mange grunde til at rive sig i håret.

Selve duellen om aftenen var ikke en mindre absurd forestilling. Scenen, hvor dramaet skulle udspille sig, var fattigt udstyret, men der var dog nogle karakteristiske rekvisitter. De to kombattanter stod bag hver deres bord med et glas vand. På grund af de to figurers umage højde, den ene lille, den anden høj og oven i købet på usandsynligt høje hæle, var sidstnævntes bord en halv meter højere end den andens. Aha, tænkte man, et komisk setup. Det er meningen, at vi skal more os over den lille og holde med den høje eller er det omvendt? Er det, vi skal overvære, den lille og kækkes kamp mod den store og dovne? Det var ikke til at blive klog på, og det forstyrrede ikke så lidt, at den tredje medvirkende, ordstyreren, engang imellem kilede sig ind i mellemrummet mellem de to borde og de to duellanter, så kameraerne måtte skifte vinkel.

Hvad skulle det være godt for? Og skulle man lægge noget i, at den høje duellant var en kvinde, mens den lille var en mand? I en traditionel komedie er det altid komisk, når manden er lavere end kvinden. Som virkemiddel er det på grænsen eller ligefrem over grænsen til at være billigt. For filmelskere er det velkendt, at Humphrey Bogart måtte stå på en skammel, når han skulle kysse Lauren Bacall, ellers ville bio-grafpublikummet dø af grin ved tanken om, at en høj, smuk kvinde skulle kunne falde for en bette lort på halvanden meter.

Men det aktuelle drama i TV 2's studie var tydeligvis ikke nogen romantisk komedie, det var snarere et stykke politisk teater. Men uklart, scenografien modsagde klare budskaber, kan man sige. Plus, som sagt, den irriterende studievært, der af uvisse grunde gennemborede tomrummet mellem de to hovedpersoner. Det ville have givet udmærket mening eller ikkemening, men i det absurde teater kan det jo komme ud på ét hvis den mandlige hovedperson pludselig havde sagt følgende replik: »Når du ser den blå farve, så bliver du glad. Blå, glad. Nukredit er en banke!« Men det gjorde han nu ikke. Han sagde »tolv minutter«. Helle Thorning-Schmidt, den kvindelige hovedperson, beskyldte til gengæld den lille mand for at have gældsat hele kongeriget.

Generalprøve med mange løse ender

I det hele taget: Mens Becketts gamle tv-spil var ordløst, havde den høje kvinde og den lille mand, og selv den tomrumsgennemborende studievært, masser af replikker. Da forestillingen var slut, havde man indkaldt tre teaterkritikere, såkaldte 'politiske kommentatorer' til at forklare, hvad det var, man som tv-seer havde været vidne til. De var en del af forestillingen, de var uden tvivl på rollelisten, og de var enige om, at det havde været et spil uden taber og uden vinder. Jaså, tænkte man og fornemmede, at man trods alt havde fået stof til eftertanke. Sådan er det med moderne teater, man forstår ikke rigtig, hvad det går ud på, men det kan være stimulerende for tanken at bryde med vaneforestillinger om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.

Senere samme aften var der generalprøve på en forestilling kaldet 'Partilederrunden', hvor de medvirkende stod på rad og række. Heller ikke her manglede der en studievært, der stillede spørgsmål og afbrød de adspurgte, når deres replikker blev for lange. Det var desværre ikke ubetinget nogen vellykket generalprøve.

Der var f.eks. optræk til at introducere en ikke tilstedeværende figur en mand, der engang skulle have kysset en diktator på kinden men det faldt ynkeligt til jorden. Ham var der ingen, der gad snakke om. Studieværten prøvede også at lokke Helle Thorning-Schmidt på glatis ved at få hende til at røbe, hvem hun ville have som ministre, hvis hun skulle gå hen og vinde valget. Det virkede mildt sagt uprofessionelt. En anden af de medvirkende, Pia Kjærsgaard, havde åbenbart ikke lært sine replikker godt nok, i alt fald kludrede hun i nogle opremsninger af tal, hvilket fik en del af de øvrige til at bryde ud i hånlig latter. Dog ikke den lille mand fra formiddagens tale, ham med sardindåsen. Han lod som ingenting.

I det hele taget var der mange løse ender under generalprøven. Et ungt og meget overbevisende talent, Johanne Schmidt-Nielsen, kom f.eks. ikke nok til orde. Hun fortjener en langt mere fremtrædende placering på scenen ved premieren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

c¨,)

Efter gennemlæsning af denne glimrende klumme får jeg næsten lyst til, at se tv igen.

Men kun næsten.

Bent Vinn Nielsen
Tak for klummen. Jeg ser ikke TV-debatter, men jeg kan sagtens følge dig alligevel. Mvh.Th

Ps. Sig det ikke til nogen, men mine tanker går tit til Næsehornet......man er vel dyreelsker?.

Maj-Britt Kent Hansen

Så skulle man alligevel have set tv.

Også selv om man ikke er meget for teater. Og slet ikke gider valgkamp på tv eller radio. Og faktisk holder ekstra meget fri fra medierne i denne tid, og allerede har brevstemt.

Beckett er dog noget særligt. Genudsendelser kommer givet på tale.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, absurd er det.

Jeg ser det heller ikke, men faldt over en anden kommentar, eller blok, http://www.information.dk/277866, der også besværer sig over mediernes dækning af valgkampen.

Men selv om det er absurd, min gode Vinn Nielsen, så behøver man jo ikke at gøre sig munter på den mest platte vis over mandens ringe vækst kontra kvinden med de høje hæle.