Læsetid: 2 min.

Ikke bare keramik, men kunst

Stor udstilling og tyk bog om Gertrud Vasegaard dokumenterer et halvt århundredes stædige arbejde ved drejeskive og ovn
29. september 2011

Mobilforbindelse til professor i politologi, arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen på vej fra AUC til Bornholms Kunstmuseum:

– Du skal tale ved åbningen af udstillingen om keramikeren Gertrud Vasegaard ...

»Ja, jeg sidder i lufthavnen og venter på flyet. I sommer blev udstillingen vist på Holstebro Kunstmuseum, men nu gælder det Gudhjem, hvor Gertrud og hendes søster Lisbeth Munch Petersen havde værksted sammen i 1930'erne og under krigen.«

– På fotografierne i din bog om Gertrud Vasegaard kan man se, at de to unge piger var et par gode skår for nu at blive i keramiksproget ...

»Ja, og der var også mange danske billedkunstnere, der søgte til Gudhjem for at få fingre i dem. Siden flyttede Gertrud så til København.«

– Hvad får en arbejdsmarkedsforsker til at skrive en stor monografi om en ældre keramisk kunstner og udvælge værker til udstillingen?

»Jeg har også skrevet andre kunsthistoriske bøger. Vi har to hjernehalvdele, så jeg prøver bare at kombinere det samfundsvidenskabelige og det humanistiske, ligesom på Leonardo da Vincis tid.«

– Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch Petersen og siden et helt dynasti af døtre og kusiner var – og er – ud af keramikerslægten Hjort på Bornholm.

»Ja, men det var vigtigt for Gertrud at lave fri kunst med håndværket i behold. I al fald fra slutningen af 1960'erne, hvor hun havde lært at bemestre det tekniske og blev tilknyttet kunstnerkredsen omkring Martsudstillingen i København.«

– Der er en berøringsflade mellem hendes virke og dit som velfærdsforsker. For i 1950'erne blev hun udstillet sammen med den Danish Design, der var del af velfærdsprojektet. Danske møbler og lamper og hendes krukker og kander og stel blev vist på shows i udlandet. Hvad er forskellen på keramik som fri kunst og design ?

»For Gertruds vedkommende blev forskellen nok først tydelig efter 1960. Og det drejer sig om et kunstværks hemmeligheder. En stol har ingen hemmeligheder.«

– Er du sikker på det?

»Ja, møbler er først og fremmest rationelt bestemte, men hendes keramik blev efterhånden nærmest zenbuddhistisk i sin behandling af ornament og skærv og glasur. Jeg nåede at tale en del med hende, inden hun døde i 2007. Men i øvrigt fastholdt hun altid, at hun var fugl og ikke ornitolog.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu